23/10-13
-
Pressemeddelelse
Ny organisation til Bødskov: Brug EU-standarder til at lette indførelse af alkolåsordning
Justitsministeren udtalte tirsdag, at en række problemstillinger skal løses, før tre år gammel lov om alkolåsordning kan implementeres. Derfor starter den danske alkolåsbranche en organisation, der skal rydde forhindringer af vejen for den meget omdiskuterede lovgivning. Hovedbudskabet er, at eksisterende EU-standarder kan sikre hurtig implementering, der reducerer antallet af trafikdræbte.
Dräger Safety og Smart Start tager initiativ til ny brancheforening, der skal være sparringspartner for politikere og myndigheder i implementering af loven om alkolåse. Virksomhederne, der er branchens største aktører herhjemme, ønsker desuden at sætte fokus på, hvordan EU's CENELEC-normer garanterer manipulationssikkerhed, driftssikkerhed og sporbarhed.
- Ved at tage udgangspunkt i CENELEC-standarderne kan politikerne dæmme op for en lang række tekniske og praktiske problemstillinger. Hvis vi læner os op ad vores nabolande, vil det lette implementering af lovgivningen og give sikkerhed for gennemprøvet teknik, siger Jan Winum Povlsen, der er dansk importør af Smart Start alkolåse.
Justitsminister Morten Bødskov (S) udtalte tirsdag til Ritzau, at regeringen vil tjekke en række problemstillinger, før alkolåsordningen kan implementeres. Det sker efter beskyldninger om nøl med indførelsen af loven om, at dømte spritbilister skal have monteret alkolåse i deres biler. Loven blev enstemmigt vedtaget af Folketinget tilbage i 2010.
Bødskov peger på, at en række tekniske, administrative og juridiske spørgsmål skal afklares. Ifølge Kurt Hansen Tjosevik, der er ansvarlig for alkolåse hos Dräger Safety, kan de fælleseuropæiske CENELEC-standarder her være til stor hjælp.
- EU-standarderne rummer omfattende vejledning til beslutningstagere. Her finder man udførlige guidelines for teknisk og administrativ implementering med best practices for alt fra installation og service til dataadministration, lægeundersøgelser og håndtering hos politiet. I Sverige har retningslinjerne været til enorm hjælp. Her har man haft et alkolåsprogram siden 1999, og det har resulteret i, at kun hver tiende spritdømte i dag er genganger. Tidligere var det 60 %, siger han.
Den nye brancheforening opfordrer politikerne til at benytte CENELEC-standarderne til at sikre en hurtigere, enklere og bedre implementering af lovgivning på området.
- Vi mener, at det er oplagt at tage udgangspunkt i den europæiske standard, der allerede er registreret og godkendt i Danmark, siger Jan Winum Povlsen fra Smart Start. - Alkolåse har været i brug i USA siden 1985, og i Sverige er mere end 85.000 allerede monteret. I kraft af søsterselskaber og samarbejdspartnere har vi omfattende kendskab til praksis og erfaringer i lande, hvor man er langt fremme med alkolåse. Derfor vil vores nye organisation let kunne henvise til relevante udenlandske myndigheder og eksperter, som vi med fordel kan lytte til herhjemme, mener han.
Initiativtagerne bag den nye forening er allerede nu klar til dialog med politikere og myndigheder. Desuden opfordrer de politikerne til at se nærmere på seneste ændring af den svenske ordning, der nu giver mulighed for alkolåse allerede ved etårige frakendelser af kørekortet.
- Ved at sætte ind ved en lavere promille og kortere frakendelser vil vi ligesom svenskerne opnå forbedret effekt af ordningen. Hver fjerde trafikdræbte herhjemme mister livet på grund af alkohol. Mange liv kan altså reddes, hvis vi sætter tempo på implementeringen og får en praksis som i Sverige, Frankrig og mange andre lande, vurderer Kurt Hansen Tjosevik fra Dräger Safety.
Relevant information
Smart Start alkolås
http://www.alkolaas.dk
Dräger Safety
http://www.draeger.dk
Pressekontakt
Jan Winum Povlsen
Importør af Smart Start alkolåse
+45 70 23 77 33
+45 28 97 50 01
Kurt Hansen Tjosevik
Ansvarlig for alkolåse, Dräger Safety Danmark A/S
+4544500033
+4529672981
Christian Fink
Head of Operations, Epicent Kommunikation A/S
+4570208900
+4520948474
Firma
JaWin Safe Trip ApS
Læborgvej 66
6650 Brørup,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.jawin.dk/