22/07-14
-
Pressemeddelelse
Nordens største trykkeri går i dynekonges fodspor
Virksomheden LaserTryk.dk har for nylig udsendt mere end 200.000 bøger til potentielle kunder i hele Norden. Modtagerens navn er indgraveret på forsiden, og målet er at fortsætte den fremgang, som virksomheden de seneste år har leveret.
Trykkerikoncernen LaserTryk.dk satsede for nylig massivt med en milliondyr reklamekampagne. Virksomheden sendte intet mindre end 230.000 bøger ud til potentielle kunder overalt i Skandinavien inspireret af dynekongen Lars Larsen, der sendte sin biografi ud til samtlige danske husstande. LaserTryk.dk's bog er dog ikke nogen biografi, men viser hele virksomhedens produktkatalog - dog ikke i traditionel forstand. Faktisk har satsningen aldrig set sin mage før.
- Vi udformede vores produktkatalog som en indbundet hardcoverbog med modtagerens navn indgraveret på forsiden. Vi håber, at det vil skabe ekstra opmærksomhed om vores produkter, for man smider jo ikke bare en rigtig bog ud - slet ikke, hvis ens navn står på forsiden, siger Anders Grønborg, direktør i LaserTryk.dk.
Han betegner reklamesatsningen som en investering i millionstørrelsen.
Massiv vækst
LaserTryk.dk har selv trykt alle bøgerne, og de er blevet distribueret i Norge, Danmark og Sverige. Virksomheden har de seneste år oplevet markant vækst. I 2012 viste regnskabet en fremgang på 29 pct., og den positive tendens har LaserTryk.dk fortsat i 2013 i en grafisk branche, der ellers er presset.
Reklamesatsningen skal gerne medvirke til, at 2014 bliver endnu bedre end de foregående år og sørge for, at virksomheden udbygger sin position som Skandinaviens største digitale trykkeri.
- Vi ved, at vores kunder er spredt på alle brancher og er alt lige fra enkeltmandsvirksomheder til C20-virksomheder. Derfor må vi satse bredt, hvis vi skal i kontakt med potentielle kunder, og det gjorde vi med denne kampagne, siger Anders Grønborg.
Flere kampagner kan være på vej
Bogprojektet er blot en af flere store kampagner, som LaserTryk.dk forventer at lancere i løbet af året.
- Lige nu overvejer vi også at satse på tv-kampagner, siger Anders Grønborg.
LaserTryk.dk, der er femdobbelt gazellevinder, blev etableret i 1999 som en lille tomandsvirksomhed af de to aarhusianere Anders Grønborg, direktør, og Esben Mols Kabell, koncerndirektør.
I dag beskæftiger koncernen mere end 90 medarbejdere inden for administration, kundeservice, marketing og salg. Som et resultat af den massive vækst, Lasertryk.dk har været igennem, etablerede virksomheden i løbet af 2013 nyt hovedsæde på mere end 7.000 kvm. på P.O. Pedersens Vej i Aarhus N. Virksomheden er Skandinaviens største digitale trykkeri med en trecifret millionomsætning og et tocifret millionoverskud.
Fakta:
· I alt har koncernen udsendt 230.000 bøger i hardback-udgave.
· Danmark: 58.000 stk.
· Norge: 68.000 stk.
· Sverige: 104.000 stk.
LaserTryk.dk A/S er Skandinaviens største digitaltrykkeri - og fem gange kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Koncernen består desuden af bogtrykkeriet Scandinavian Book A/S samt salgsselskaber i Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland. www.lasertryk.dk
Pressekontakt
Christian Fink
20 94 84 74
20 94 84 74
Firma
LaserTryk.dk A/S
P. O. Pedersens Vej 7-9
8200 Århus N,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.lasertryk.dk