Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/04-12   -   Pressemeddelelse

Årets største transportmesse tager form

Med godt 130 stande bliver transport- og logistikudstillingen Vestfyn Trækker årets største begivenhed af sin art. Messen henvender sig ud over transportbranchen også til bl.a. byggeri og anlæg samt beslutningstagere inden for det offentlige.

--

Ifølge VBG GROUP, der står bag den udendørs transport- og logistikudstilling Vestfyn Trækker i Ejby, er næsten alle stande nu afsat på 2012-messen, som afholdes fra den 1. til 3. juni og nu for alvor begynder at tage form. Kun omkring 10 af de i alt ca. 130 standpladser er nu ledige. - Antallet af bookede stande har passeret 2011-tallet, så det er sikkert og vist, at der bliver flere udstillere i år. Standene bliver organiseret efter en ny plan, som skal gøre messearealet mere overskueligt for de besøgende, siger arrangør Per Mikkelsen, der er direktør for VBG i Danmark.

Per Mikkelsen oplyser, at messens målgruppe er udvidet betragteligt i takt med udstillerfeltet, der spænder over kategorierne lastbiler, opbygning, kraner og tilbehør, dæk, containere, brancheforeninger og rådgivning samt fagblade, uddannelse og finansiering. - Arrangementet har udviklet sig til at dække de fleste aspekter af landtransport og besøges ud over transportbranchen af stadig flere bygge- og anlægsvirksomheder samt beslutningstagere fra det offentlige, eksempelvis materielgårde og tekniske forvaltninger, siger arrangøren. Ifølge ham skyldes det ikke mindst, at der udstilles stadig mere materiel til byggeri og anlæg som eksempelvis tiptrailere og lastvognsmonterede kraner samt til køretøjer i varevognsklassen, der er målrettet bl.a. håndværkere og kommuner.

Udstillingsvindue for grøn innovation

VBG fortsætter sine bestræbelser på at gøre messen til et forum for grøn innovation. En af frontløberne på området, midtjyske Spørring Karrosserifabrik, udstiller på Vestfyn Trækker sit nye automatiske rullepresenningssystem, Eco Top, monteret på et komplet træk til korn- og foderstofkørsel, som er leveret til Vognmand Jørgen B. Kristensen i Højmark.

- Med Eco Top undgår man bøvlet manuel presenningsbetjening, hvilket både sikrer højere effektivitet og bedre ergonomi. Den lukkede konstruktion nedsætter samtidig vindmodstanden, hvorved der spares CO2-udledning og tusindvis af liter diesel. Desuden er forvognen monteret med VBG's automatiske MFC-kobling med hydraulik, som muliggør til- og frakobling på 9 sekunder uden at forlade førerhuset. Også koblingen bidrager dermed til bedre bæredygtighed, effektivitet og arbejdsmiljø, siger indehaver Jakob Jensen fra Spørring Karrosserifabrik. Han har beregnet, at merudgifterne til montering af Eco Top og MFC på et nyt vogntog typisk vil tjene sig hjem på 3 år alene i kraft af brændstof- og tidsbesparelser. - Derudover forebygger man skader på medarbejdere og køretøjer. Alt i alt er totaløkonomien meget attraktiv, da materiellet typisk leases for en 7-årig periode, tilføjer han.

Ud over MFC-udstyrede vogntog til bl.a. grise- og containerkørsel vil VBG på sin egen stand præsentere flere produktnyheder, herunder nye indbygningsmuligheder til køretøjer med kort overhæng samt en løsning til automatsmøring.

Stor interesse for tungere lastbiler

Også de nye regler for totalvægt og akseltryk, der trådte i kraft i sommeren 2011, forventes at komme i fokus på messen. - Især oplever vi stor interesse blandt vognmændene for, at den tilladte totalvægt for 7-akslede lastbiler er øget fra 48 til 54 ton. Mange ønsker at vide mere om mulighederne for samlet godkendelse af køretøjer eller hele vogntog efter de nye regler. De forskellige lastvognsmærker står klar til at svare på spørgsmål fra de besøgende, ligesom vi som producent af sammenkoblingsmateriel gerne er behjælpelige, slutter Per Mikkelsen.

--

Vestfyn Trækker - Transport & Logistik, der afholdes ved motorvejen i Ejby, har igennem en årrække været Danmarks mest besøgte udendørs transportudstilling. På messen kan man opleve alle væsentlige lastbilmærker, ligesom udstillerlisten tæller en lang række opbyggere og forhandlere af øvrigt materiel. Desuden deltager mange udbydere af periferiprodukter og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Knap 7000 besøgte udstillingen, da den senest blev afholdt. 2012-messen afvikles fra den 1. til 3. juni - fredag fra kl. 10 til 15, lørdag fra 9 til 17 og søndag fra 9 til 16. www.vestfyntraekker.dk

--

Billedmateriale

· Foto 1: Med godt 130 stande bliver transport- og logistikudstillingen Vestfyn Trækker årets største begivenhed af sin art. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-TSS1.jpg

· Foto 2: Antallet af bookede stande har allerede passeret 2011-tallet, og kun omkring 10 pladser er på nuværende tidspunkt ledige. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-TSS2.JPG

· Foto 3: - Arrangementet er blevet bredere og besøges ud over transportbranchen af stadig flere bygge- og anlægsvirksomheder samt beslutningstagere fra det offentlige, siger arrangør Per Mikkelsen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-TSS3.JPG

· Foto 4: Grøn innovation: Spørring Karrosserifabrik udstiller på Vestfyn Trækker sit nye automatiske rullepresenningssystem, Eco Top, monteret på et komplet træk til korn- og foderstofkørsel. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-TSS4.JPG

Billederne kan downloades i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Relevant information

http://www.vestfyntraekker.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

VBG Group Sales A/S
Industribuen 20-22
5592 Ejby, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.vbg.dk

Modtag nyheder fra VBG Group Sales A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire