Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/08-13   -   Pressemeddelelse

Grenaa: Gummibjørnen fejrer 10 års jubilæum med personaleudvidelse

Siden Christian Gøttsche flyttede fra Lemvig til Grenaa, har han stiftet familie, tabt sig 85 kg, startet et cykelhold - og udvidet byens Euromaster-center til femdobbelt størrelse. Nu fejrer han jubilæum og ansætter endnu en medarbejder.

Egentlig skulle han kun have tilbragt tre måneder på Djursland, men foreløbig er det blevet til 10 år. Christian Gøttsche, leder af Euromasters dæk- og autoservicecenter på Grenaa Havn, er øjensynligt faldet godt til i det østjyske.

- Jeg kommer fra Lemvig og arbejdede i Euromasters dækcenter dér, indtil jeg i 2003 blev bedt om at gå til hånde i Grenaaafdelingen i tre måneder. Der var behov for ekstra hænder, og jeg var ung og single, så jeg sagde ja. Da min forgænger som centerleder et års tid senere måtte stoppe grundet dårligt hjerte, fik jeg tilbudt hans job, som jeg også straks takkede ja til, fortæller Christian Gøttsche, der netop har kunnet fejre 10 års jubilæum i Grenaa.

Fra 200 til 115 kg med 'Tour de Gummibjørn'

På det personlige plan har mødet med Grenaa betydet meget for Christian Gøttsche, der her mødte sin kæreste og stiftede familie. Centerlederen fik hurtigt et godt forhold til kunderne, der gav ham kælenavnet 'Gummibjørnen' - med reference til hans arbejde som dækfagmand og anselige vægt, som toppede på omkring 200 kg. Siden gennemgik Gøttsches fysik en voldsom forvandling, der reducerede kampvægten med ikke mindre end 85 kg. Det blev også starten på motionscykelholdet 'Tour de Gummibjørn'.

- I forbindelse med at jeg blev fedmeopereret, begyndte jeg at cykle. Vi gik sammen nogle stykker om at lave et lokalt cykelhold, som vi spøgefuldt kaldte 'Tour de Gummibjørn'. I dag er vi omkring 20 aktive medlemmer, og det er i høj grad holdkammeraternes fortjeneste, at jeg har det godt i dag, og at det er lykkedes at fastholde vægttabet, siger Christian Gøttsche.

Afholdt, engageret og kundeorienteret

Christian Gøttsches nærmeste leder har meget godt at sige om centerlederens indsats i Grenaa. - Afdelingen har gennemgået en positiv udvikling under Christians ledelse. Derfor blev det i sommers nødvendigt at flytte fra Ringvejen til Rolshøjvej, hvor vi femdoblede værkstedsarealet fra 125 til 625 m2. Beliggenheden på havnen med forbedrede tilkørselsforhold og ekstra kapacitet har tiltrukket mange nye kunder, især inden for transport og landbrug, hvilket yderligere har højnet aktivitetsniveauet, udtaler regionschef Steen Nordstrøm Pedersen fra Euromaster.

- Christian er meget afholdt af både kunder og medarbejdere. Personligt og på jobbet besidder han et fantastisk engagement og drive, der også gør ham til en god leder. Samtidig har han kunden i fokus og et fint samarbejde med både private og erhvervskunder, tilføjer regionschefen.

Ny medarbejder med fokus på autoservice

Ud over en øget tilgang af erhvervskunder har Euromaster i Grenaa ifølge Christian Gøttsche også succes med sin satsning på autoservice, som bl.a. indebærer store investeringer i nyt materiel. Således har centret netop taget en ny lærling, Tommy N. Hansen, der gennemgår den toårige uddannelse til automontør.

- Ud over at være eksperter i dæk satser vi målrettet på at vokse inden for autoservice, hvor vi allerede har fået en del mere at lave. Vi udfører alle former for mekanisk arbejde på personvogne billigere end de autoriserede værksteder, herunder sporing, udskiftning af bremser og udstødninger, olieskift og klargøring til syn. Desuden råder vi over testudstyr til fejlfinding på alle bilmærker, og man beholder selvfølgelig sin nyvognsgaranti, slutter centerlederen.

--

Om Euromaster

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 45 servicecentre og ca. 210 ansatte. Afdelingen i Grenaa er beliggende på Rolshøjvej 1.

www.euromaster.dk

--

Billedmateriale

· Foto 1: - Ud over at være eksperter i dæk satser vi målrettet på at vokse inden for autoservice, hvor vi allerede har fået en del mere at lave, siger Christian Gøttsche. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/EMA/EMA-JLG1.JPG

· Foto 2: Takket være en fedmeoperation og masser af motion er det lykkedes Gøttsche at reducere vægten fra 200 til 115 kg. Her ses han i en tungere udgave med sønnen Benjamin. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/EMA/EMA-JLG2.JPG

Billederne kan hentes i højtopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Relevant information

http://www.euromaster.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Euromaster Danmark A/S
Krøyer Kielbergs Vej 3
8660 Skanderborg, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.euromaster.com

Modtag nyheder fra Euromaster Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire