24/10-12
-
Pressemeddelelse
Byt job og bliv klogere
Man behøver ikke altid at tage langt væk for at få ny viden. Sommetider kan den hentes inden for nogle få hundrede meter!
Den erfaring er gjort på Nørremarken i Vejle, hvor seks institutioner, vuggestuer, børnehaver og aldersintegrerede institutioner er gået sammen om en jobbytte-ordning.
I første omgang er det 20 uddannede pædagoger, der bytter "lige over" i en uge. To pædagoger fra hver sin institution bytter ganske enkelt job i en uge. Og det giver stort udbytte hele vejen rundt, viser de første evalueringer. Det er til megen faglig inspiration for såvel bytte-pædagoger som kolleger at få "et pust" udefra.
Pædagogerne, der bytter, skal i forberedelsesfasen gøre sig helt klar, hvad de gerne vil have ud af at bytte job. Og når de er tilbage igen, skal de gøre op, hvad de så fik ud af det. Begge dele får de hjælp til af en coach fra Vejle Kommunes coach-team, som de har et par samtaler med.
Den egentlige jobbytning er fra mandag til torsdag. Fredag mødes "bytterne" i Spinderihallerne, hvor de snakker om de forløbne dage, og hvad de gav.
- Det er så enkelt og til at overskue, siger Tanja Ankerhus fra den integrerede institution Lærkereden. Hun var en af de første, der byttede job med en kollega i vuggestuen Solstrålen. Ikke alene kan man få en masse gode ideer, som måske kan bruges derhjemme.
Man får også skabt et godt netværk. Vi har blandt andet besøgt hinanden. Børnene synes, det er sjovt at komme på besøg i en anden institution, fortæller Tanja Ankerhus.
Arkitekterne bag den specielle Nørremarks-ordning er Hans Jessen, Lærkereden, og Hanne Pjengård, Solstrålen.
De understreger, at et godt udbytte kræver 100 procent opbakning af den enkelte institutions ledelse.
- Når man ser sig rigtigt om, er der masser af faglig viden at hente hos hinanden - lige klar til at bruge, siger Hans Jessen, der var den ene af 12 deltagere i Vejle Kommunes jobbytte-inspirationstur til Molde i Norge sidste efterår. Den form, vi har valgt, er god, fordi den både omfatter forberedelse og evaluering.
Jobbytte er et led i Vejle Kommunes personalepolitiske projekt, der sætter fokus på trivsel, arbejdsmiljø og faglig stolthed. Det nyeste tiltag er en JobDating event 1. november, hvor 50 arbejdspladser åbner dørene og viser arbejdspladsen frem for en kollega.
Kontaktinformation:
Yderligere information kan fås hos Hans Jessen, institutionsleder i Lærkereden, Moldevej 81, 7100 Vejle, tlf. 7681 8550.
Relevant information
http://www.vejle.dk
Firma
Vejle Kommune
Skolegade 1
DK-7100 Vejle,
Danmark
(+ 45) 70 20 89 00
(+ 45) 70 20 89 00
http://www.vejle.dk