Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
05/12-11   -   Pressemeddelelse

Bogtrykkeri tager favntag med 20.000 tyske og engelske forlag

Efter en succesfuld opstart i Norge og Sverige går danske Scandinavian Book ind på Europas største markeder for trykning af bøger, manualer og kataloger - Tyskland og Storbritannien. I første omgang er målgruppen 20.000 forlag.

Scandinavian Book har oplevet massiv vækst siden opstarten i 2009. Herhjemme tæller kundebasen i dag 15 af de 20 største forlag, mens man i Norge og Sverige på rekordtid har nået en tocifret millionomsætning. Seneste skridt er åbning af datterselskaber på Europas to største markeder, det tyske og det britiske, den 1. oktober. - Der er stort potentiale for vores koncepter i udlandet. Forlagene er den største målgruppe, og dem er der 10 gange så mange af i Tyskland og Storbritannien som i Skandinavien, siger koncerndirektør Esben Mols Kabell.

Erobringen af de skandinaviske bogmarkeder er i høj grad sket med direct mails, som ifølge Esben Mols Kabell har givet langt højere respons for pengene end andre former for markedsføring. Næste skridt bliver løbende udsendelse af reklamemateriale og vareprøver til de 20.000 forlag i Tyskland og Storbritannien. - Måske skyldes det høje udbytte af direct mails, at vi som trykkeri eksponerer vores produkter på en meget direkte måde. I hvert fald kan vi konstatere, at selvom reklameskrivelserne er dyre, så virker de bedre end alskens annoncering.

Forretningsmulighed i faldende oplag

Scandinavian Books forretningsmodel er ganske speciel. - Alle priser er tilgængelige på hjemmesiden, hvor man samtidig kan e-handle. Dermed sparer vi sælgere og beregnere, mens kunderne får hurtigere service og lavere priser. Desuden er vi konkurrencedygtige, fordi vi bruger rullefødt digitaltryk, samt i kraft af vores puljetrykkoncept, hvor opstartsomkostningerne minimeres ved at behandle flere titler i én arbejdsgang. Vi er særlig stærke på små oplag, forklarer Esben Mols Kabell, som derfor paradoksalt hilser det velkommen, at bogoplagene falder. - Der kommer flere og flere titler, som til gengæld udgives i mindre oplag, bl.a. pga. e-bøgers stigende udbredelse.

Koncerndirektøren oplever samtidig, at forlagene grundet tilspidset økonomi i stigende grad vil gardere sig mod at brænde inde med store oplag. - Man kan nøjes med et lille oplag ad gangen og så bestille flere eksemplarer, når oplaget er afsat. Flere små forlag har givet udtryk for, at vi på den måde er med til at sikre deres eksistensgrundlag.

Store planer, ingen markedsundersøgelser

Scandinavian Book har ikke gennemført omfattende markedsundersøgelser i de to nye lande. - Det ville være spild af tid, for vi kommer til at konkurrere med de samme østeuropæiske og kinesiske trykkerier som i Skandinavien, hvor mange vælger os som et konkurrencedygtigt alternativ til produktion østpå. Konceptet bygger på stordriftsfordele, og derfor starter vi op i to lande på én gang, siger Esben Mols Kabell, der heller ikke har lagt budgetter. - Men potentialet er enormt, og vores indtog vil bidrage til at presse det generelle prisniveau ned. Det er sandsynligt, at vi på få år kan nå en trecifret millionomsætning i de to lande, ligesom vi har gjort på det danske marked, der er 30 gange mindre. Direktøren fortæller også, at Norge som ikke-EU-land har været sværest at gå ind i grundet tekniske handelshindringer som fx told.

Også de udenlandske kunders tryksager bliver lavet i Aarhus, hvor man har købt en ekstra fabriksbygning og udvidet produktionsarealet fra 4800 til 8000 m². Men hvordan kan det betale sig for et tysk forlag at få sendt tunge bøger fra Danmark, hvor arbejdslønnen er så høj? - I praksis er vores stordriftsfordele så betydelige, at den model giver langt mere mening end at have lokale trykkerier. Vi kan levere lige så hurtigt fra Danmark, og merudgifterne til porto forhøjer kun produktionsprisen 3-4 %, som vi sagtens kan hente ind på høj effektivitet, slutter Esben Mols Kabell.

Scandinavian Book udfører digital- og offsettrykning af bl.a. bøger, prislister og kataloger for kunder over hele Europa. Koncernen har selskaber i Danmark, Norge og Sverige - samt i Tyskland og Storbritannien pr. 1. oktober 2011.

Aktiemajoriteten ejes af LaserTryk.dk A/S, der er Skandinaviens største digitaltrykkeri. Gruppen består desuden af de grafiske virksomheder Chronografisk A/S, DetGrafiskeHus.no AS (Norge) og LaserTryck.se AB (Sverige).

Billedmateriale

Billede 1: Scandinavian Book, der siden opstarten i 2009 har fået 15 af de 20 største danske forlag som kunder, åbner nu datterselskaber på Europas to største markeder for bogtrykning. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/LTD/LTD-AAR001.JPG

Billede 2: Næste skridt bliver løbende udsendelse af reklamemateriale og vareprøver til de 20.000 forlag i Tyskland og Storbritannien. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/LTD/LTD-AAR002.JPG

Billede 3: - Alle priser er tilgængelige på hjemmesiden, hvor man samtidig kan e-handle, siger Esben Mols Kabell (th.), der her ses med kompagnonen Anders Grønborg. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/LTD/LTD-AAR003.TIF

Billede 4: Markedsundersøgelser ville være spild af tid. Det mener koncerndirektør Esben Mols Kabell (th.), der på få år forventer at nå en trecifret millionomsætning i Tyskland og Storbritannien. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/LTD/LTD-AAR004.TIF

Billederne kan hentes i højopløselige versioner fra ovenstående placeringer.

Fotos: Brian Dybdal Andersen.

Relevant information

http://www.scandinavianbook.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Scandinavian Book A/S
P.O. Pedersens Vej 9
DK-8200 Århus N, Danmark

  (+ 45) 20 94 84 74
  (+ 45) 20 94 84 74

http://www.scandinavianbook.dk

Modtag nyheder fra Scandinavian Book A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater