27/12-12
-
Pressemeddelelse
Trykkeri: 100.000 gulpladebiler mangler stadig CVR-numre
Selvom gulpladebiler pr. 1. januar skal være forsynet med synligt CVR-nummer og firmanavn, mangler dette fortsat hos mange. Derfor har århusiansk firma i en måned gratis trykt mærkater med oplysningerne til landets virksomheder.
Som led i kampen mod organiseret sort arbejde skal gulpladebiler pr. 1. januar 2013 være forsynet med synligt firmanavn eller logo samt brugervirksomhedens CVR-nummer. Hos LaserTryk.dk i Århus har man erfaret, at rigtig mange fortsat mangler at få sådanne mærkater på deres biler, og er derfor igennem en måned kommet med en gratis håndsrækning til landets brugere af gulpladebiler.
- En forbløffende stor del af landets virksomheder med gulpladebiler har endnu ikke fået mærkaterne på. Som Skandinaviens største digitaltrykkeri kan vi producere klistermærkerne ufattelig billigt og vil gerne bidrage til, at eksisterende og potentielle kunder undgår dårlige oplevelser med myndighederne. Igennem en måned forærede vi derfor op til 6 mærkater til samtlige danske virksomheder, der stadig manglede at få klistermærker på deres biler, siger direktør Esben Mols Kabell fra LaserTryk.dk, der også trykker CVR-klistermærker med firmalogo i stedet for navn. Han anslår, at langt over 100.000 gulpladebiler fortsat mangler oplysningerne på deres sider.
Kolossal interesse for gratis labels
At rigtig mange virksomheder fortsat mangler klistermærker med CVR-numre på bilerne, illustreres tydeligt af den enorme interesse, LaserTryk.dk har oplevet for tilbuddet om gratis labels. - Vi søsatte initiativet i midten af november, og allerede på den første dag henvendte mere end 500 erhvervsdrivende sig med bestillinger. I løbet af kampagneperioden har vi uddelt tusindvis af gratis klistermærker, selvom vi udelukkende har informeret om tilbuddet i en mail til de omkring 50.000 virksomheder i vores kundedatabase. Den er til gengæld blevet flittigt videresendt, hvilket naturligvis glæder os, fortæller Esben Mols Kabell.
LaserTryk.dk lægger ikke skjul på, hvorfor man har søsat initiativet. - Vi har i forvejen flere erhvervskunder end noget andet skandinavisk trykkeri, og det er vores erfaring, at når først en kunde én gang har fået en god oplevelse, kommer vedkommende igen. Derfor er vi meget glade for med vores kampagne at have hjulpet flere tusinde virksomheder til at overholde lovgivningen, slutter direktøren.
CVR og firmanavn på gulpladebiler: Sådan er reglerne
· Reglerne gælder for alle gulpladebiler med ikke over 4 tons totalvægt. Undtaget er udrykningskøretøjer og andre specialbiler, institutionsbusser, biler på papegøjenummerplader og øvrige biler, der må bruges privat.
· Oplysningerne skal både fremgå af bilens højre og venstre side.
· Skiltene må ikke kunne tages af og på, men skal fastgøres med fx selvklæbende plastfolie.
· Oplysningerne skal være synlige, letlæselige og i en farve, der klart afviger fra bilens. Bogstaver og tal skal være mindst 3 cm høje. Er bilens totalvægt over 3,5 tons, skal firmanavnet angives med 10 cm høje karakterer.
· Både CVR-nummeret og virksomhedens officielle navn skal anføres. Førstnævnte skrives 'CVR 12345678' og kan evt. spredes på to linjer, således at 'CVR' og tallene står på hver sin linje. Vejer bilen 3,5 tons eller mindre, kan man nøjes med at skrive en del af det officielle navn eller at benytte logoet, såfremt dette entydigt identificerer firmaet (fx hvis navnet indgår). Det er valgfrit, om man vil opføre selskabsformerne A/S eller ApS.
Kilder: SKAT, LaserTryk.dk, retsinformation.dk
LaserTryk.dk A/S i Århus er Skandinaviens største digitaltrykkeri - og fem gange kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Koncernen omsætter for et trecifret millionbeløb og består desuden af bogtrykkeriet Scandinavian Book A/S, offsettrykkeriet Chronografisk A/S samt salgsselskaber i Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland. www.lasertryk.dk
--
Billedmateriale
· Foto 1: Som led i kampen mod organiseret sort arbejde skal gulpladebiler pr. 1. januar 2013 være forsynet med synligt firmanavn eller logo samt brugervirksomhedens CVR-nummer. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/LTD/LTD-CGB1.tif
· Foto 2: - En forbløffende stor del af landets virksomheder med gulpladebiler har endnu ikke fået mærkaterne på, siger direktør Esben Mols Kabell fra LaserTryk.dk. Han anslår, at langt over 100.000 gulpladebiler fortsat mangler oplysningerne på deres sider. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/LTD/LTD-CGB2.jpg
Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.
Relevant information
http://www.lasertryk.dk
Firma
LaserTryk.dk A/S
P. O. Pedersens Vej 7-9
8200 Århus N,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.lasertryk.dk