04/03-10
-
Pressemeddelelse
Sportslæger holder Rødovres ishockeyhold på toppen
Slangerup-lægen Keld Hvitfeldt og hans team fra Herlev Privatklinik står klar til at hjælpe Rødovre Mighty Bulls ved alle hjemmekampe. Det tætte samarbejde er ifølge klubben med til at understøtte de sportslige resultater.
Overlæge Keld Hvitfeldt er selv tidligere ishockeyspiller og medejer af Herlev Privatklinik A/S, der har sports- og fritidsskader som et af sine specialer. Derfor var det nærliggende, at han også i sin lægegerning skulle virke inden for ishockeysporten. Således har han igennem en årrække haft et frugtbart samarbejde med Herlev Hornets, og det fangede interessen hos Rødovre Mighty Bulls (RMB), da holdet ønskede en fasttilknyttet professionel stævnelæge.
- Vi sonderede terrænet gennem vores store netværk, og mange kender Keld og kunne anbefale ham. Samtidig erfarede vi, at han i sin klinik beskæftiger yderligere to sportslæger og dermed kan sende en afløser i de tilfælde, hvor han ikke selv har mulighed for at komme. Desuden sætter vi selvfølgelig pris på at arbejde sammen med en læge, der selv brænder for ishockeysporten, udtaler Steen Svane, der er manager for RMB.
Mangeartede opgaver
Samarbejdet indebærer, at Herlev Privatklinik stiller med en stævnelæge til samtlige RMB's hjemmekampe og derudover modtager spillerne til konsultation, når det er nødvendigt. Samtidig vurderer lægerne de forskellige skader og lidelser. - I de tilfælde, hvor det er nødvendigt at henvise vore spillere til undersøgelse eller behandling andre steder, afgør sportslægerne suverænt, hvor de skal sendes hen, siger Steen Svane.
Opgaverne under kampene er mangeartede. Det kan iflg. manageren fx være at tage sig af et flækket øjenbryn eller vurdere, om det er forsvarligt for en spiller at fortsætte kampen, når han efter en benskade bliver tacklet hårdt. Ud over at være faste læger for hjemmeholdet, når der spilles i Rødovre Skøjte Arena, bistår Keld Hvitfeldt og hans kolleger også i tilfælde af skader på udeholdet. - Lægerne står selvfølgelig også klar til at hjælpe udeholdets spillere. Men det er vores omklædningsrum, de besøger i pausen, siger Steen Svane med et glimt i øjet. I den kommende sæson håber han at kunne udbygge samarbejdet med Herlev Privatklinik. - Når vi får økonomisk mulighed for det, vil vi gerne have dem tilknyttet som deciderede holdlæger, siger han.
Erfaring giver sportslige fordele
Ifølge manageren er det i ishockeysporten vigtigt med erfarne stævnelæger, der er vant til at arbejde med sportsskader. - De kan i kraft af deres erfaring og kendskab til spillerne foretage en mere kvalificeret vurdering og behandling. Dermed forkortes behandlingsforløbet, og vi undgår følgeskader og får hurtigere spillerne på is igen, siger Steen Svane, der specielt fremhæver evnerne til at reagere på faresignaler. - En læge, der som Keld er inde i sporten, opdager eksempelvis slitage på et tidligt tidspunkt. Omvendt kan han også hurtigt afgøre, om noget er ubetydeligt, og spilleren derfor sagtens kan spille videre.
I perioder er ishockeyspillernes behov for lægebistand forholdsvist stort. - Vi har lige oplevet fire kampe i træk, hvor sygrejet måtte frem. Samtidig fik en af vore spillere revet et ledbånd over og måtte naturligvis omgående undersøges. Vi har også haft en spiller, der tissede blod, og som Keld derfor omgående sendte på skadestuen, lyder det fra manageren, som forventer et ekstra stort behov i de kommende måneder. - Ishockeysæsonen løber fra starten af august til midten af april, og i sæsonens sidste måneder er programmet hårdt med tre ugentlige kampe. Derfor begynder en række typiske træthedsskader ofte at vise sig i denne tid, slutter han.
--
Rødovre Mighty Bulls er blandt landets mest traditionsrige ishockeyklubber, og førsteholdet oplever lige nu sportslig fremgang. Klubben kendetegnes ved sammenhold og ambitioner på alle niveauer. Eksempelvis er holdet med 17-årige spillere i dag femdobbelte danmarksmestre. www.mightybulls.tv
Herlev Privatklinik A/S har siden åbningen i 2006 behandlet flere end 3000 patienter. Klinikken beskæftiger sig med de fleste dele af bevægeapparatet og tilbyder en lang række kirurgiske behandlinger. www.hepk.dk
Relevant information
http://www.hepk.dk
Firma
Herlev Privatklinik A/S
Smedeholm 10
2730 Herlev,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.hepk.dk