12/02-15
-
Pressemeddelelse
Aarhusiansk arbejdsgiver sætter fokus på organdonation
I de næste 50.000 pakker fra trykkeriet LaserTryk.dk ligger der et postkort med opfordring til at tage stilling til organdonation. Tiltaget er inspireret af en medarbejder, der har haft emnet tæt inde på livet.
At marketingassistenten Maria Wagtmann har haft organdonation tæt inde på livet, var en kendt historie for de fleste af de ca. 150 kolleger i trykkerikoncernen LaserTryk.dk. Nu sætter arbejdsgiveren fokus på emnet ved at lægge et postkort i sine næste 50.000 pakker, hvor virksomhedens kunder opfordres til at tage stilling til organdonation. Maria Wagtmann er glad for, at hendes arbejdsplads fremmer aktiv stillingtagen til et samfundsproblem, der står hende nært.
- Min far led af en arvelig sygdom, der kraftigt nedsatte hans nyrefunktion. Han blev meget syg, var konstant træt og måtte flere gange om ugen i dialyse. Tiden, hvor han stod på venteliste til en ny nyre, var meget uvis for hele familien, men heldigvis gik der ikke mere end syv måneder. Jeg er meget glad og stolt over, at min arbejdsplads nu sætter denne kampagne i gang, og jeg synes, alle burde tage stilling, opfordrer Maria Wagtmann.
Ledelsen i LaserTryk.dk så med det samme muligheden for at øge kendskabet til organdonation. - Det blev hurtigt klart for os, at organdonation er et område, hvor vi kan gøre en forskel, da vi ekspederer tusindvis af ordrer hver uge og på den måde er i kontakt med rigtig mange mennesker. Det er utroligt vigtigt, at folk tager stilling, så derfor vedlægger vi et postkort med information om organdonation samt en QR-kode, der leder direkte til donorregistret, forklarer direktør Anders Grønborg.
Patienter dør på venteliste
LaserTryk.dk samarbejder med organisationen Oplysning om Organdonation, der blandt andet har hjulpet med at formulere teksten på postkortet. Organisationen formand, Jan Rishave, er begejstret for, at en privat virksomhed på egen hånd tager initiativ til at igangsætte sådan et tiltag.
- Det er en fornøjelse at se. Der er lige nu næsten 500 patienter på venteliste til et nyt organ, så det er meget vigtigt at fokusere på emnet. Mennesker dør simpelthen af det her. Det er trist, når der både er vilje og mulighed for at hjælpe. Men det er vigtigt at man er åben i familien og taler om organdonation, så man kender sine kæres ønske. Det allerbedste er, at man samtidig melder sig i donorregistret, mener Jan Rishave, der selv har modtaget en rask nyre fra en donor.
Han forklarer, at øget opmærksomhed har en meget gavnlig effekt på antallet af folk, der tager stilling. Som følge af kampagnen "Livet som gave" fra 2002 blev den årlige donorregistrering dengang firdoblet.
Fakta:
- I 2013 døde 32 mennesker på ventelister til organtransplantation.
- Antallet af årlige tilmeldinger til donorregistret er faldende.
- I skrivende stund har 880.000 danskere registreret sig i donorregistret. Oplysning om Organdonation har det mål at nå en million registrerede inden udgangen af 2015.
- Sidste år blev der udført 305 organtransplantationer, hvilket på grund af donormangel er det laveste antal i ti år.
LaserTryk.dk A/S er Skandinaviens største digitaltrykkeri - og fem gange kåret til Gazelle af Dagbladet Børsen. Koncernen består desuden af bogtrykkeriet Scandinavian Book A/S samt salgsselskaber i Norge, Sverige, Storbritannien og Tyskland.
Pressekontakt
Anders Frandsen
Journalist
51 96 54 74
Firma
LaserTryk.dk A/S
P. O. Pedersens Vej 7-9
8200 Århus N,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.lasertryk.dk