19/11-10
-
Pressemeddelelse
Gik over broen efter viden
Der var fint besøg fra både Europa-Parlamentet, Europa-Kommissionen og vores tyske naboer, da Region Sjælland i går var vært ved en stor konference, der havde fokus på mulighederne i EU's seneste politik for Østersø-området.
Målet med konferencen, som blev holdt i Maribo, var at sætte fokus på de muligheder og udfordringer, som regionen står overfor, når den nuværende programperiode slutter i 2013.
Udgangspunktet for debatten var den merværdi, som de grænseoverskridende projekter bidrager med. Projekterne blev præsenteret med udstillinger og konkrete eksempler, og det gav alle de inviterede politikere og projektaktører rig lejlighed til at debattere hele Femern Bælt-regionens muligheder i fremtiden.
Før deltagerne på konferencen nåede så langt, måtte de - bogstavelig talt - gå over broen efter viden.
Den mentale bro
Det var Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland-Falster (CELF), der leverede den fysiske bro for konference-gæsterne. Broen blev i efteråret lavet af lærlinge fra CELF og fra Lübeck i et tæt samarbejde - som en del af EU-projektet ArTeMa.
- Når Femernforbindelsen er færdig i 2020 bliver det ikke kun nemmere at komme fra Danmark til Tyskland. Vi kommer også mentalt tættere på hinanden. Og det er vigtigt at arbejde med det allerede nu. Så når tyske og danske lærlinge arbejder sammen, lærer de hinandens kultur og arbejdsmetoder at kende, og så er de måske ikke så nervøse for at tage arbejde i et andet land, forklarer projektchef Svend Erik Jessen fra CELF.
Hvad med fremtiden?
- ArTeMa er et af mange projekter, der er støttet af EU's Interreg-program for Femern Bælt regionen. Men selv om der er mange gode projekter, er det vigtigt, at vi fortsat står sammen om at sikre midler til de grænseoverskridende programmer efter 2013 udtaler Flemming Stenild (SF), Region Sjælland.
- Europa-Kommissionen har netop i disse dage fremlagt et udkast, der peger på, at alle regioner skal have gavn af EUs regionalfonde, også de mere velstillede og det er positivt. Nu mangler vi blot at overbevise de nationale regeringer og her vil vi i Region Sjælland gøre en særlig indsats påpeger Flemming Stenild.
På Østersø-konferencen deltog blandt andre medlem af Europarlamentet Anne E. Jensen (V).
Efter selve konferencen havde deltagerne mulighed for at udveksle projektidéer og finde nye projektpartnere til fremtidige spændende Interreg-projekter.
Yderligere oplysninger:
Regionrådsmedlem Flemming Stenild, Tlf.: 21 68 25 36
Konsulent Kirsten Grunddal, Region Sjælland, Tlf. 57 87 57 68
Relevant information
http://www.regionsjaelland.dk