01/07-10
-
Pressemeddelelse
Kirkegård afhjalp arbejdsmiljøproblem
På Bredballe Kirkegård ledte kuperet landskab og lange afstande til et påbud fra Arbejdstilsynet, der påpegede de mange hårde skub og løft under transport af ligkister. Det førte til udvikling af en eldreven katafalk.
Kirkegården ved Vejle Fjord er blandt Danmarks mest kuperede og kendetegnet ved lange afstande. Den kombination udgør en potentiel risiko for personalets arbejdsmiljø. - Arbejdstilsynet påpegede problemet i transport af kister med vores manuelle katafalk. Vejen til kapellet er lang og stejl, så personalet blev udsat for seje skub og belastende løft, forklarer kirkeværge Arne Kjær Mortensen, som sammen med kirkegårdsleder Jens Jørn Hansen gik i gang med at finde en løsning på problemet. Første stop var en anden kirkegård, hvor man benyttede en motoriseret transportvogn af samme type som i sygehuskapeller. - Den løsning ville være uanvendelig hos os. Dels ville den kun løse en del af arbejdsmiljøproblemet, og dels var den ikke særlig diskret, vurderer kirkeværgen.
Belastende løft undgås
Man henvendte sig derefter til U-B-Let i Vejle. Virksomhedens grundlægger, Knud Raun, gik straks i gang med at tænke over, hvordan en eldreven katafalk kunne opbygges med henblik på understøtte bedst muligt arbejdsmiljø. - De væsentligste krav til løsningen var ergonomi, trækkraft, støjsvaghed, og at den kunne køre på alle slags underlag, herunder grus, jord, græs og brosten, siger han.
Resultatet blev en firehjulstrukken katafalk i sort finér med 300 W elmotor, bakkefunktion samt både manuel og elektronisk frikobling. Løsningen, der er udviklet i tæt samarbejde mellem Bredballe Kirkegård og U-B-Let, har som standard en lastekapacitet på 250 kg og kan benyttes i terrænstigninger på op til 18۫ (30%). For at belastende løft undgås, kommer den med hæve- og sænkefunktion samt rullebånd. - Med styrmonteret gashåndtag er katafalken konstrueret på en måde, så den er let at køre op ad bakke og sikker at styre ned igen. Samtidig er venderadiussen lille. Filosofien bag produktet har været, at det på én gang skal forebygge arbejdsskader og gøre hverdagen nemmere for kirkegårdspersonalet, forklarer Knud Raun.
Relevant for mange
Kirkegårdens 3 medarbejdere har nu ibrugtaget løsningen. - I kraft af hæve- og sænkefunktionen kan kisten rulles direkte fra rustvognen til katafalken, som transporterer kisten til og fra kapellet inden den kirkelige handling, fortæller kirkegårdsassistent Peter Jørgensen. Han vurderer produktet som relevant for mange andre kirkegårde - også uden lignende landskabsforhold.
- De funktionelle fordele kan alle have glæde af, og man kunne i fremtiden forestille sig et generelt arbejdsmiljøpåbud. Desuden har mange landsbykirker indgang i siderne med skarpe sving og begrænset plads. Også her vil produktet være ideelt, mener han.
Den elektriske katafalk er konstrueret, så den også kan bruges i selve kirken. - Det er muligt at placere katafalken foran alteret, hvorfra kisten kan køres direkte til graven. Det kræver blot plads til hjulene på hver side af gangen, og at der ikke ligger meget høje bårebuketter på kirkegulvet, siger Arne Mortensen. Det har man dog endnu ikke haft brug for på Bredballe Kirkegård. - Normalt placerer bærerne kisten på katafalken lige uden for kirkebygningen, hvorefter den køres til graven. Men det er selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, før vi står i en situation med en meget tung kiste, eller hvor ældre og svage pårørende skal skånes for tunge løft, fortsætter kirkeværgen.
Peter Jørgensen og hans kolleger på kirkegården har foreløbig gode erfaringer med løsningen.
- Arbejdsskader og slitage forebygges, og katafalken er så diskret, at ikke en eneste pårørende har kommenteret den. Og så er det en god idé med rullebånd i stedet for glideskinner, slutter han.
--
Billedtekster:
Billede 1 - Katafalken er firehjulstrukken og har 300 W elmotor, bakkefunktion samt både manuel og elektronisk frikobling.
Billede 2 - Arne Kjær Mortensen kunne ikke finde en eksisterende motoriseret katafalk, der fuldstændig opfyldte Bredballe Kirkegårds krav. Det førte til udvikling af U-B-Lets nye løsning, som han her demonstrerer.
Billede 3 - Med styrmonteret gashåndtag er katafalken let at køre op ad bakke og sikker at styre ned igen.
Billede 4 - For at belastende løft undgås, leveres katafalken med hæve- og sænkefunktion samt rullebånd.
Højopløselige versioner kan hentes på http://www.epicent.dk/ubl.html
Relevant information
http://www.ub-let.dk
Firma
UB-Let A/S
Friis Hansensvej 9
DK-7100 Vejle,
Danmark
20 94 84 74
20 94 84 74
http://www.ub-let.dk