11/06-14
-
Pressemeddelelse
Danskerne parate til supersundhedshuse
Et flertal af danskere synes, at det er en god idé med store sundhedshuse, hvor flere sundhedstilbud er samlet ét sted. Også selvom de skal køre længere.
Bedre service og flere sundhedstilbud til patienten samlet på ét sted - mod lidt længere afstand til lægen. Det ville være et godt bytte, mener mange danskere.
Hele 73 procent af danskerne er positivt indstillet over for sundhedshuse, hvor egen læge, speciallæger, fysioterapeuter og flere andre er samlet ét sted med moderne udstyr, længere åbningstider, fælles reception og patientvejledere. Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Falck.
Selvom disse såkaldte supersundhedshuse betyder forandringer på et område, der er vigtigt for mange, så undrer det ikke sundhedsdirektør i Falck Healthcare, Uffe Lindstrøm, at et flertal er positivt indstillet over for ideen.
"Supersundhedshuse giver patienterne mulighed for genoptræning eller undersøgelse hos en speciallæge, der hvor de i forvejen går til læge. Samtidig er åbningstiderne fleksible og tilpasset familiernes behov", siger Uffe Lindstrøm.
Lidt længere afstand ikke en hindring
Undersøgelsen viser, at et flertal af danskerne er parate til at køre længere til deres egen læge for at få flere sundhedstilbud samlet på ét sted. 41 procent vil gerne køre lidt længere. 16procent er parat til at køre dobbelt så langt eller op til 20 kilometer længere. 36 procent vil ikke køre længere.
"Alle danskere skal have adgang til en læge, også langt ude på landet og i udsatte områder. Det er ikke tilfældet i dag, og problemet vokser. Det tror jeg, flere har indset og er parate til at tage konsekvensen af", siger Uffe Lindstrøm.
For yderligere information kontakt sundhedsdirektør i Falck Healthcare Uffe Lindstrøm på 2969 5541 eller Falcks kommunikationsafdeling på 7022 0307.
Pressekontakt
Falcks kommunikationsafdeling
+45 70 22 03 07
Firma
Falck Danmark A/S
Falck-Huset, Polititorvet
1780 København V,
Danmark
33 45 64 32
33 45 64 32
http://www.falck.dk