29/04-13
-
Pressemeddelelse
Søgemaskineguru bliver medejer af OnlinePartners
I kraft af sin tekniske ekspertise og mangeårige erfaring er Grosen Friis bredt anerkendt som en af Danmarks førende kapaciteter inden for søgemaskineoptimering. Nu er esbjergenseren blevet medejer af Kolding-bureauet OnlinePartners.
Grosen Friis er blandt frontløberne herhjemme inden for analysebaseret søgemaskineoptimering (SEO) af virksomheders hjemmesider, så flest mulige potentielle kunder finder dem med fx Google. Kombineret med universel teknisk ekspertise og mangeårig kommerciel SEO-erfaring indsamlet hos virksomheder som SPAMfighter og Eshoes har det skaffet esbjergenseren anerkendelse som en af Danmarks førende kapaciteter i branchen. For godt et halvt år siden blev Grosen Friis ansat som seniorkonsulent hos Kolding-firmaet OnlinePartners, der er blandt Danmarks største specialiserede SEO-bureauer, med henblik på senere at indtræde som partner. Allerede nu er det planlagte medejerskab blevet en realitet - til stifter og direktør Rune Hansens store tilfredshed.
- Grosen er blandt de teknisk dygtigste SEO-folk i Danmark, ikke mindst inden for international søgemaskineoptimering, og hans aktive medejerskab bliver derfor en kæmpe gevinst for både kunder og kolleger, siger direktøren, der især har store forventninger til Grosen Friis i en udbygget ekspert- og mentorrolle. Således har Friis - ud over direkte ansvar for en række af OnlinePartners' kunder - også fået til opgave at oprette et såkaldt SEO-laboratorium, hvorfra han løbende udgiver blogindlæg og videoklip om sine omfattende eksperimenter med søgemaskiners algoritmer.
Det bedste fra begge verdener
Grosen Friis, der også tidligere har været selvstændig, ser modellen for medejerskab af OnlinePartners som ideel, da han kan være partner i virksomheden uden at miste fagligt fokus.
- På den ene side vil jeg gerne have foden under eget bord, men på den anden side brænder jeg for at skabe direkte værdi for kunderne, ikke for at lede og administrere. Derfor er jeg meget glad for den aktuelle model, som gør mig til medejer med fortsat fokus på at gøre det, jeg er bedst til. På den måde får jeg det bedste fra begge verdener, mener søgemaskineeksperten, der bibeholder sin hidtidige stilling som seniorkonsulent.
I tråd med strategien
Ifølge Rune Hansen er det OnlinePartners' strategiske målsætning at kombinere topkvalificerede ressourcer inden for alle tekniske aspekter af søgemaskineoptimering med et højt niveau af digital forretningsforståelse - en målsætning, som Grosen Friis i direktørens optik i høj grad bidrager til at indfri.
- Grosen er særdeles løsningsorienteret og udfører selv meget komplekse opgaver med uhyggelig effektivitet. Vores hold af specialister i search marketing spænder over et meget bredt fagligt spekter, og Grosens aktive medejerskab er den brik, der fuldender os som 360 graders SEO-bureau, slutter Rune Hansen.
--
Fakta
OnlinePartners er blandt Danmarks største SEO-bureauer. Virksomheden specialiserer sig i at omsætte søgepotentiale til branding og omsætning for ambitiøse virksomheder og webshops, primært via Google. Kolding-bureauet, der blev stiftet i 2010, voksede hurtigt ud af de daværende rammer. I 2012 skabte OnlinePartners fire nye arbejdspladser og fik igen brug for yderligere kvadratmeter.
--
Billedmateriale
· Foto 1: Grosen Friis (tv.), som er blandt frontløberne herhjemme inden for analysebaseret søgemaskineoptimering (SEO) af virksomheders hjemmesider, er netop blevet medejer af OnlinePartners. Her ses han med bureauets stifter og direktør, Rune Hansen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/OLP/OLP-GNP1.jpg
· Foto 2: - Jeg er meget glad for modellen, som gør mig til medejer med fortsat fokus på at gøre det, jeg er bedst til. På den måde får jeg det bedste fra begge verdener, mener Grosen Friis, der bibeholder sin hidtidige stilling som seniorkonsulent. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/OLP/OLP-GNP2.jpg
Billederne kan hentes i højtopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.
Relevant information
http://www.onlinepartners.dk