Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/11-10   -   Pressemeddelelse

Transportudstilling vokser endnu engang

VBG og samarbejdspartneren GV Ejby er nået langt med forberedelserne til transportmessen Vestfyn Trækker, der afholdes igen i maj. Både arealet og antallet af stande udvides atter, og størstedelen er allerede besat.

--

Arrangøren, VBG, er tidligt ude med forberedelserne til Vestfyn Trækker, der næste gang afholdes fra den 27. til 29. maj. I forbindelse med det seneste arrangement måtte både standantallet og arealet udvides flere gange, så nu ønsker man at være bedre gearet til at imødekomme efterspørgslen.

- Messen er løbende vokset, men sidste gang oplevede vi uventet et sandt boom i interessen. Derfor tager vi nu alle tænkelige forholdsregler for at være optimalt forberedte fra starten, siger direktør Per Mikkelsen. Han har udvidet standantallet med en tredjedel og sikret sig råderetten over et yderligere areal på 30.000 m², der ejes af Middelfart Kommune. Det forventes benyttet til parkering.

- Udvidelsen tegner til at blive nødvendig, for størstedelen af standene er allerede nu afsat, selvom der er mange flere af dem, afslører direktøren. Han fortæller samtidig, at aftalerne med messens udstillere er faste og skriftlige. - Vestfyn Trækker er et non-profit-arrangement, hvor standlejen er fastsat på det lavest mulige niveau. Det er derfor væsentligt, at vi har dækning for merudgifterne, hver gang vi investerer i udvidelser og forbedringer.

Idrætsforening spiller nøglerolle

Den lokale idrætsforening GV Ejby spiller en nøglerolle i afviklingen af Vestfyn Trækker. Foreningen varetager bl.a. drift af cafeterier, toiletter og parkeringspladser, opsætning af hegn omkring messearealet, administration og fordeling af standinventar samt affaldshåndtering. - Vores engagement er vokset i takt med messen, og sidste gang havde vi omkring 75 frivillige på arbejde i de tre dage, nogle endda nærmest konstant. Vi opnåede et betragteligt overskud på driften af cafeterier og parkeringspladser, som er til stor gavn og glæde for breddeidrætten i vores område, lyder det fra næstformand Folke Sørensen, der koordinerer foreningens aktiviteter i forbindelse med Vestfyn Trækker.

- Vi er glade for samarbejdet af flere grunde. Ud over den betydelige økonomiske håndsrækning opnår vi øget synlighed i lokalområdet og erhvervslivet, og så glæder de frivillige sig oven i købet til at være med. Også VBG er yderst tilfredse med aftalen. - Det ville være komplet umuligt for os selv at løfte opgaven, specielt med det omfang, messen nu har fået. Og folkene fra GV Ejby er både dedikerede, omhyggelige og servicemindede, siger Per Mikkelsen.

Bedre parkeringsmuligheder og mere at se på

De udvidelser, der nu er på plads, skulle kombineret med erfaringerne fra seneste messe give bedre forhold for både udstillere og besøgende. - Sidste gang blev messen med ét slag dobbelt så stor; og de praktiske udfordringer, der fulgte, skulle være overkommet i år. Bl.a. har vi sørget for ordentlig fundering på det ekstraareal, som Strandmøllen A/S har stillet til rådighed for Vestfyn Trækker, og parkeringsforholdene bliver bedre med et nyt, stort areal tæt ved messepladsen, lover Per Mikkelsen. Han fortæller, at VBG ud over de ekstra stande også har planer om at etablere et særskilt område til demonstration af materiel. Desuden forlænges åbningstiden om fredagen.

--

Fakta

Vestfyn Trækker, der afholdes udendørs ved motorvejen i Ejby, har igennem en årrække været Danmarks mest besøgte professionelle transportmesse. Arrangementet blev senest holdt fra den 28. til 30. maj med deltagelse af omkring 100 udstillere. Både messearealet og besøgstallet blev fordoblet i forhold til året før - til hhv. 50.000 m² og 8.491 gæster.

--

Billedmateriale

Billede 2: Messearealet var sidste gang på 50.000 m² og bliver endnu større i 2011. Det kræver hundredvis af meter hegn.

Billede 3: Frivillige fra GV Ejby opsætter hegn omkring messearealet.

Billede 6: De frivillige fra den lokale idrætsforening har mange talenter. Her er man i gang med at planere det ekstraareal, som messen sidste gang blev udvidet med.

Billede 7: Vestfyn Trækker strakte sig i 2010 over et areal på godt 50.000 m², hvilket er dobbelt så meget som året før. Samtidig blev også besøgstallet fordoblet.

Yderligere fotos kan hentes i højopløselige versioner fra www.epicent.dk/vbg.html

Relevant information

http://www.vestfyntraekker.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

VBG Group Sales A/S
Industribuen 20-22
5592 Ejby, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.vbg.dk

Modtag nyheder fra VBG Group Sales A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire