Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/06-11   -   Pressemeddelelse

Tilfredse udstillere og 6.879 besøgende på regnfuld transportmesse

Til trods for regnvejr alle tre dage har den udendørs transportudstilling Vestfyn Trækker endnu engang haft flere gæster end forventet. Udstillerne er yderst tilfredse med årets messe, der blev afholdt i weekenden fra den 27. til 29. maj.

I åbningstalen på årets transportmesse i Ejby roste EU-parlamentariker Bendt Bendtsen branchen for sin evne til grøn innovation, som også forbedrer konkurrenceevnen. Samtidig kunne han konstatere, at der er lys for enden af tunnelen, og at optimismen er på vej tilbage i en hårdt presset branche. Den positivitet kunne tydeligt mærkes hos udstillerne og de knap 6.900 besøgende, til trods for at årets messevejr var alt andet end opmuntrende.

- Gråvejr og byger påvirker besøgstallet betydeligt til et udendørsarrangement. Samtidig har der mindre end 2 måneder tidligere været afholdt transportmesse i Herning for første gang siden 2007, siger Vestfyn Trækkers arrangør, direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales, der derfor alt i alt er meget tilfreds med besøgstallet.

- Selv uden byger havde vi regnet med maksimalt 6.500 gæster. Besøgstallet er vores næsthøjeste nogensinde og kun overgået af rekordåret 2010, hvor der var noget bedre vejr og ingen Herning-messe. Kernemålgruppen - vognmænd og andre beslutningstagere - har næppe valgt at blive hjemme i regnvejret, vurderer direktøren, der med henblik på bedre messevejr dog overvejer at flytte tidspunktet for Vestfyn Trækker 2012 til senere på sommeren.

Passer bedre til branchen

Fra udstillernes side var der stor ros til folkene bag messen - hos VBG og den lokale idrætsforening GV Ejby, som havde indsat et stort antal frivillige til at bistå med forberedelsen og den praktiske afvikling, herunder drift af parkeringspladser og cafeterier. Selvom vejret viste sig fra sin mindre charmerende side, var der blandt udstillerne bred enighed om, at Vestfyn Trækkers form passer bedre til branchen end de kostbare, stort opsatte indendørsmesser.

- For os er Vestfyn Trækker den vigtigste transportudstilling. Messen giver optimale rammer for at præsentere vores produkter i funktion, så kunden kan se, hvor godt de passer ind i hans forretning, siger direktør Rolf Hansen fra hydraulik- og karrosserivirksomheden Ove Kock A/S. Samtidig glæder mange udstillere sig over, at Vestfyn Trækker har udviklet sig fra et regionalt til et nationalt arrangement. - Det er lykkedes arrangørerne at gøre apparatet stadig mere professionelt, i takt med at messen er vokset, vurderer transportkonsulent Arne Granstrøm fra Iveco.

Stor koncentration af beslutningstagere

Hos udstillerne er der bred enighed om, at der blandt de besøgende er en stor andel af beslutningstagere i transportvirksomheder. - Vi havde en god stand og kom i kontakt med mange vognmænd, siger distriktschef Ruben Risak fra Bramdidan A/S, der på messen fremviste Prestos mobilkomprimatorer.

Ladopbyggeren Brdr. Plagborg har ikke deltaget på en indendørsmesse i en årrække. - På Vestfyn Trækker får man mange nye kontakter. Vi møder her mange beslutningstagere, som vi ellers ikke ville være stødt på, siger medindehaver Carsten Plagborg.

Blandt udstillerne er der stor tilfredshed med Vestfyn Trækkers form, som ifølge kontorleder Jens Groot fra Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) på én gang er afslappet og professionel. - Vestfyn Trækker er mere faglig end andre udendørsmesser. Her møder vi de beslutningstagere, som ikke finder vej til os i det daglige, og som udstiller får man langt mere for pengene end på et indendørs arrangement.

Af samme grund har direktør Leif Horsbøl Jørgensen fra Skelhøje Vognfabrik A/S fravalgt alle andre transportmesser til fordel for Vestfyn Trækker. - Det er et godt sted at skabe kontakter og varme kundeemner. Både den jordnære stil og placeringen midt i landet er perfekt.

Fakta

Vestfyn Trækker, der afholdes udendørs ved motorvejen i Ejby, har igennem en årrække været Danmarks mest besøgte professionelle transportmesse. Udstillingen blev senest afholdt fra den 27. til 29. maj, hvor antallet af stande voksede til 119.

Billedtekster

Billede 1: Vestfyn Trækker har igennem en årrække været Danmarks mest besøgte professionelle transportmesse. Antallet af stande voksede i år til 119.

Billede 2: Der var en positiv stemning blandt de knap 6.900 besøgende, selvom årets messevejr var alt andet end opmuntrende.

Billede 3: - Gråvejr og byger påvirker besøgstallet betydeligt til et udendørsarrangement, siger arrangør Per Mikkelsen, der derfor er meget tilfreds med antallet af gæster.

Billede 4: De udstillede veteranlastbiler tiltrak sig stor opmærksomhed.

Ovenstående samt yderligere fotos kan hentes i højopløselige udgaver fra http://www.epicent.dk/vbg.html

Relevant information

http://www.vestfyntraekker.dk


Pressekontakt


Firma

VBG Group Sales A/S
Industribuen 20-22
5592 Ejby, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.vbg.dk

Modtag nyheder fra VBG Group Sales A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire