Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/08-10   -   Pressemeddelelse

Ny mulighed for finansiering af vækst i sjællandske virksomheder

Virksomheder med en nyskabende idé med vækstpotentiale får nu en ny mulighed for at få tilført risikovillig kapital. Fonden CAT Invest Zealand er etableret med 67,5 mio. kr. og vil fremover investere i 2-3 virksomheder fra regionen om året.

Mange virksomheder har svært ved at finde risikovillig kapital til nyskabende projekter. Specielt i Region Sjælland er det svært, da investorerne i høj grad koncentrerer sig om de højteknologiske brancher i København og andre større byer. Den økonomiske krise har ikke gjort det nemmere.

Vækstforum Sjælland har derfor i samarbejde med forskerparken CAT skabt finansieringsgrundlag til en ny fond med risikovillig kapital. Fonden skal investere i vækstvirksomheder inden for de erhverv, som kendetegner regionen, fx nye energi- og miljøteknologier - "cleantech" - og innovation i almindelige industrivirksomheder.

- Vækstforum lægger stor vægt på, at regionens virksomheder kan udvikle sig og skabe ny vækst og arbejdspladser. Vi skal gå efter at få skabt nogle nye virksomhedssucceser her i regionen inden for de erhverv, hvor regionen står stærkt. Energierhvervene er et eksempel. For at lykkes med det er der brug for viden, kvalificerede medarbejdere og ikke mindst kapital. Med CAT Invest Zealand har vi skabt et nyt redskab, som kan styrke virksomhedernes vækst. Jeg forventer at private investorer vil deltage i de konkrete projekter, og statslige midler via Vækstfonden skal også ud at arbejde, siger Steen Bach Nielsen, regionsrådsformand og formand for Vækstforum Sjælland.

Kim Ove Olsen, administrerende direktør i Forskerparken CAT, supplerer:

- Vi ser CAT Invest Zealand som et vigtigt bidrag til at stimulere den vækst, der er så stort behov for i Region Sjælland. Vi får mange henvendelser om at investere i aflægger-virksomheder - de såkaldte spin-outs - og den nye fond, der har særligt fokus på spin outs fra små og mellemstore virksomheder i Regionen, vil øge vores muligheder.

Den nye fond har allerede truffet beslutning om sin første investering i Korsør-virksomheden LeanVent. LeanVent har udviklet et ventilationsspjæld, der udmærker sig ved lavere energiforbrug, mindre støj og bedre regulering. Virksomheden, der står foran en markedsføring af produktet på en række europæiske markeder, er en aflægger af virksomheden FlexValve.

- Det er indlysende, at vi med den nye fond kan gøre en endnu større indsats for at bistå lignende bæredygtige virksomheder, siger Kim Ove Olsen.

Fonden CAT Invest Zealand er foreløbig etableret med et kapitalgrundlag på 30 mio. kr. fra EU's Regionalfond, 30 mio. kr. fra Region Sjælland og 7,5 mio. kr. fra Økonomi- og Erhvervsministeriet. Fonden vil samarbejde med både private investorer og Vækstfonden og vil på den måde kunne tilføre yderligere investeringsmidler til sjællandske virksomheder.

Yderligere oplysninger:
Steen Bach Nielsen, Formand for Vækstforum Sjælland, Tlf.:30 61 64 46
Kim Ove Olsen, Administrerende direktør, Forskerparken CAT, Tlf.: 40 40 38 38

Relevant information

http://www.regionsjaelland.dk


Pressekontakt


Firma

Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø, Danmark

  30844372
  30844372

http://goo.gl/mf3zKM

Modtag nyheder fra Region Sjælland på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire