Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/03-11   -   Pressemeddelelse

Gør motorcyklen klar til sæsonen

Vinterens greb i Danmark er ved at fortage sig, og mange motorcyklister tripper for at komme ud på vejene. Falck giver her et par gode råd til at gøre motorcyklen forårsklar.

Motorcyklister i tusindvis fra hele landet gør i disse dage klar til at indtage Nørrebrogade i København og brølende sætte kursen mod Bakken torsdag den 31. marts - en dag der for mange er lig med starten på motorcykelsæsonen i Danmark.

Men før kromen kan skinne, og hestekræfterne slippes løs, skal motorcyklen igennem det store forårstjek. Falck giver her en række gode råd, der kan gøre livet som motorcyklist lettere og sikrere i sæsonen 2011:

"Forårstjekket handler i høj grad om sikkerhed. Der skal ikke ret meget til, før det går galt, når man kører på to hjul - og en del uheld kan undgås ved at holde motorcyklen ordentligt ved lige", siger Tinna Østergaard, der er formand for Falcks motorcykelforening.

Hun peger på følgende punkter, der er vigtige at få kigget igennem:

Motorolieskift
Af med bundproppen og lad olien løbe fra. Ny olie på. Lad motoren køre et par minutter og fyld efter, hvis det er nødvendigt

Bremsetjek
Der bør altid være minimum tre millimeter belægning på bremseklodserne.
Er de mindre, skal de skiftes. Tjek også bremsevæskestanden - og få den skiftet, hvis den er mere end to år gammel. Arbejde med bremser bør generelt overlades til professionelle.

Kølevæsketjek
Væskestanden skal være i orden og kølevæsken være sikret til mellem 25 og 30 graders frost - også selv om du kun kører i godt vejr.

Kig efter lækager
Kontrollér at pakninger er tætte, og at det ikke drypper fra motorcyklen.
Vær især opmærksom på gaffelben - hvis de er fedtede kan pakninger dér været utætte.

Kabelsmøring
Motorcykler kan have glæde af at få smurt kabler til gassen, koblingen og bremserne. Ældre motorcykler skal også have smurt kabler til tromlebremserne bagtil. Smøremiddel kan købes hos motorcykelforhandlere.

Tjek af lejer
Giv hjulene et vrid for at teste for slør i hjullejerne og skift dem om nødvendigt. Kronrørslejerne skal også være i top, da et ødelagt leje kan forringe styringen. Få en professionel til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl.

Dæktjek
Der findes ikke som ved biler en fast dækmønster, som motorcykler skal køre med, da dæktyperne varierer fra sportsdæk til offroad. Dækkene skal skiftes, når dækmønstret er mindre end en millimeter.

Lys- og eltjek
Tjek blink, forlys og baglys og efterfyld batteriet med demineraliseret vand eller batterisyre.

Kædetjek
En slidt kæde kan udgøre et alvorligt sikkerhedsproblem, der kan ødelægge både motorblok og sende køreren alvorligt på afveje. Skal tjekkes for slør og slid og eventuelt udskiftes. Rens og smør kæden jævnligt, så er den også nemmere at tjekke.

Husk vask og lakforsegling
Slut af med at vaske motorcyklen, reparér eventuelle stenslag og småskrammer med en lakstift om nødvendigt. Og slut gerne af med en god omgang lakforsegling.

Tjek instruktionsbogen
Motorcykler er forskellige, så for at være helt sikker på, at du har kigget den efter alle de steder, den har brug for, er det en god idé at tjekke instruktionsbogens gode råd.

Vedhæftede billede kan frit afbenyttes - forslag til billedtekst.
Torsdag den 31. marts sætter tusinder af motorcyklister kursen mod Bakken, hvilket markerer åbningen af motorcykelsæsonen. Falck giver derfor en række gode råd til at få motorcyklen forårsklar. (Foto: Bakken)

For yderligere information kontakt Falcks kommunikationsafdeling på 70 22 03 07.

Relevant information

http://www.falck.dk


Pressekontakt


Firma

Falck Danmark A/S
Falck-Huset, Polititorvet
1780 København V, Danmark

  33 45 64 32
  33 45 64 32

http://www.falck.dk

Modtag nyheder fra Falck Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire