13/08-14
-
Pressemeddelelse
Ny centerleder hos Euromaster i Helsingør
Glenn Carstensen er netop tiltrådt som ny centerleder hos Euromaster i Helsingør. Ud over at være dækfagmand bliver hans opgave ikke mindst at styrke værkstedets position inden for autoreparation.
Det er en erfaren fagmand, der netop er tiltrådt som leder af Euromasters dæk- og autoservicecenter på Kongevejen i Helsingør. Glenn Carstensen har siden 1985 arbejdet inden for autobranchen. Han er uddannet mekaniker og har de seneste år arbejdet som værkstedsleder hos Mazda & Suzuki i Hillerød.
- Det er mit håb, at jeg i samarbejde med mine medarbejdere kan udvikle afdelingen i Helsingør, så vi inden for en overskuelig fremtid kan fordoble antallet af mekanikere. Vi skal ikke bare være eksperter i dæk, men også være den foretrukne partner inden for autoservice i lokalområdet, udtaler den nye centerleder.
Vil vokse 20 % årligt
49-årige Glenn Carstensen, der privat bor i Gørløse tæt på Hillerød med sin kone, har kastet sig over udfordringerne i Euromaster Helsingør med stor entusiasme. - Et centerlederjob ved Euromaster er en spændende udfordring, som matcher min baggrund og mine kvalifikationer. Som leder for et center i vækst får jeg mulighed for at bruge meget af min tid på kundekontakt, og det vil jeg se meget frem til, siger han og fortsætter: - For mig er det afgørende at få lov til at udvikle og optimere. Og med den positivitet, jeg allerede har oplevet, er jeg sikker på, at vores koncept nok skal tiltrække en masse nye kunder.
Det er ambitionen, at værkstedet skal udvide forretningen med tæt på 20 procent om året de næste år. En del af væksten skal komme via en massiv satsning på markedsføring i lokalområdet.
Kunderne skal være tilfredse
Ikke overraskende opfatter den nye centerleder god kundekontakt som altafgørende. - Jeg ser frem til at give kunderne højtkvalificeret og professionel rådgivning, forklarer han.
Desuden lægger centerlederen vægt på, at man hos Euromaster er meget alsidig. - Vi arbejder med dæk til både minibiler, personvogne og varebiler, men også autoreparation, tilføjer han.
Forventer vækst på autoservice
Navnlig inden for autoreparation og -service findes der ifølge den nytiltrådte centerleder et stort vækstpotentiale for Euromaster i Helsingør. - De to ting hænger jo uløseligt sammen. Det sker tit, at vi opdager problemer som fx slidte bremser i forbindelse med dækskift. Flere og flere får øjnene op for, at vi servicerer biler på lige fod med autoriserede værksteder og til noget lavere priser, hvilket har givet mange nye kunder, siger Glenn Carstensen. Han vurderer, at den tendens vil fortsætte fremover.
- Vi tilbyder alle former for autoreparation og fejlfinding samt skift af bl.a. bremser, batterier, olie og støddæmpere. Desuden er vi godkendt til at udføre serviceeftersyn på lige fod med mærkeværkstederne. Hos os kan man både spare penge og beholde sin nyvognsgaranti, lover centerlederen.
Når Glenn Carstensen ikke får olie på fingrene, bruger han nærmest al fritid i en svæveflyver, og han har tidligere opnået en femteplads til DM i kunstflyvning, hvor der dystes i loops og andre tricks i højderne.
Fakta: Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 45 servicecentre og ca. 210 ansatte. Den lokale filial er beliggende på Kongevejen 36 i Helsingør. www.euromaster.dk
Relevant information
http://www.euromaster.dk
Pressekontakt
Dennis Christensen
Media Relations Manager
70208900
61677464
Firma
Euromaster Danmark A/S
Krøyer Kielbergs Vej 3
8660 Skanderborg,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.euromaster.com