Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/11-11   -   Pressemeddelelse

24 af 25 butikker kan hente betydelige energibesparelser

Næsten alle forretninger kan forbedre bundlinjen med energibesparelser på min. 25 pct. Det vurderer Green Network og forsyningsselskabet TRE-FOR, der i samarbejde med Vejle Kommune vil klimacertificere byens butikker.

--

Green Network og forsyningsselskabet TRE-FOR oplever detailhandlen som et af de områder, hvor der er mulighed for de største energibesparelser. For at sætte fokus på potentialet har man i samarbejde med Vejle Kommune indledt pilotprojektet Klimabutik, der fra efteråret skal reducere energiforbruget hos detailhandlen.

- Vi tilbyder et gratis screeningbesøg af to timers varighed. Her analyserer vi forretningernes forbrugskilder og adfærd med fokus på belysning, varme og ventilation, som tegner sig for størstedelen af forbruget. Efterfølgende udarbejder vi en rapport med forbedringsmuligheder, siger Daniel Wojcik, afdelingsleder for energirådgivning hos TRE-FOR. Efter hans vurdering er der i 24 ud af 25 forretninger mulighed for besparelser på 25 pct. eller derover. Hver femte vil kunne spare halvdelen eller mere. - Langt de fleste kan opnå besparelser på 10-15 pct. alene ved at regulere deres adfærd, fx ved ikke at have lys, varme og ventilationsanlæg tændt overflødigt.

LED-belysning kan tjene sig hjem på 15 måneder

Nogle af de mest udbredte energisyndere er halogenspots, enkeltlagsglas, dårlig isolering samt ventilationsanlæg, der kører uhensigtsmæssigt eller trænger til udskiftning af filter. Ifølge Daniel Wojcik vil man ofte med fordel kunne skifte til LED-belysning, og derfor deltager også belysningsleverandøren Lumiere i projektet. - Når vi afdækker potentiale for store besparelser ved optimering af belysningen, henviser vi til at indhente et konkret oplæg fra Lumiere, som også inkluderer en beregnet tilbagebetalingstid.

Det har HTH Køkkenforum i Vejle allerede haft glæde af. Her har direktør Jesper Andreasen med hjælp fra Lumiere reduceret den årlige eludgift til belysning til under en femtedel. Samtidig spares yderligere, fordi lyskilder ikke hele tiden skal udskiftes. - Det tager ikke meget mere end et år at tjene investeringen hjem, og fremover forbedres vores bundlinje totalt med 40-50.000 kr. årligt, siger han.

Direktør Henrik Grundholm fra Lumiere uddyber: - LED-lyskilder har omkring 80 pct. lavere energiforbrug end halogenspots, og samtidig har de ti gange længere levetid. Tilbagebetalingstiden kan derfor være helt ned til 5-6 måneder. Desuden udvikler LED mindre varme og giver dermed også besparelser på ventilationen om sommeren. Han gør dog samtidig opmærksom på, at begrebet dækker over store kvalitetsforskelle. - Både når det gælder lyskvalitet, energiforbrug og levetid, får man, hvad man betaler for. Daniel Wojcik er enig. - For optimalt udbytte er det vigtigt, at løsningen er i orden. Derfor er det væsentligt, at vi kan henvise til rådgivning hos Lumieres specialister.

Håndsrækning til bedre bundlinje

Ifølge Dorthe Bramsen Clausen fra Green Network er der lagt vægt på at gøre Klimabutik-konceptet så nemt og enkelt som muligt. - Vi laver både analysen, kommer med forslagene og fører dem ud i livet efter godkendelse. Hun fortæller, at der til konceptet også er knyttet mulighed for investering i energibesparende tiltag, uden at man selv skal have penge op af lommen. - Butikken etablerer en 'klimakredit' i Middelfart Sparekasse, hvorpå der blot løbende indbetales et beløb svarende til de sædvanlige energiudgifter. Dermed har man overblik over tilbagebetalingen, og snart går kontoen i plus.

Ifølge Dorthe Bjerre, City Brand Manager hos Erhverv & Kultur, Vejle Kommune, skyldes den kommunale involvering i høj grad et ønske om at sikre Vejles forretninger bedre betingelser. - Vi ønsker at brande os positivt som handelsby, og samtidig får butikkerne mulighed for at differentiere sig.

--

Inspiration til energieffektivt byggeri: I centret EnergiKuben i Vejle kan både private og virksomheder få yderligere information om klimavenlige og økonomiske byggeriløsninger. Udstillerne tæller blandt mange andre Danfoss, Isover, Morsø og Philips - samt Lumiere, der her fremviser energirigtig belysning, som også kan købes på www.lumiereshop.dk.

--

Billedmateriale:

Foto 1: Nogle af de mest udbredte energisyndere er enkeltlagsglas, dårlig isolering og halogenspots, der med fordel kan udskiftes med LED-belysning som vist her.

Foto 2: HTH Køkkenforum i Vejle har opnået en årlig besparelse på 40-50.000 kr. ved at skifte til LED.

Foto 3: Forsyningsselskabet TRE-FOR tilbyder gratis at analysere forretningernes forbrugskilder og adfærd med fokus på belysning, varme og ventilation.

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra http://www.epicent.dk/lmr.html

Relevant information

http://www.lumiere.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Lumiere A/S
Karetmagervej 12
DK-7100 Vejle, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.lumiere.dk

Modtag nyheder fra Lumiere A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater