24/10-12
-
Pressemeddelelse
Hvad koster andelsboligen egentlig?
Nu kan forbrugerne snart sammenligne prisen på en andelsbolig med en ejerlejlighed
Fra den 1. november 2012 bliver boligmarkedet lidt mere overskueligt, for dem der er interesseret i en lejlighed eller et rækkehus i en andelsforening.
Fra den dato begynder ejendomsmæglerkæden home nemlig at vise en 'anslået teknisk pris' og en såkaldt standardfinansiering for andelsboliger. Dermed bliver det mere gennemsigtigt for boligkøberne at søge på tværs af andels- og ejerboliger.
"Det bliver nu lettere for boligkøberne at shoppe mellem lejlighederne eller rækkehusene - uanset om det er ejer eller andel. Det er meget relevant - særligt i København, hvor der faktisk er flere andels- end ejerlejligheder. Nu bliver køberne bedre klædt til at vurdere prisen," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.
Ejendomsmægler Michael Hammerbak, der er partner i home Bjerregaard & Co. og medlem af andelsboligudvalget i Dansk Ejendomsmæglerforening, ser de nye tiltag som et stort skridt i den rigtige retning.
"Økonomien i en andelsbolig er ikke helt så gennemskuelig for forbrugerne som i en ejerlejlighed, og vi har oplevet et ønske fra køberne om at kunne sammenligne prisen på en andelsbolig med prisen på en ejerlejlighed," fortæller Michael Hammerbak, der hvert år sælger et stort antal andelsboliger i hovedstaden.
Fakta for forbrugerne:
Den 'anslåede tekniske pris' bliver en omregnet kontantværdi, der svarer til indskuddet for den enkelte andel + andel af fællesgælden i foreningen. Beløbet kan i store træk sammenlignes med kontantprisen på en ejerbolig.
En standardfinansiering af indskuddet til andelsboligen kommer til at indgå i brutto/nettoudgiften - opgjort som: Finansiering af 95 % af indskud + den månedlige boligydelse til foreningen. Opgørelsen viser den samlede månedlige udgift ved at bo i andelsboligen
Forbrugerne er i dag vant til at sammenligne den standardfinansierede brutto/nettoudgift for ejerboliger med udgangspunkt i belåning af 95 % af boligens kontantpris.
Kort fortalt skal de nye regler illustrere for køberne, at de - ud over prisen for andelen - også indtræder i en forening, der har optaget et eller flere lån. Som medlem er køberen forpligtet til at betale til foreningen via den månedlige boligafgift.
"Andelsboliger bliver langt oftere solgt gennem en ejendomsmægler i dag end for 5 år siden, men der er fortsat en del salg mellem private. Nu giver vi køberne den ekstra tryghed, at de kan finde de nye økonomiske beregninger på andelsboliger, der er til salg hos os," siger relationschef Mads Ellegaard i home og fremhæver, at køberne allerede i dag kan hente flere andre obligatoriske oplysninger hos ejendomsmægleren, der er forpligtet via loven, end hvis salget sker privat.
Uanset om det er privat eller salg via mægler anbefaler home, at en køber søger en rådgiver, der kan gå i dybden med de økonomiske forhold i foreningen - herunder gennemskue risikoprofilen af de enkelte låntyper og udgifter til vedligeholdelse i foreningen.
Det er Dansk Ejendomsmæglerforenings andelsboligudvalg, der har defineret de nye regler for annoncering, og standardfinansieringens nærmere sammensætning er lavet i samarbejde med Finansrådet og Forbrugerrådet.
Oplysningerne om brutto/nettoudgift baseret på standardfinansiering og teknisk anslåede pris kommer for andelsboliger til salg i home til at fremgå af salgsopstillinger og på home.dk, når homes ejendomsmæglere fra 1. november begynder at opdatere eksisterende og nye sager med de nye oplysninger.
Relevant information
http://www.home.dk
Firma
home A/S
Frichsparken, Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj,
Danmark
50 40 50 40
50 40 50 40
http://www.fdim.dk