Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/05-12   -   Pressemeddelelse

Sydvestjysk multigazelle præsenterer rekordresultat

Det netop offentliggjorte 2011-regnskab fra Holtec Automatic A/S er selskabets bedste nogensinde. Bruttoavancen er vokset 48 % i forhold til 2010, og årets resultat er næsten firedoblet. Samtidig er nyt datterselskab kommet godt fra start.


Holtec-koncernen, der specialiserer sig i industriel automation og fire gange er kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen, har efter et par år med afmatning nu for alvor genoptaget sin vækstkurs. Den netop offentliggjorte årsrapport for 2011 viser, at Holtec Automatic A/S atter øger både aktivitetsniveau og indtjening. Således har seneste regnskabsår budt på en fremgang i bruttofortjenesten på 48 % - fra 9,8 til 14,5 mio. kr. - mens årets resultat efter skat er næsten firedoblet til knap 2,5 mio.

Også det nystiftede datterselskab, Holtec Automatic - Vest A/S i Lem ved Ringkøbing, er kommet godt fra start med et plus på bundlinjen. I 2011, der er virksomhedens første regnskabsår, er opnået en bruttofortjeneste på 5,1 mio. kr. og et resultat efter skat på 131.000 kr. - Succesen kan tilskrives meget dygtige medarbejdere, der tager udfordringerne op, og så har sidste års køb af konkurrenten Højmark Automatic bidraget positivt til vores resultat allerede i 2011, siger Søren Jensen, der er Holtec-selskabernes direktør og hovedaktionær.

10 nye arbejdspladser i 2011

Også medarbejderstaben er vokset betragteligt. I starten af 2011 var der 26 medarbejdere hos Holtec, mens tallet ved årets udgang var steget til 36. En tredjedel af dem arbejder for Holtecs virksomhed i Lem, hvor 40-årige Jimmy Nielsen netop er blevet ansat som daglig leder. Han er uddannet elektromekaniker og har fra sit seneste job indgående kendskab til Holtecs styringsløsninger til produktionslinjer.

- Jeg opdagede lidt tilfældigt, at Holtec søgte en afdelingschef, og tænkte, at det job måtte jeg gå efter, for det er en spændende virksomhed, siger Jimmy Nielsen, der i 2012 forventer at fortsætte væksten med yderligere ansættelser. Bl.a. leder han aktuelt efter en salgskonsulent.

Klar til yderligere opkøb

Efter den succesfulde overtagelse af Højmark Automatic vil Holtec ifølge Søren Jensen videreføre sin strategi om at vokse gennem opkøb. - Vi har opnået en stærk markedsposition i hele det vestlige Jylland og er nu klar til at bevæge os mod øst. Således kigger vi på mulige opkøbsemner i området omkring Silkeborg og Aarhus, i Trekantområdet og omkring Sønderborg, siger han.

Ud over opkøb vil Holtec i 2012 satse på organisk vækst inden for sit eksisterende virkefelt. - Vi vil fortsat styrke vores kompetencer inden for industriel automation og desuden satse kraftigt på de nye vækstområder vand, miljø og energi, slutter Søren Jensen.

--

Holtec er totalleverandør inden for industriel automation - herunder styringer, software og komplette projekter. Desuden besidder man stærke kompetencer på energi- og miljøområdet. Kunderne er maskinbyggere, installatører og alle slags industrivirksomheder. Koncernen, der består af Holtec Automatic A/S og datterselskabet Holtec Automatic - Vest A/S, beskæftiger totalt 36 medarbejdere.

Billedmateriale

Foto 1: 40-årige Jimmy Nielsen er ansat til at forestå den daglige ledelse af det nystartede datterselskab i Lem, som allerede har 12 medarbejdere.

Foto 2: Holtec Automatic - Vest A/S er kommet godt fra start med et plus på bundlinjen i sit første regnskabsår. Her ses afdelingschef Jimmy Nielsen (tv.) sammen med projektchef Jesper Korsholm.

Foto 3: - Vi har opnået en stærk markedsposition i hele det vestlige Jylland og kigger nu på opkøbsmuligheder mod øst, siger Holtec-direktør Søren Jensen.

Relevant information

http://www.holtec.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Holtec Automatic A/S
Agervigvej 46
DK-6800 Varde, Danmark

  (+ 45) 20 94 84 74
  (+ 45) 20 94 84 74

http://www.holtec.dk

Modtag nyheder fra Holtec Automatic A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater