10/06-14
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
Bognyhed: Topiværksættere afslører deres bedste tips
            
              Ejerlederne bag aarhusianske LaserTryk.dk er blandt landets mest succesfulde iværksættere. Trykkeriet omsætter for en kvart milliard og vokser fortsat i turbofart. I ny bog løfter makkerparret Anders Grønborg og Esben Kabell sløret for deres bedste tips.
        
            Hvad nogle opfatter som fortroligheder og forretningshemmeligheder, er andre parate til at sælge for 495 kr. - plus positiv opmærksomhed og en plads i din hukommelse. Til sidstnævnte gruppe hører Anders Grønborg og Esben Mols Kabell, som i de seneste år har gjort trykkeriet LaserTryk.dk i Aarhus til alle tiders succeshistorie. I en hårdt presset branche, hvor mange af konkurrenterne bløder, formår makkerparret at skabe konstant vækst og det ene imponerende økonomiske resultat efter det andet. Deres nye bog, '111 tips du vil elske', afslører de væsentligste årsager til Grønborg og Kabells succes - nemlig topiværksætternes bedste tips inden for salg, kundeservice, markedsføring, drift og økonomistyring. Et katalog af praktiske råd, der for store deles vedkommende nemt vil kunne overføres til andre virksomheder og brancher.
- Bogen består af håndgribelige best practices i 12 kategorier. Mange af rådene er fuldstændig lavpraktiske og kan uden videre implementeres af ledere og selvstændige, forklarer Esben Mols Kabell. Sammen med kompagnonen ville han lave en uortodoks bog, som adskiller sig fra den gængse managementlitteratur. - Koblingen mellem teori og praksis mangler ofte fuldstændig. Vi ville derfor gå helt i den anden grøft og lave en bog, der er fuldstændig 'hands on', siger direktøren.  
Afslører alt
Ifølge den anden forfatter, Anders Grønborg, adskiller bogen sig desuden fra mængden ved at afsløre alt - også nogle af de væsentligste hemmeligheder bag LaserTryk.dk's succes. Men hvorfor gøre en succesformel offentligt tilgængelig, så den kan kopieres af konkurrenterne? - Gevinsterne er langt større end den potentielle skadevirkning. Vi er ganske konkurrencedygtige på hjemmemarkedet og kæmper først og fremmest mod udenlandske trykkerier. Derfor må vores kolleger i den grafiske branche gerne læse med. Faktisk er vi til stadighed på udkig efter opkøbsmuligheder og partnerskaber, og med bogen håber vi at vise resten af branchen, at vi ikke er så slemme endda, smiler Anders Grønborg. 
Som et godt eksempel på, hvordan LaserTryk.dk har skubbet til den grafiske branche, nævner Grønborg, at trykkeriet ikke har en eneste sælger ansat. I stedet satses på e-handel kombineret med personlig kundeservice. - De sparede sælgerlønninger bruger vi på at sænke priserne og på kundeservice i verdensklasse. Og kunderne sparer tid på, at de til enhver tid kan finde alle priser online i stedet at skulle vente på et tilbud, siger han. 
Ingen møder - mange garantier
Tipsene spænder over alt fra mersalg til HR. De idéer, som ifølge forfatterne har gjort størst forskel, er forsynet med mærkatet 'guldtips'. En af dem er at have paraderne oppe, når nogen ønsker et møde. - Foreslå at klare sagen pr. mail i stedet. Selv med 10 mails frem og tilbage er tidsforbruget sjældent mere end et kvarter, mens et møde ofte tager mindst en time. Dertil kommer efterfølgende mails og eventuel transporttid, siger Esben Mols Kabell, der også har minimeret sin virksomheds tidsforbrug til jobsamtaler. - Det tager få minutter at screene en kandidat og vurdere, om han eller hun passer ind. Derfor venter vi med at gå i dybden til anden samtale, forklarer han. Som et andet godt HR-tip nævner Kabell muligheden for at tage en spontan fridag for egen regning. - Medarbejderne kan sagtens skelne mellem at være syg og have en dag, hvor man bare ikke gider. Siden vi indførte ordningen, er sygefraværet faktisk faldet endnu mere, end der har været afholdt spontane fridage, siger han.
Andre guldtips går på at være ekstra nem at handle med og på altid at gøre lidt mere end konkurrenterne for at sikre glade kunder. - Ud over at love Danmarks laveste priser tilbyder vi tryksagen uden beregning i tilfælde af forsinkelser eller utilfredshed med kvaliteten. Vi kender værdien af en tabt kunde og ved, at garantierne samlet set er en rigtig god forretning. Samtidig har vi stor fordel af dem i vores markedsføring, slutter Anders Grønborg.                  
Fakta: Anders Grønborg & Esben Mols Kabell: '111 tips du vil elske'. 180 sider, hård ryg. Kan købes for kr. 495,- på Saxo.com. 
LaserTryk.dk A/S er Skandinaviens største digitaltrykkeri - og fem gange kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Koncernen består desuden af bogtrykkeriet Scandinavian Book A/S samt salgsselskaber i Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland. www.lasertryk.dk 
      
      
            
      
              
          
          Pressekontakt
          
                                    
                          
              Anders Grønborg
                              Direktør, LaserTryk.dk A/S
                                              87 303 403
                                              28 115 110
                          
                                    
                          
              Dennis Christensen
                              Pressekontakt
                                              70 20 89 00 
                                              61 67 74 64
                          
                   
      
      
        
        Firma
        
        LaserTryk.dk A/S
         P. O. Pedersens Vej 7-9
        8200 Århus N,
                  Danmark
        
        
                  
  20 94 84 74
                          
  20 94 84 74
        
                  
          
http://www.lasertryk.dk