Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/10-12   -   Pressemeddelelse

Normaltid øger risiko for påkørsel af dyrevildt

Natten mellem lørdag og søndag den sidste weekend i oktober skifter Danmark fra sommertid til normaltid. Det medfører øget risiko for påkørsel af vildt, advarer Falck og Dyrenes Beskyttelse.

"Dyr kender ikke klokken, og overgangen fra sommertid til normaltid er hvert år årsag til mange påkørsler af dyrevildt. Med skiftet flyttes dyrenes myldretid om eftermiddagen til en time tidligere, og det betyder, at den kolliderer med menneskers myldretid. Det øger risikoen for kollisioner mellem dyr og biler", siger Allan Bruun Rasmussen, der Falcks vildt- og dyrekonsulent.

Og netop nu er der ekstra mange dyr, der krydser vejene. For efteråret er det tidspunkt på året, hvor der er flest dyr.

"Dyreungerne er blevet store og bevæger sig derfor selvstændigt omkring. Hvor dyrefamilierne i forår og sommer har travlt med at opfostre ungerne, må de i de kolde efterårsmåneder skifte opholdssted for at kunne holde sig i live og finde føde", siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.

Alt dette øger trafikken af dyr over vejene - til fare for mennesker og dyr.

"Der sker ulykker med både svær materiel skade som følge af dyrepåkørsler, men også dødsulykker. Årligt mister mindst to til tre personer livet efter sammenstød med et dyr. Ikke af selve sammenstødet, men fordi de i panik forsøger at undvige og støder sammen med modkørende biler eller ind i et vejtræ", siger Allan Bruun Rasmussen, der vurderer, at mange solouheld kan skyldes, at bilisten har forsøgt at undvige et dyr.

Et sammenstød kan også have store konsekvenser for dyret, for hvis det ikke dør, vil det forsøge at stikke af. Og hvis dyret er blevet skadet, så kan det betyde en langsom og smertefuld død, forklarer Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse.

"Det er anslået, at mellem 20.000 og 25.000 rådyr og andre hjorte mister livet i trafikken hvert år og problemet er stigende, da den danske bestand af både vildt og biler vokser - og det er allerede nu et skræmmende højt tal", siger Allan Bruun Rasmussen, der for tiden afprøver to typer interaktive vildtadvarselssystemer i Grib Skov i Nordsjælland og Rold Skov i Nordjylland som led i at øge trafiksikkerheden.

Falck og Dyrenes Beskyttelse giver følgende råd til bilister, der kører gennem naturområder:

- Hold øje med advarselstavler om hjortevildt.
- Sæt farten ned og udvis agtpågivenhed især i daggry og skumring, hvor langt de fleste vildt arter har øget aktivitet.
- Har du set et stykke hjortevildt krydse vejen foran dig, så kommer der sandsynligvis flere. Vildt krydser yderst sjældent en vej alene.
- Ser du vildt tæt på vejen skal du ikke regne med, at det nødvendigvis bevæger sig væk fra vejen - det kan lige så godt finde på at springe ud.
- Det bedste er at bremse og holde fast i rattet. Hvis en undvigelse forsøges, skal man køre bagom, da et rådyr aldrig vil vende om.

Hvis uheldet alligevel er ude, skal man underrette Dyrenes Beskyttelse på 1812. Dyrenes Beskyttelse vil herefter sørge for, at vildtet bliver afhentet og eventuelt aflivet af Falck. Denne assistance er gratis for bilisten, da Dyrenes Beskyttelse og Falck i fællesskab finansierer dyreambulancen. Hvis det påkørte dyr er løbet væk, vil Falck og Dyrenes Beskyttelse foranledige, at det bliver opsporet af en schweisshundefører. På alle landets Falck-stationer kan bilister gratis få udleveret en særlig streamer, som kan benyttes til afmærkning af dyret. Streameren er udarbejdet af Falck i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Jægerforbund, Skov- og Naturstyrelsen og Schweisshundeforeningen.

FORSLAG TIL BILLEDTEKST:
Overgangen til normaltid giver større risiko for påkørsler af dyrevildt. Bilen her endte i grøften efter et sammenstød med en kronhjort. Heldigvis slap føreren af bilen uden skader, men hvert år kommer bilister til skade efter sammenstød med dyrevildt.

For yderligere information kontakt:
Falcks vildtkonsulent Allan Bruun Rasmussen på 40 30 83 37 eller 98 39 60 98 Falcks kommunikationsafdeling på 70 22 03 07
Dyrenes Beskyttelse, presseansvarlig Ida Maria Just, 30 46 62 45 eller 40 84 15 12

Relevant information

http://www.falck.dk


Pressekontakt


Firma

Falck Danmark A/S
Falck-Huset, Polititorvet
1780 København V, Danmark

  33 45 64 32
  33 45 64 32

http://www.falck.dk

Modtag nyheder fra Falck Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire