Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/06-06   -   Pressemeddelelse

Stor event for iværksættere på Tobakken i Esbjerg

Hele Danmarks Janteknuser nummer et, Martin Thorborg, der bl.a. startede Jubii, er årets hovedtaler ved JanteKur - en ny messe for innovative og videnstunge iværksættere i Esbjerg.

Der er gang i økonomien, men vi har for få innovative, kreative og videnstunge iværksættere i Esbjergområdet. Det mener bl.a. Grosen Friis fra softwarefirmaet grosen.com, der er initiativtager til et spændende arrangement for iværksættere i Esbjerg. Den 12. september slås dørene på Tobakken i Esbjerg op til en dag spækket med tiltag og tilbud til områdets iværksættere.

Der er stor opbakning omkring initiativet og Grosen Friis har fået samlet en meget spændende styregruppe til at hjælpe med arrangering af eventen. Styregruppen tæller bl.a. EU VEST, Erhvervskontorerne i Ribe Amt og Videncenter Vest samt en række virksomheder som Den Jyske Sparekasse, ASE og Syddansk Innovation. Der er også nogle videnstunge og kreative iværksættere fra området med. Bl.a. ONTRIS, Mødebooker og All-in2.

En af medarrangørerne, Søren Rishøj fra Revisionsfirmaet Martinsen i Esbjerg siger:

"Grosen Friis henvendte sig og fortalte om sin gode idé. Martinsen har en lang erfaring i bistand til opstart af virksomheder generelt. Jeg fandt det derfor helt naturligt, at vi også deltog i en messe, der mere specifikt rettede sig mod innovative og videnstunge iværksættere."

Også udviklingschef Kristian Bendix Drejer fra Ribe Erhvervs- & Turistråd syntes så godt om ideen da den blev forelagt ham, at han meldte sig til det frivillige arbejde i styregruppen:

" Erhvervsrådene i Ribe Amt, EU-Vest, a-kasser og private konsulentfirmaer er gået sammen om undersøge og komme med målrettede tilbud til den store gruppe af deltidsselvstændige, der ønsker at blive selvstændige på fuld tid. JanteKur er en oplagt mulighed for os for at komme i kontakt med flere af denne type iværksættere/selvstændige på deltid, så vi kan informere dem om hvordan vi kan hjælpe dem videre."

På JanteKur vil man kunne høre flere spændende foredrag med bl.a. Thomas Sillesen fra Esbjerg-virksomheden Densen Audio Technologies, der kommer og fortæller sin iværksætterhistorie. Men det store trækplaster er uden tvivl Martin Thorborg, der kommer og giver sit helt forrygende foredrag - Iværksætter til jeg dør. Grosen Friis fortæller om baggrunden for valget af Martin Thorborg:

"Martin er vel nok Danmarks mest kendte janteknuser og er ud over at være en gudsbenådet forretningsmand også en supergod foredragsholder. Han forstår virkeligt at sætte fut i kedlerne og er jo et forbillede for mange iværksættere. Jeg har fået kontakt til ham gennem Amino.dk, der er et forum for iværksættere, startet af Martin Thorborg. Han er for mig det helt oplagte valg."

Grosen Friis oplyser, at det ikke er hensigten, at der skal tjenes penge på arrangementet. Formålet med messen er, at de iværksættere eller personer med en iværksætter i maven, som besøger messen, får noget med hjem, de kan bruge i deres videre forretningsplaner. Derfor er der også gratis entré til arrangementet. Billetterne bestilles på hjemmesiden http://www.jantekur.dk efter først-til-mølle princippet og styregruppen forventer alt udsolgt. Det er nemlig ikke hverdagskost at kunne se Martin Thorborg live og samtidigt kunne få en masse værdifuld viden med hjem uden at skulle have tegnebogen frem.

Eventen finansieres 100 % af de sponsorer og medarrangører, der deltager på messen og Grosen Friis siger, at finansieringen er meget tæt på at være på plads. Dog mangler messen stadig en hovedsponsor og der er også stadig plads til flere delsponsorer. Virksomheder der ønsker yderligere information om de muligheder, der er for at sponsorere eller deltage på messen, kan kontakte Grosen Friis fra grosen.com eller Jesper Christiansen fra Mødebooker.

Pressekontakt


Firma

Grosen.com
Kastanielunden 67
6705 Esbjerg Ø, Danmark

  86201241
  86201241

http://www.jantekur.dk

Modtag nyheder fra Grosen.com på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater