26/09-07
-
Pressemeddelelse
Kraftig vækst i mobile salgsløsninger
Kørende sælgere udnytter i stigende grad fordelene ved at anvende mobility i salgsarbejdet. Lagerforespørgsler og bestillinger klares nu direkte på håndterminaler ude hos kunderne, hvilket resulterer i større effektivitet, hurtigere levering og færre fejl. BODUM® er en af de virksomheder, der med tilfredshed har anvendt mobility løsninger i godt et år. Det er fremtiden, mener direktøren.
BODUM® INVESTERER I MOBILITY
Danske virksomheder har nu for alvor fået øjnene op for de fordele, der ligger i at udstyre deres sælgere med håndterminaler med direkte integration til virksomhedens økonomi- og CRM systemer. En af de virksomheder, som i dag er gået over til mobilityløsninger er BODUM®, der forhandler køkkenudstyr over hele verden. Rikke Rasmussen, direktør for BODUM® i Skandinavien, er meget tilfreds med deres mobility løsning fra danske nSales ApS:
"Vores sælgere i Danmark og Sverige har nu alle en håndholdt terminal med ud til kunderne, hvor ordrerne tastes direkte. Tidligere skulle vores sælgere om aftenen hjem og aflægge rapport og indtaste ordrer, for at være klar til landevejen igen dagen efter. Det slipper de for med nSales Mobile, der desuden har integration til vores økonomisystem Axapta. Sælgerne kan udover ordreindtastningen bl.a. se oversigt over hvilke aktuelle kampagner BODUM® kører, hvilket er en stor fordel for både sælgerne og kunderne. Både sælgerne og jeg er meget glade for, at vi for ca. halvandet år siden tog beslutningen om at investere i en mobility løsning," udtaler Rikke Rasmussen.
MOBILITY ER FREMTIDEN
Softwarevirksomheden nSales ApS er virksomheden bag den mobility løsning, som BODUM® har valgt. Der er tale om en komplet løsning omfattende både hardware, software og integration. En mobility løsning, der udover ordreindtastningen også kan håndtere tidsregistrering, lagerstyring, statusoptælling samt via GPS give de danske salgschefer et overblik over, hvor i landet deres sælgere befinder sig. Virksomheden har siden 2003 udviklet på deres koncept, der dog først for alvor fik hul på bylden i 2005. Virksomheden er nu i rivende udvikling:
"Inden for de seneste år har danske virksomheder endelig set lyset og har taget mobility løsningerne til sig. Det kan vi lige så stille begynde at høste af nu. For os gælder det om at have fokus på produktudvikling samt den bedste kundeservice og rådgivning på markedet. Behovet er stort hos både danske og internationale virksomheder i øjeblikket og vi har derfor også store forventninger til fremtiden," fortæller Lasse Rostock, direktør for nSales ApS.
BODUM® er i øjeblikket ved at udvide mobility konceptet i bl.a. Tyskland, Frankrig og Spanien. Virksomheden har konstateret markante ressourcebesparelser og oplever både øget effektivitet og færre fejl samt en større tilfredshed hos sælgerne:
"Mobility er helt sikkert fremtiden for os. Efter en indkøringsfase med en del tilpasninger til vores behov, er vi nu et år efter de første tests meget stærkere rustet til fremtiden og skal til at have implementeret nSales Mobile løsningen i resten af Europa," siger Rikke Rasmussen.
Relevant information
http://www.nsales.dk