Intentionerne bag DF og K´s hjælpepakke til byggeriet er gode. Den negative konsekvens på kort sigt er imidlertid, at mange private husejere vælger at udsætte planlagte renoveringsopgaver som eksempelvis lægning af nyt tag i håb om at kunne få støtte til byggeriet senere. Det sætter ekstra hårdt pres på håndværksfirmaernes i forvejen slunkne ordrebøger.
Beslutningen haster
”Vi ser meget positivt på planerne om at hjælpe med at sætte gang i byggebranchen, men det er af afgørende vigtighed, at politikerne træffer beslutningen meget hurtigt. Mange kunder, som egentligt allerede havde besluttet at få lagt nyt tag, udskyder nu beslutningen. De vil – forståeligt nok - ikke igangsætte byggeopgaver nu, som de måske kan få tilskud til, hvis de venter en måned. 80 % af alle de opgaver, vi havde forventet at igangsætte i marts og april er blevet udskudt af samme årsag”, siger direktør Rolf Pedersen fra tagkæden tag-eksperten A/S.
Støtten skal gives straks
- Ligeså vigtigt det er med en hurtigt beslutning, ligeså vigtigt er det at en evt. støtteordning træder i kraft øjeblikkeligt. Såfremt støtten ikke udbetales allerede fra april 2009, vil det på kort sigt gøre mere skade end gavn for håndværksvirksomhederne. ”Den seneste håndsrækning med udskydelse af moms og A-skat har ingen værdi, hvis håndværksvirksomhederne ikke får nogen omsætning i løbet af de næste par måneder. Jo længere tid, der går før, der er afklaring på vækstpakken, jo flere virksomheder vil gå konkurs i mellemtiden”, udtaler Rolf Pedersen.