03/05-12
-
Pressemeddelelse
Hele verden besøger Østdanmarks vikinger 8. maj
En delegation af rejseudbydere fra hele verden kommer 8. maj til Region Sjælland for at blive overbevist om, at de danske vikinger er en rejse værd.
Oprindeligt drog vikingerne ud og erobrede verden. Nu er det udlandet, der kommer til vikingerne. Østdansk Turisme lægger kræfter i at få placeret Region Sjælland i rejsekataloger verden over. I samarbejde med VisitDenmark har Østdansk Turisme inviteret i alt 35 turoperatører fra USA, Kina, Canada, Indien, Australien, Brasilien, Japan, Rusland og en række europæiske lande.
- Det har vi gjort, fordi vi mener, vi har noget rigtig godt at tilbyde, som kan vække interesse hos turister i udlandet, siger Karin Melbye Holm, der er direktør i Østdansk Turisme.
Den udenlandske delegation besøger regionen 8. maj, hvor de bliver taget med på "Viking Tour" - et nyudviklet turismeprodukt.
Særligt koncept
- Vi har opbygget et helt særligt koncept, fortæller Michael Dragenskiold fra Slagelse Turistfart, der er operatør på vikingeturen. Han tog det oprindelige initiativ til at samle fire regionale vikingecentre i en fælles dialog. Østdansk Turisme indgik i samarbejdet og hjalp partnerne til sammen at udvikle det fælles produkt.
Oplevelsen begynder allerede i bussen, hvor de rejsende bliver mødt af en guide klædt i vikingetøj. Med bussen bliver de ført rundt til vikingecentrene Trelleborg, Sagnlandet Lejre, Roskilde Museum i Lejre og Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Her smager de vikingemad, skyder med bue og pil, går om bord på et vikingeskib og meget mere. Guiden og forudbestemte forløb på de fire centre skaber en totaloplevelse for de rejsende, og når dagen er omme, vil ingen af dem være i tvivl om, hvem vikingerne var.
- Alle har været aktive medspillere hele vejen igennem, fortæller Karin Melbye Holm, direktør i Østdansk Turisme om samarbejdet.
Et stigende antal havneanløb af krydstogtskibe i Østdanmark gør desuden Viking Tour konceptet til et oplagt tilbud til udenlandske krydstogtturister, der ønsker et alternativ til shopping eller teatertur.
Flere produkter undervejs
Viking Tour er ét eksempel på, hvordan Østdansk Turisme arbejder med vikingetemaet som udgangspunkt for udvikling af nye oplevelsesprodukter. Også i projektet "Da Danmark blev til" er vikinger en vigtig bestanddel, ligesom Østdansk Turisme er initiativtager til og tovholder på udvikling af et nationalt projekt, der har til formål at gøre vikinger til en del af Danmarks turismeprofil.
Billedtekst:
Vikingerne her fra Trelleborg ved Slagelse får tirsdag 8. maj besøg af rejseudbydere fra hele verden.
Kontakt:
Østdansk Turisme:
- Peter Sørensen, souschef, mobil 4015 1348
- Sanne Jakobsen, projektleder, mobil: 6074 9772
Slagelse Turistfart:
- Michael Dragenskiold, driftsleder, mobil: 4059 5658
Relevant information
http://www.visiteastdenmark.com