Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/12-09   -   Pressemeddelelse

Truckcenter Midtjylland opruster på lageret

Flemming Hove Sølvsten er ny lagerchef hos Truckcenter Midtjylland i Hjøllund. Med sin langvarige og brede erfaring skal han bidrage til målsætningen om at være ekspert i alle bilmærker - og sikre øget fokus på forskellige kampagnevarer. Aktuelt fylder særlig partikelfiltre meget i hans bevidsthed.

Truckcenter Midtjylland A/S profilerer sig på, at mekanikerstaben har erfaring med alle lastvogns- og busmærker. Idéen er, at hvis man vil være vognmændenes foretrukne partner, skal viften af serviceydelser være bred nok til at dække de flestes behov, samtidig med at de forskellige mekanikere specialiserer sig i forskellige mærker.

Den målsætning har gjort det nødvendigt at finde en lagerchef med et bredt erfaringsgrundlag, og således er 45-årige Flemming Hove Sølvsten netop tiltrådt hos det midtjyske lastvognscenter. Han har igennem hele sin karriere arbejdet med lagerstyring inden for transportmateriel og har mere end 25 års erfaring på området. Flemming Sølvsten kommer fra en stilling som lager- og indkøbschef hos Lastas A/S og har inden da arbejdet som lagerforvalter hos Carsten Noer A/S, hvor han netop har beskæftiget sig med reservedele til en række forskellige lastvognsmærker. Den erfaring er ifølge direktør Kenneth Jensen guld værd for Truckcenter Midtjylland.

- Mange af vore kunders vognparker er sammensat af flere mærker, og i den forbindelse er det vigtigt, at også lagerchefen har et bredt kendskab. Samtidig lægger vi vægt på, at Flemming i kraft af sin viden, sine relationer og sit markedskendskab altid vil kunne skaffe de rigtige dele til de bedst mulige priser - uanset mærke, siger han.

Stor interesse for partikelfiltre

Den ny lagerchef melder allerede nu om rigeligt at lave - både i den daglige lagerstyring og i mere kunderettede sammenhænge. - I forbindelse med vores navneskifte og udvidede vifte af serviceydelser har vi gjort meget for at markere os på markedet. Derfor får vi en del nye kunder, og det er selvfølgelig væsentligt, at lageret deltager aktivt i den proces, siger Flemming Sølvsten, der tilbringer en del af sin arbejdstid på landevejen. - Vi møder kunderne der, hvor de er. Har vognmanden ikke mulighed for at komme til mig, kommer jeg til ham, og jeg besøger løbende både nuværende og kommende kunder, fortæller lagerchefen.

Et andet af hans ansvarsområder er at rådgive kunderne om aktuelle varer. Lige nu drejer det sig især om partikelfiltre. - Alle lastvogne, der ikke lever op til Euro 4 som minimum, skal fra nytår have monteret partikelfilter ved kørsel i Danmarks seks største byer. Derfor spørger mange os til råds, og vi hjælper med at finde den billigste og bedste løsning. Fx vil det for mange være en fordel at vælge en model, der er godkendt til kørsel i de tyske miljøzoner, og som medfører besparelser på vejskatten dernede. Vi tilbyder et bredt udvalg af kvalitetsprodukter til de bedste priser; og når det kommer til eftermarked, kan vi rense coatede filtre, som ikke kræver additiv, siger Flemming Sølvsten, der til trods for travlheden er startet på sit nye job med højt humør.

- Det er inspirerende at arbejde i en virksomhed med visioner og ambitioner. Når man sætter overliggeren højt og vil være kundernes førstevalg, nødvendiggør det en konstant vilje til at 'gå den ekstra mil' for både gamle og nye kunder. Det er krævende, men det gør også hverdagen lidt sjovere for både kunderne og os, slutter han.

Relevant information

http://www.truckcentermidtjylland.dk


Pressekontakt


Firma

Truckcenter Midtjylland A/S
Vejlevej 7, Hjøllund
7362 Hampen, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.truckcentermidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Truckcenter Midtjylland A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater