22/03-12
-
Pressemeddelelse
Der er en ny stjerne på den københavnske nattehimmel
Københavns nyeste cocktail-etablissement, L'Etoile, åbner dørene til sin art nouveau-inspirerede bar fredag den 23. marts. Udsøgt service er L'Etoiles "raison d'être" idet der stræbes efter at konkurrere med verdens bedste cocktailbarer i Paris, London og New York, når det kommer til omhu og sans for detalje.
L'Etoile betyder stjernen på fransk, og navnet er ikke valgt tilfældigt: "Københavns cocktailscene har taget et kvantespring det sidste årti, når det kommer til innovation og teknik, men vi har stadig noget at lære på servicedelen, hvis vi vil sammenligne os med vores kolleger i andre kosmopolitiske byer," udtaler Morten Drastrup, medejer af L'Etoile. "Det har vi tænkt os at ændre."
Morten, der også ejer cocktailbaren 1105, og som tidligere har stået bag koncepterne til cocktailbarerne på Nimb, Fox Kitchen & Bar, samt Bar Rouge på Hotel Skt. Petri er denne gang teamet op med en frankofil iværksætter, der stærkt inspireret efter en årrække i udlandet er vendt hjem til Danmark med et ønske om at få den gode service til København.
Det bliver Philip Frederik Binau, kendt fra Mash, Karriere og No.8, der som manager og med sit særlige øje for service, detaljer og gæster skal sikre det høje niveau på L'Etoile sammen med et nøje udvalgt team hentet fra de bedste barer i København.
Cocktailmenuen er nøje sammensat af Hardeep Singh Rehal, excecutive bar-manager på L'Etoile og 1105) og tre gange Dansk Mester i Klassisk Cocktail, ud fra tanken om, at der skal være noget for alle typer af "connaisseurs". Man finder derfor både cocktail-klassikere som en "Bramble", tidssvarende favoritter som Mojito og en række L'Etoile-fortolkninger som L'Etoile Strawberry Daiquiri lavet på mørk rom, balsamico og friske jordbær.
Som et delikat supplement til cocktailmenuen, præsenterer L'Etoile også et imponerende champagne-udvalg fra de mest velrenommerede huse, en lille, men provokerende selektion af vine - franske, bien sur...
L'Etoile har åbent seks dage om ugen og vil fredag og lørdag åbne tidligt, så de shoppende i København K kan nyde et glas champagne, en veltillavet cocktail eller en café au lait i de smukke omgivelser mellem indkøbene. Som noget nyt serveres også hors d'oeuvres i form af kaviar fra Rossini Caviar, samt macarons og andre små franske fristelser fra Nikolaos Strangas.
Indretningen af baren er inspireret af Art Deco- / Art Nouveau-bølgen, der rullede ind over Europa og USA i starten af det 20. århundrede. Her vil gæsterne synke ned i barens komfortable, håndbyggede sofaer i eksklusive stoffer omringet af dybturkise vægge, hvor der er frit udsyn til bartendernes performance bag den seks meter lange, forgyldte bar.
"L'Etoile er den bar, vi synes, der mangler i København - stedet man forsætter, når man har været ude og spise en fantastisk middag med gode venner og har lyst til, at selskabet fortsat kan sidde sammen og blive serviceret med de bedste drikkevarer og snacks, der findes", slutter Morten Drastrup.
Således bliver L'Etoile den første cocktailbar herhjemme, hvor man kan booke bord online.
L'Etoile tager mod bordreservation på www.letoile.dk og 33 91 01 20
Adresse: L'Etoile, Galleri K, indgang mellem nr. 9-11 på Kristen Bernikows Gade, 1105 København K.
Relevant information
http://www.letoile.dk
Firma
L'Etoile, Galleri K
Kristen Bernikows Gade
1105 København K,
Danmark
28 15 15 45
28 15 15 45
http://www.letoile.dk