Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/11-10   -   Pressemeddelelse

Magistretti + Simonsen: Italiensk charme møder skandinavisk lethed

Mødet mellem Erik Simonsen og Vico Magistretti i 1995 blev starten på et årelangt parløb. Samarbejdet - indledningsvist i regi af Fritz Hansen - mundede ud i stabelstolen Vico Uno samt en bordserie, som nu lanceres af Compagnia.

I midten af 90'erne havde man hos møbelproducenten Fritz Hansen igennem længere tid fulgt den italienske designer Vico Magistrettis arbejde for bl.a. Cassina, Fiat og Knoll International. Man besluttede at kontakte den verdenskendte designer med henblik på et samarbejde, og opgaven blev tildelt Erik Simonsen, der dengang arbejdede freelance for møbelvirksomheden. - Jeg sad i produktkomitéen, hvor vi så nogle interessante perspektiver i et samarbejde med Vico. Enden blev, at jeg rejste til Milano og besøgte ham, og vores interesse viste sig at være gengældt.

Simonsens dage i Milano blev starten på et årelangt samarbejde og venskab mellem de to designere, der har ført til stabelstolen Vico Uno samt en komplet serie af runde og rektangulære borde. - Som æresborger i Milano havde Vico fået stillet et i alle henseender imponerende byhus til rådighed. Det kom til at danne rammen om utallige timers kreative diskussioner, som ofte fik tilført ekstra vitaminer af hans temperament, leg med prototyper og nærmest lyriske tilgang. Vore arbejdssessioner har været til stor inspiration i mit senere virke, lyder det fra Erik Simonsen, der fik overdraget produktionsrettighederne til møbelserien kort før Magistrettis død i 2006.

Stilrent og karakterfuldt formsprog

Erik Simonsen har nu indgået aftale med danske Compagnia om produktion og distribution af møblerne, der både er tiltænkt professionelle miljøer og private hjem. - Da Erik Simonsen tilbød os muligheden for at fremstille og distribuere Vico-produkterne, slog vi til med det samme. Her er tale om klassiske og enkle møbler, der kombinerer italiensk charme med skandinavisk milde og lethed, og formsproget er på én gang stilrent og karakterfuldt. Derfor spår vi produkterne stor udbredelse, lyder det fra direktør Lars Ramsing.

Vico Uno, der er præmieret med en Red Dot Award for produktdesign, er en let stabelstol med stel af højstyrkestål i blank kromfinish. Sædet kan være i enten amerikansk valnød eller fem forskellige stærke lakfarver. Tilbehørslisten omfatter koblingsbeslag og arme til auditoriebrug, ophængsbeslag til den tilhørende bordserie samt en transporttrolley. - Vico Uno kendetegnes ved stor stabelevne og en blød rygkonstruktion, der giver god komfort i alle siddestillinger, mener Lars Ramsing. Om designet siger Erik Simonsen: - Magistrettis let humoristiske streg får stolen til at skille sig ud fra mængden. Her tænker jeg specielt på ryglænet, der har form efter en indbagt pizza, og de to glade 'øjne' i sæde- og stelkonstruktionen.

Vico Table Series danner sammen med Vico Uno en harmonisk helhed. - Med italiensk lethed er det lykkedes at skabe et tidløst bordsystem, der egner sig til såvel professionelle som private miljøer, vurderer Lars Ramsing. Serien rummer både runde og kvadratiske caféborde med en diameter fra 80 til 140 cm samt rektangulære spise- og arbejdsborde med mål fra 70 x 140 til 100 x 240 cm. Stellene leveres i de samme varianter som Vico Uno, ligesom bordpladerne fås i tilsvarende træsorter samt i hvid højtrykslaminat og 5 slags Forbo Desktop Linoleum. Endvidere kan bordene leveres med hjul samt ophæng til Vico Uno.

Compagnia anviser nærmeste forhandler ved henvendelse på tlf. 2495 1000 eller as@compagnia.dk

--

Fakta

Vico Magistretti (1920 - 2006) blev kendt for bygningsværker, møbler, lamper og industrielle designs. Hans værker, hvoraf mange stadig er i produktion, har modtaget en lang række priser og er udstillet på museer verden over. www.vicomagistretti.it

Erik Simonsen (født 1948), MDD, har siden 1973 beskæftiget sig med kreative og innovative designløsninger. Hans tegnestue, Acer Design A/S i Bogense, har udviklet en lang række velkendte designkoncepter for virksomheder over hele verden. Tegnestuen har vundet flere internationale designpriser og står sammen med Justus Kolberg bag Munch Furnitures kontormøbelserier T60, T20, M60 og M20. www.acer-design.dk

Compagnia er en del af Munch Furniture A/S, der har rødder tilbage til 1938 og producerer møbler til alle slags miljøer med design og kvalitet i højsædet. Produkterne distribueres landsdækkende og på eksportmarkederne via et bredt forhandlernetværk. www.munch.dk

--

Billedmateriale

Billede 2: TV 2 har indkøbt Vico Uno til domicilet på Kvægtorvet i Odense.

Billede 5: Stolen er konstrueret med stel af højstyrkestål i blank kromfinish.

Billede 7: Vico Table Series danner sammen med Vico Uno en harmonisk helhed.

Billede 10: Erik Simonsens dage i Milano blev starten på et årelangt samarbejde og venskab med Magistretti.

Ovenstående samt yderligere fotos kan hentes i højopløselige versioner fra www.epicent.dk/muf.html

Relevant information

http://www.compagnia.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Munch Furniture A/S
Østerbro 41
DK-5100 Odense C , Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.compagnia.dk

Modtag nyheder fra Munch Furniture A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire