Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
08/08-13   -   Pressemeddelelse

Et klip ind i fremtiden

Kollektiv trafik i Region Sjælland har taget første skridt hen imod en ny dansk-tysk grænseregion uden barrierer.

Danmark og Tyskland rykker væsentligt tættere sammen i disse år på grund af det kommende byggeri af Femernbælt tunnelforbindelsen. Hvad de færreste danskere er klar over er, at optakten til den dansk-tyske forankring hen over Østersøen (helt specifikt: Femern Bælt) har været i gang i årevis.

Region Sjælland er en aktiv aktør i denne proces, og seneste tiltag er en tog/færge/bus-billet, som bryder grænsebarriererne ned. Danskere og tyskere kan nu rejse i dele af den nye grænseregion uden at bekymre sig om lokale billetsystemer og -takster.

Forberedelserne i fuld gang
"Når tunnelbyggeriet går i gang, forventer vi en øget arbejdspendling over bæltet, hvor den kollektive trafik gerne skal være et attraktivt alternativ til privatbilismen, og de muligheder arbejder vi med at forberede allerede nu", fortæller Steen Bach Nielsen, regionsrådsformand i Region Sjælland. Han er Danmarks førstemand i det dansk-tyske koordinationsudvalg Femern Bælt Komiteen, som har banet vejen for "Fehmarnbelt Ticket", Femern Bælt billetten.

Endnu er pendlertrafikken hen over bæltet beskeden, men turisterne rejser dagligt, og mange ansatte i offentlige og private organisationer samt skoleelever og unge under uddannelse krydser jævnligt grænsen i regi af forskellige dansk-tyske samarbejdsprojekter

Disse mange "netværks- og samarbejdspendlere" fra Nordtyskland, Sjælland og Lolland-Falster skaber indenfor bl.a. erhverv, fødevare, forskning og uddannelse lige nu vigtige erfaringer og relationer, som sikrer, at der står personer og organisationer klar på begge sider af bæltet til at udnytte mulighederne, så snart snoren i 2021 er klippet til 19 kilometer lynhurtig tog- og vejforbindelse.

Oplagt turismepotentiale
"Lige nu i ferieperioden har Femern Bælt billetten særlig relevans i forhold til danskere og tyskere, som har lyst til at tage en dag på opdagelse hos naboerne", fortæller regionsrådsformanden. Udbredelse af tyskernes kendskab til oplevelsesmulighederne på "den anden side" rummer et væsentligt potentiale for turisme- og kulturvirksomheder. Region Sjællands turisme-udviklingsorganisation, Østdansk Turisme har derfor i flere år samarbejdet med tyske søsterorganisationer med henblik på at kunne udnytte synergieffekterne i sammenkoblingen med det nordtyske område.

Med en samlet vurderet omsætning i den tyske del af Femern Bælt regionen (Kreis Ostholstein, Kreis Plön og Hansestadt Lübeck) på ca. 22 mio. euro og 73.000 turismerelaterede helårsjob og ca. tre gange flere overnattede turister end Region Sjælland (kilde: Fachhochschule Westküste, FHW, 2008) er mulighederne for en afsmittende effekt efter tunnelens indvielse værd at tildele opmærksomhed.

Turisme en vigtig samfundsfaktor i det nordtyske kystområde, og området er et kendt og yndet turistmål, primært blandt Tysklands ca. 83 millioner indbyggere. Tunnelen gør det utrolig nemt at kombinere ferien i Nordtyskland med en udflugt i Danmark, eller at flytte hele ferieopholdet til den anden side af bæltet.

Generation Et
Tunnelforbindelsen står klar i 2021, og Region Sjælland og Femern Bælt Komiteen forventer at sætte gang i en række øvrige tiltag indtil da. Mange aktiviteter er endnu at betragte som pilotforsøg eller spæde opstarter.

"Den nuværende Fehmarnbelt Ticket betragter jeg som "Generation Et" i forhold til udviklingen af et sammenhængende system for den kollektive trafik over grænsen. siger Steen Bach Nielsen.

Fakta om Fehmarnbelt Ticket:
Der er tale om en endagsbillet, som gælder fra Lolland-Falster til Lübeck via Rødby-Puttgarden overfarten og tilbage igen. I Tyskland gælder billetten i alle busser og regionaltog til og med Lübeck, men ikke i internationale tog. I Danmark gælder billetten til alle Movias busser på Lolland-Falster samt på Lollandsbanen, men ikke i DSB-tog. En dagsbillet for en person koster 250 kr., men for blot en halvtredser mere kan man købe en gruppebillet, der gælder for fem personer.
Fehmarnbelt Ticket kan købes i billetautomater på stationerne i Nakskov, Søllested, Maribo, Sakskøbing, Nykøbing F. og Rødby Færge samt i Movias webshop på www.moviatrafik.dk.
Derudover er billetten i sig selv symbolet på ønsket om et tættere forhold mellem den tyske og danske side.

Fakta om Femern Bælt Komiteen:
Femern Bælt Komiteen blev grundlagt i 2009 og er et fælles dansk-tysk rådgivnings- og koordinerings­udvalg i forhold til grænseoverskridende anliggender i Femern Bælt Regionen (Region Sjælland, Kreis Ostholstein, Kreis Plön og Hansestadt Lübeck). Komiteens formål er at understøtte og udforme udviklingen af Femern Bælt Regionen til en velintegreret og konkurrencedygtig region. Femern Bælt Komitéen blev grundlagt i januar 2009 og er et grænseoverskridende, dansk-tysk arbejds- og koordinerings-samarbejde i Femern Bælt-regionen. 

Komiteen består af 24 medlemmer, 12 danske og 12 tyske. Ud over politikere er også en række organisationer og foreninger fra grænseregionen repræsenteret..

Billedtekst:
Fehmarnbelt Ticket - et lille klip i bussen mellem Puttgarden og Neustadt eller Rødby og Maribo, men et vigtigt skridt i en tværnational integrationsproces.

For yderligere oplysninger, kontakt Regional Udvikling i Region Sjælland:
Chefkonsulent Lars Bosendal, labo@regionsjaelland.dk, telefon 29795140 (træffes ikke i uge 32)
Chefkonsulent Rene Lønnee, renelo@regionsjaelland.dk, telefon 30844372

Relevant information

http://goo.gl/mf3zKM



Billeder


Pressekontakt


Firma

Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø, Danmark

  30844372
  30844372

http://goo.gl/mf3zKM

Modtag nyheder fra Region Sjælland på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater