Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
22/10-10   -   Pressemeddelelse

Innovativ anvendelse af trykteknologi redder danske arbejdspladser

Gennem utraditionel brug af digitalteknologi kan arbejdspladser reddes i både trykkeri- og forlagsbranchen. Trykopgaver, der ellers ville blive sendt til Østeuropa eller Fjernøsten, kan nu løses konkurrencedygtigt herhjemme.

Esben Kabell er som partner i Skandinaviens største digitaltrykkeri, LaserTryk.dk, en varm fortaler for digital trykteknologi. På en messe i Tyskland fik århusianeren en lys idé - i første omgang målrettet bogbranchen, der hidtil ikke har haft noget reelt alternativ til traditionel offsettrykning. - Vi blev præsenteret for en ny trykmaskine fra Xerox, der egentlig er beregnet til kontoudtog og lignende. Jeg anså det for sandsynligt, at maskinen kunne gøre en forskel for mange forlag, og undersøgte muligheden for at bruge den til bogproduktion, fortæller han.

Producenten havde ikke overvejet bogtrykning som et muligt anvendelsesområde; men Esben Kabells undersøgelse indikerede, at idéen holdt vand. Efter en investering på over 10 mio. kroner blev en maskine ved udgangen af 2008 installeret hos Scandinavian Book A/S i Skejby. Trykkeriet indgår i LaserTryk.dk, der efterfølgende har modtaget Xerox' innovationspris Best of the Best for idéen om at udbrede teknologien til bogtrykning samt for konceptet puljetryk, som muliggør billigere tryksager ved at samle flere, lignende opgaver i én ordre.

Reduceret ressourceforbrug giver lavere priser

Lasse Mortensen, direktør hos Scandinavian Book, forklarer, at den ny teknologi udmærker sig ved at fastbrænde toneren med UV-teknologi i stedet for at opvarme papiret som sådan. Det muliggør et reduceret forbrug af alt fra el til mandetimer. - Man opnår en enklere, billigere og mere effektiv trykproces. Der bliver ikke trukket fugt i papiret, og energiforbruget reduceres med mere end 90%. Samtidig sparer man bekymringer og vedligeholdelsesudgifter, for skal man printe lige så hurtigt med traditionel varmerulleteknik, resulterer det i stor varmeudvikling og brandfare.

Med teknologien kan mange kunder opnå så store besparelser, at det ikke kan betale sig at sende trykopgaver til udlandet. - Opstartsomkostningerne er uvant lave, så teknologien er særlig konkurrencedygtig ved oplag fra 50 til 1500 stk., hvor man ofte kan spare 50%. Det skyldes først og fremmest, at man undgår papirspild og pladefremstilling. Ved store oplag anbefaler vi dog oftest traditionel offsettrykning, siger Lasse Mortensen.

Forlag reddede livet

Scandinavian Book producerer også bl.a. manualer, prislister og kataloger, og kundebasen spænder i dag fra helt små virksomheder til 15 af de 20 største danske forlag. Omsætningen er i kraftig vækst, særlig eksporten, og der kommer også ordrer fra lande, som danske virksomheder traditionelt sender trykopgaver til for at spare penge. Også det lille århusianske forlag Lemuel Books har benyttet den ny trykteknologi som alternativ til produktion i udlandet. Her vurderer direktør Kirsten Puggaard, at beslutningen har bidraget til at redde virksomhedens liv. - Vi har været hårdt pressede og var tæt på at lukke. Jeg overvejede at få trykt i Kina eller Østeuropa, men med den ny teknologi får man både lavere priser og nærhed til leverandøren. Kvaliteten er lige så god som ved offsettrykning, og man kan opnå yderligere besparelser ved at 'serieproducere' forskellige bogtitler i én arbejdsgang, hvis blot format og papirtype er ens.

Ifølge direktøren har Lemuel Books opnået langt bedre lønsomhed efter overgangen til den ny trykmetode. - Produktionsomkostningerne er faldet til omtrent det halve. Samtidig er likviditeten forbedret, fordi vi kan nøjes med mindre oplag ad gangen. Dermed undgår vi også at brænde inde med tusindvis af usolgte bøger, og det indebærer selvfølgelig både besparelser og miljømæssige fordele, slutter hun.

###

Fakta

Scandinavian Book A/S udfører digital- og offsettrykning af bl.a. bøger, prislister og kataloger for kunder over hele Europa. Aktiemajoriteten ejes af LaserTryk.dk A/S, der er Skandinaviens største digitaltrykkeri. Koncernen består desuden af de grafiske virksomheder Chronografisk A/S, DetGrafiskeHus.no AS (Norge) og LaserTryck.se AB (Sverige).

--

Billedmateriale

Der vedlægges fire fotos af direktør Lasse Mortensen, Scandinavian Book A/S. Disse samt yderligere billeder kan hentes i højopløselige versioner fra www.epicent.dk/sbo.html

Relevant information

http://www.scandinavianbook.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Scandinavian Book A/S
P.O. Pedersens Vej 9
DK-8200 Århus N, Danmark

  (+ 45) 20 94 84 74
  (+ 45) 20 94 84 74

http://www.scandinavianbook.dk

Modtag nyheder fra Scandinavian Book A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater