20/12-13
-
Pressemeddelelse
Flere forlænger ungdommen med Botox og Restylane
Danskere i 20'erne og 30'erne benytter i stigende grad 'foryngende' produkter forebyggende. For dem handler det om at fastholde det glade, friske udseende længere snarere end at bekæmpe rynker.
Engang bestod det store flertal af kunderne på landets kosmetiske klinikker af kvinder i 40'erne og opefter. Nu er kundegruppen imidlertid langt bredere, og bevæggrundene for at få foretaget behandlinger er ikke altid blot at reducere alderstegn. - Vores kunder er i dag både kvinder og mænd i alle aldre. Det segment, som uden sidestykke vokser mest, er gruppen af yngre mennesker under 35, som fortrinsvis bruger behandlingerne forebyggende til at gøre huden stærkere, mens den er stærk. Her har vi på landsplan set en vækst på omkring 30 % alene det seneste år, forklarer sygeplejerske Rikke Thorsen, der er leder af den kosmetiske klinik n'age i Aarhus.
- Det nye er, at vi har kunder helt ned til midten af 20'erne, som ønsker at fastholde deres glade og friske udseende i længere tid. Ofte falder ønsket om fastholdelse sammen med ønsket om at få huden til at se friskere ud, hvis den er medtaget af en usund livsstil med fx rygning eller overdreven solbadning og solariebrug. Men selvfølgelig forekommer iøjnefaldende rynker, karsprængninger og pigmentforandringer også i denne aldersgruppe, fortsætter klinikchefen, der oplever stadig flere unge booke tid til en uforbindende forkonsultation.
Medierne afmystificerer
Ifølge Rikke Thorsen efterspørger de yngre kunder navnlig to produkter, nemlig Restylane og Botox. - Restylane sprøjtes ind i læberne for at tilføre fugt, øget symmetri og en smule ekstra fylde. Samtidig benytter mange i 20'erne og 30'erne Restylane til at forebygge begyndende små linjer i ansigtet samt Botox til at modvirke linjer i panden og bekymringsrynker mellem øjenbrynene, forklarer hun.
Klinikchefen er ikke i tvivl om, at mediernes store eksponering af kosmetiske behandlinger er blandt årsagerne til den øgede efterspørgsel. - Mediernes fokus på skønhed, velvære og forebyggelse bidrager til afmystificering og øger bevidstheden om, hvordan man kan bevare et ungt udseende længere. Desuden har mange fået øjnene op for, at manglende fylde i ansigtet får dem til at se ældre ud i endnu højere grad end rynker. I kraft af nye produkter og behandlingstyper er mulighederne for at gøre noget ved dét blevet langt bedre.
Nærmest vanedannende
34-årige Claus Thy, der driver frisørsalon i Aarhus, får løbende foretaget kosmetiske behandlinger. - Jeg var 27, da jeg første gang fik boostet læberne, og det var nærmest vanedannende. Siden da er der sket meget nyt. Både udvalget og selve produkterne er blevet bedre - eksempelvis er det ikke længere nødvendigt med bedøvelse inden indsprøjtning, siger frisøren, der også har oplevet omgivelsernes syn ændre sig på hans forbrug af Botox og Restylane. - Folk er blevet mere nysgerrige og åbne. Jeg møder stadig mennesker, der lader sig skræmme af ekstreme stereotyper. Til dem siger jeg, at man ikke kan tage stilling, før man selv har prøvet. Personligt ville jeg aldrig bruge penge på behandlingerne, hvis ikke de gjorde mig gladere både udenpå og indeni.
Claus Thy får Restylane i læberne samt Botox i panden med seks til otte måneders mellemrum. - På den måde holder jeg rynker og indsynkning i skak og forlænger dermed det unge look. Et friskt og glad udseende giver et ekstra pift til både velbefindende og selvtillid. Det er ikke uvæsentligt, når man i min profession bruger otte timer dagligt foran et spejl. Og så er det selvfølgelig fantastisk, at nogle skyder mig til at være ti år yngre, smiler han.
Fakta:
n'age har siden 2003 tilbudt hudforyngelse og rynkereduktion. På klinikker i København, Aarhus og Odense udføres behandlinger med bl.a. Restylane®, Thermage®, Botox®, Fraktioneret CO2-laser og IPL.
Pressekontakt
Christian Fink
Pressekontakt
70 20 89 00
20 94 84 74