Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
06/01-10   -   Pressemeddelelse

Ny værkstedschef med 30 års erfaring

Truckcenter Midtjylland A/S har pr. 1. december ansat Erling Mikkelsen fra Horsens som værkstedschef. Efter en succesfuld moderniseringsproces er det midtjyske lastvognscenter nu klar til næste fase i sin vækststrategi.

En erfaren branchemand kommer fremover til at stå i spidsen for Truckcenter Midtjylland A/S ved hovedvej A13 i Hjøllund, der ud over et traditionelt lastvognsværksted også omfatter bl.a. opbygningshal, hydraulikværksted, synsfaciliteter, vaskehal og tankrensningsanlæg. 52-årige Erling Mikkelsen, der bor i Sejet ved Horsens og har arbejdet i lastvognsbranchen siden 1978, har den 1. december overtaget ansvaret for truckcentrets daglige drift. Han skal således være med til at sikre den fortsatte udvidelse af centrets faciliteter og kundekreds.

- Truckcenter Midtjylland er en spændende virksomhed med en god beliggenhed, et stort produktudbud og alle tænkelige muligheder for at vokse. Jeg var derfor ikke et sekund i tvivl om, at arbejdspladsen var den helt rigtige for mig, siger den nytiltrådte værkstedschef, der kommer fra en stilling som centerleder hos Euromaster i Vejle.

30 år med værkstedsledelse
Erling Mikkelsen har arbejdet i lastvognsbranchen, siden han som 21-årig blev ansat hos PNO Trailer i Skanderborg. Kort efter fik han ansvaret for PNO's nystartede trailerværksted i Padborg, og efterfølgende har han været bl.a. værkfører, teknisk chef og værkstedschef hos virksomheder som Dansk Trailer Service, HFR, JLS og Ejner Hessel. Horsensianeren har således bred erfaring inden for værkstedsledelse - med særligt fokus på lastvognstrailere, som han også udpeger som et væsentligt fremtidigt fokusområde for Truckcenter Midtjylland.

- Værkstedet har et stort yderligere potentiale inden for reparation og syn af påhængskøretøjer. Vi er godt rustet såvel udstyrs- som bemandingsmæssigt, og vi vil nu sætte ekstra fokus på det tungere materiel. Konkret vil vi opgradere vore medarbejderes kompetencer inden for servicering af store blokvogne og samtidig indgå aftaler med landets sværgodstransportører, siger han.

Efter bare få minutter i selskab med værkstedschefen er man ikke i tvivl om, at han brænder for kundetilfredshed og langvarige, tillidsfulde relationer. - Da tingene gik rigtig stærkt i transportbranchen for et par år siden, begik mange værksteder den fejl at nedprioritere de små kunder og at gå på kompromis med fleksibiliteten. Det fortryder de i dag, hvor mange har knap så meget at lave, vurderer han. Derfor lægger Erling Mikkelsen også stor vægt på at understrege, at alle er lige velkomne hos Truckcenter Midtjylland.

- Her servicerer vi både den lokale landmand og store transportvirksomheder. Vi bestræber os på at stå på pinde for alle, og ingen bliver nedprioriteret på andres bekostning, lover han. En del af forklaringen er, at truckcentret netop arbejder på at øge tilgangen af alle typer kunder. - Vi mener det seriøst, når vi reklamerer med at servicere alle slags rullende materiel. Ud over lastvogne, påhængskøretøjer og busser reparerer vi også entreprenørmateriel samt land- og skovbrugsmaskiner, og vil fortsat arbejde for at tilegne os endnu flere autorisationer, så vi med tiden kan udføre reparations- og reklamationsarbejde på en større og større vifte af produkter, siger han.

Klar til næste fase
Kenneth Jensen, der er direktør for Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg, er meget tilfreds med nyansættelsen. Han spår, at den nye værkstedschefs baggrund bliver et stort aktiv i centrets bestræbelser på fortsat vækst og tilgang af nye kunder.

- Erling Mikkelsen har netop stor erfaring med at lede værksteder, der vokser, og med initiativer, der sikrer øget kundetilgang. Desuden er det ikke nyt for ham at være med til at udforme og implementere nye serviceydelser. Derfor er vi meget tilfredse med, at han har sagt ja til de nye udfordringer hos os, og glæder os til sammen med ham at løfte sløret for de tiltag, der indgår i vækststrategiens fase 2, udtaler direktøren.

--

Yderligere billeder kan hentes på www.epicent.dk/Pressemateriale/download.html under overskriften 'Truckcenter Midtjylland A/S' eller rekvireres på tlf. 20 94 84 74.

Relevant information

http://www.truckcentermidtjylland.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Truckcenter Midtjylland A/S
Vejlevej 7, Hjøllund
7362 Hampen, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.truckcentermidtjylland.dk

Modtag nyheder fra Truckcenter Midtjylland A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater