Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/02-13   -   Pressemeddelelse

Trykkerier vil skaffe kunder med grøn certificering

Markant flere danske trykkerier bliver miljøcertificerede med FSC®-mærket. Indledningsvist var efterspørgslen primært affødt af kundekrav; men nu betragter trykkerierne stadig oftere certificering som en strategisk investering.

For to år siden var kun ganske få danske trykkerier tilknyttet FSC, der er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir. Siden da er der imidlertid sket en eksplosiv vækst i interessen for at benytte FSC-godkendt papir.

- Antallet af certificerede firmaer er boomet. Vi får nu flere henvendelser om ugen fra grafiske virksomheder, som ønsker certificering. Tendensen er født i udlandet, hvor eksempelvis Det Hvide Hus og Gucci udelukkende benytter FSC-papir, der i dag stort set ikke koster ekstra, forklarer Ida Rehnström, kommunikationsansvarlig hos FSC Danmark. - Specielt internationale koncerner har været hurtige til stille lignende krav til deres danske selskaber. Indledningsvist var efterspørgslen primært affødt af krav fra trykkeriernes kunder; men nu opsøger virksomhederne os oftere af egen drift, fordi FSC-mærkning i stigende grad betragtes som en aktiv strategisk satsning, der bl.a. kan tiltrække nye kunder.

Hos From-Grafisk i Kolding, der netop er blevet FSC-mærket, lægger adm. direktør Tommy Sørensen da heller ikke skjul på, at mens kunders ønsker indledningsvist ansporede trykkeriet til at overveje certificering, øjnede man undervejs i processen i højere grad mulige konkurrencefordele. - Vi bliver stadig oftere mødt med forespørgsler omkring miljømærkning. Hurtigt erfarede vi, at FSC-mærkning ikke alene er en investering i bæredygtighed og kundefastholdelse, men også et offensivt træk for at få nye kunder på et presset marked, siger han.

Koncernpolitikker vejer tungt

Lindab A/S i Haderslev var blandt de storkunder, der med deres forespørgsler bidrog til at igangsætte From-Grafisks mærkningsproces. Her lægger marketingchef Johan Rasmussen stor vægt på at efterleve den svenskejede koncerns overordnede miljømæssige retningslinjer. - Af hensyn til vores samvittighed over for såvel miljø som koncernpolitikker følger vi naturligvis Lindabs overordnede leverandørkrav og anbefalinger på miljøområdet i så høj grad som praktisk muligt. Samtidig har vi valgt at benytte FSC-logoet på alle relevante tryksager for også at udnytte mærkets signalværdi.

Kirsten Beider, Nordic Marketing Director hos Merrild Coffee Systems i Middelfart, hilser ligeledes From-Grafisks miljømærkning velkommen. - Vi vil gerne tage ansvar for bæredygtighed og bestræber os på at benytte miljømærkede trykkerier. Det er et væsentligt element i vores CSR-politik og kan ses som en naturlig forlængelse af vores ISO-certificeringer og egne bæredygtige produkter, siger hun.

Også hos Bureau Veritas HSE, der udbyder FSC-certificering, oplever man de stigende miljøkrav til trykkerier, som også går igen hos virksomheden selv. - Efterspørgslen efter FSC-mærket er stærkt stigende fra både tryksagskøbere og trykkerier. Selv har vi i koncernen et etisk kodeks, som henstiller til at vælge leverandører med omtanke, på samme måde som vi rådgiver vores kunder i at få samfundsansvar til at hænge sammen med forretningen, siger Sales & Marketing Manager Tomas Riegels-Jørgensen.

Store kommercielle muligheder

Hos From-Grafisk har direktøren store forventninger til de muligheder, miljømærket vil give virksomheden. - FSC sikrer, at papiret er bæredygtigt produceret. Det er væsentligt, fordi forskning viser, at papir tegner sig for op mod 80 % af tryksagers samlede klimabelastning. Certificeringen bliver en stadig større fordel for os, i takt med at flere og flere internationale koncerner stiller krav om brug af FSC-papir i deres danske selskaber. Vi oplever stor interesse for det nye initiativ, og det er min klare forventning, at mærkningen vil bidrage positivt til kundetilgangen, slutter Tommy Sørensen.

--

FSC (Forest Stewardship Council) er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir. Mærket garanterer, at der på produktionsstedet ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at skovarbejderne er garanteret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn. FSC er desuden den eneste globale mærkningsordning, der har bred opbakning fra grønne organisationer, og som har ét sæt regler, der gælder over hele verden. www.fsc.org

FSC Danmark er det danske kontor for FSC. Organisationen har til formål at fremme bæredygtig skovdrift ved at styrke FSC som brand i Danmark. www.fsc.dk

From-Grafisk A/S i Kolding er en trykkerivirksomhed med stærkt fokus på teknologi og miljø. Virksomheden er certificeret til anvendelse af bæredygtigt FSC-papir samt godkendt til at producere tryksager med det nordiske miljømærke Svanen. Alle papirindløb klimakompenseres, ligesom der benyttes vegetabilske, miljøcertificerede trykfarver. www.from-grafisk.dk

--

Billedmateriale

· Foto 1: Ifølge FSC Danmark er der i løbet af de seneste to år sket en eksplosiv vækst i interessen for at benytte FSC-godkendt papir. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/FGF/FGF-FSC1.jpg

· Foto 2: FSC-mærket garanterer, at der på produktionsstedet ikke drives rovdrift på selve træet eller dyre- og planteliv. Samtidig garanterer FSC skovarbejderne uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/FGF/FGF-FSC2.JPG

· Foto 3: - Certificeringen bliver en stadig større fordel, i takt med at flere internationale koncerner stiller krav om brug af FSC-papir i deres danske selskaber, siger direktør Tommy Sørensen (th.) fra From-Grafisk. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/FGF/FGF-FSC3.JPG

Billederne kan downloades i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Relevant information

http://www.from-grafisk.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

From-Grafisk A/S
Gejlhavegård 23
DK-6000 Kolding, Danmark

  (+ 45) 65 74 82 00
  (+ 45) 65 74 82 00

http://www.from-grafisk.dk

Modtag nyheder fra From-Grafisk A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater