Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
11/12-13   -   Pressemeddelelse

Miljøcertifikat giver nye kunder



Da Norddjurs Kommune for nylig uddelte GMC-certifikater, var tre lokale virksomheder med for første gang. Ifølge en af dem, Euromaster i Grenaa, giver ordningen - ud over miljøgevinster og besparelser - også nye kunder.

For 14. gang påskønnede kommunen lokale virksomheders arbejde med miljøledelse, da viceborgmester Torben Jensen for nylig uddelte GMC Miljøcertifikater på rådhuset i Grenaa. Et GMC (Grønt MiljøCertifikat) er i den første periode gældende i to år, og efterfølgende skal det fornyes hvert tredje år. Seks virksomheder fik i år fornyet deres certifikater, mens tre lokale firmaer blev tildelt et GMC for første gang. De nytilkomne var Apro Service, Nymark & Fogh samt Euromasters dæk- og autoservicecenter på Rolshøjvej. - Vi indgik i en arbejdsgruppe sammen med de to andre firmaer, som har fået certifikatet i år. Først holdt vi et opstartsmøde hos kommunen, og efterfølgende har vi mødtes og set nærmere på mulige ressourcebesparelser og miljøforbedringer i hver enkelt virksomhed. Mellem møderne fik vi hjemmeopgaver, og det sluttede med, at to miljøkonsulenter fra kommunen kom ud for at auditere os. På den måde blev det dokumenteret, at der er handling bag ordene, inden vi for nylig fik vores certifikater, fortæller centerleder Christian Gøttsche fra Euromaster. Krav om særlig miljøindsats Miljøcertifikatet er en opkvalificering af den lovbefalede egenkontrol og er et enkelt system på nogle ganske få A4-sider i en miljømappe, der kan ses som et gratis alternativ til de internationale miljøstyringssystemer. GMC'et har til formål at dokumentere, at virksomheden ikke blot overholder miljøreglerne, men også har gjort en særlig miljøindsats. Firmaet skaffer sig løbende overblik over sin miljøpåvirkning, og medarbejderne er derigennem involveret i arbejdet. Aktuelt er 30 virksomheder i Norddjurs Kommune indehavere af et GMC, og kommunen forventer at kunne uddele miljøcertifikatet til tre nye firmaer i november 2014. Ingen hvilen på laurbærrene - Det er en løbende proces, hvor man ikke får lov at hvile på laurbærrene. Miljøtiltagene skal opretholdes, for at certifikatet kan blive fornyet. Det kræves, at man holder fire interne miljømøder om året, holder styr på sit energiforbrug og løbende formulerer handlingsplaner og gennemfører egenkontrol, forklarer Christian Gøttsche fra Euromaster og nævner eksempler på nye miljøtiltag i flæng: - Vi har ændret på vanerne og gør meget for at nedsætte forbruget af vand, el og varme. Der er opsat spildbakker til opsamling af kemikalier og olie, og vi er begyndt at bruge miljøklude, som indsendes til rensning og anvendes igen. Vi har også fået en ny jerncontainer med låg for at undgå indtrængende regnvand, og så er der fjernet 50 lysstofrør på lageret samt opsat sensorer, tænd-sluk-ure og skumringsrelæer, så der ikke spildes energi på overflødig belysning, fortæller centerlederen. Han ser processen som en oplagt håndsrækning i Euromasters bestræbelser på at blive mere miljøvenlig. - Da vi for godt halvandet år siden flyttede til det nye, fem gange så store værksted her på havnen, lagde vi stor vægt på at komme energirigtigt fra start. Sparringen med kommunen og de andre deltagere i projektet har gjort en forskel og muliggjort større miljøforbedringer og besparelser, end vi kunne have opnået alene, mener Christian Gøttsche, der også har fået nye kunder i kraft af certifikatet. - Vi er det eneste dækcenter og et af eneste autoværksteder i kommunen med et GMC. Det gør helt klart en forskel for en lang række mulige kunder, som prioriterer at købe miljørigtigt ind - både virksomheder, private og offentlige institutioner, slutter centerlederen. Fakta: Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 45 servicecentre og ca. 220 ansatte. Det lokale dæk- og autoservicecenter er beliggende på Rolshøjvej 1 i Grenaa. www.euromaster.dk

Billeder


Pressekontakt

Christian Fink
Pressekontakt
  +45 70 20 89 00
  +45 20 94 84 74

Firma

Euromaster Danmark A/S
Krøyer Kielbergs Vej 3
8660 Skanderborg, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.euromaster.com

Modtag nyheder fra Euromaster Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire