06/05-13
-
Pressemeddelelse
Få pulsen op på campingferien
Start bilen tidlig morgen og spis frokosten omgivet af bjergene i Harzen, den sydligste egn i Niedersachsen og Tysklands nordligste bjergområde. Så har I et perfekt udgangspunkt for en aktiv ferie med masser af naturoplevelser. Området hører til blandt de mest populære turismedestinationer i Europa, og det er ikke uden grund.
Slå f.eks. lejr på KNAUS Campingpark i Walkenried mellem byerne Goslar og Göttingen og spænd cyklerne af - eller lej dem på pladsen - og følg en af de utallige cykel- og mountainbikeruter, som Niedersachsen er kendt for. Kort over cykelruter, kan I få på campingpladserne eller hente online på www.ferie-niedersachsen.dk.
Eller flyt ind på femstjernede Campingpark Wiesenbeker, der ligger ved den smukke bjergsø Wiesenbeker Teich, som er den perfekte kulisse til løb, cykling og vandreture. Her kan I blandt andet også leje forskellige former for både samt dyrke beachvolley og mange andre sportsgrene.
Blot en halv times kørsel derfra finder I Nordtysklands højeste bjerg Brocken, hvor den populære vandresti "Heksestien" ("Harzer-Hexen-Stieg") løber. Om vinteren er Harzens idylliske sommerlandskab omdannet til et yndet skisportssted, så inden I forlader Harzen kan I med fordel udsøge jer den rette vintercampingplads. Så er planlægningen af vinterferien allerede halvt i hus. Om sommeren har I faktisk også mulighed for alpine aktiviteter på den store sommerkælkebakke i St. Andreasberg.
Oplev naturen på ebike
En halv times kørsel mod sydvest bringer jer til midten af Tyskland, som også er Niedersachsens sydligste by, Hann. Münden. En by, som allerede har haft besøg af mange danskere. Wesercamping Hemeln er et godt bud på et overnatningssted, og herfra kunne I for eksempel planlægge en længere cykeltur på en e-bike, cykel med elmotor.
Movelo er navnet på et netværk af e-bike ruter og udlejnings- og opladningsstationer. De er rigt repræsenteret i Niedersachsen og gør det muligt for alle at tage på længere cykelture.
Som så mange andre steder i Niedersachsen kan I også i nærheden Hann. Münden finde en golfbane, hvis I har taget køllerne med på ferie.
Vandsport i stride strømme
De færreste danskere tænker på Tyskland som et land med vand, men Niedersachsen byder på masser af vand - både ved de mange søer og ved den lange nordsøkyst. Tag vestpå til Lünne og find en plads på Campingplatz Blauer See, så finder I et slaraffenland for vandhunde - svømning, vandski, roning og windsurfing.
Der er også mulighed for at tage på fisketur. Turen til Lünne fra det sydlige Harzen tager godt tre timer, og I kan med fordel gøre holdt undervejs ved den historiske by Osnabrück undervejs. Her blev der i 1648 indgået den ene af de to fredsaftaler, som afsluttede den europæiske trediveårskrig.
Verdensnaturarv
Når I er fyldt op af vandaktiviteter ved Blauer See er det tid til nye aktive eventyr. Turen nordpå går langs grænsen til Holland og gennem det smukke landskab, som bliver fladere og fladere, efterhånden som I når den tyske Nordsøkyst. Blot to timer, så er I fremme ved Nordsee-Camp Norddeich, hvor I kan campere blot halvanden kilometer fra havet. Niedersachsens kystlinje rummer et stort vadehavsområde, som har status af UNESCO-verdensnaturarv.
Lidt længere mod øst ligger Strand- und Familiencampingplatz Bensersiel, og herfra kan I sejle til den populære ferieø Langeog. En smule længere mod øst, ikke langt fra Wilhelmshaven ligger Friesland Camping. Et godt udgangspunkt for et besøg i den imponerende havneby og en udflugt til Pferdehof Nauens - et af de mange steder i Niedersachen, hvor hesteinteresserede kan få deres lyst styret. Der findes rigtig mange rideruter i Niedersachsen, og mange ridecentre tilbyder ophold til turister med hest, men der er også gode muligheder for at leje en hest.
Fra trækroner til kurbad
Ikke langt herfra ligger Kletterwald Nord, hvor I kan klatre i træer og prøve de mange forskellige parkourbaner. Og hvis det giver blod på tanden til mere klatring i træer, så finder I hele 64.000 kvadratmeter klareskov i Tree Trek ved Bad Bevensen syd for Lüneburg, cirka tre timers kørsel østover forbi Bremen. En hel kilometer klatresti under trækronerne og med lange svævebaner undervejs. Alt sammen selvfølgelig med sikkerhedsudstyr og sikkerhedsnet.
Efter eventyret i trækronerne kan I for eksempel campere i nærheden på Campingplatz Brunautal am See midt i hedelandskabet. I kan også køre lidt sydligere til Kur- und Feriencamping Röders. Herfra er der god mulighed for at få blødt musklerne op efter de mange aktive dage på cykelstierne, i bjergene, i søerne, i havet og i træerne. Det sker i kur- og wellnesscentret Soltau-Theme i Soltau.
Her finder I dampgrotte, forskellige saunaer, spabade, massage, wellness, fitness og en lang række andre wellnessmuligheder. Efter en god nats søvn på den prisvindende campingplads har I sikkert ikke lyst til at tage hjem igen, men hvis det nu ikke kan være anderledes, så trøst jer med, at køreturen til den danske grænse kan overstås på under tre timer.
FAKTA
Niedersachsen - Utallige muligheder fra heden til Harzen
Blot et par timer fra Danmark ligger indgangen til et væld af kvalitets-ferieoplevelser for enhver smag. Ikke uden grund er turismen i den tyske delstat Niedersachsen i vækst, og Niedersachsen hører da også til i toppen blandt turisternes foretrukne delstater.
Niedersachsen er med sine 47.000 kvadratkilometer en god del større end Danmark. Masser af plads, og masser af muligheder. For familier, par, ældre, motionsentusiaster, naturelskere, wellness-jægere - der er noget for alle.
Vedhæftede fotos er til fri afbenyttelse i forbindelse med denne artikel.
0552:
Nyd Harzens smukke udsigter i Niedersachsen.
0409:
Den smukke bjergsø Wiesenbeker Teich ved Bad Lauterberg.
0456:
Niedersachsen tilbyder alle muligheder for en aktiv ferie.
Dansk pressekontakt:
First Link +45 3696 0700
Relevant information
http://www.ferie-niedersachsen.dk
Firma
TourismusMarketing Niedersachsen GmbH
Essener Str. 1
30173 Hannover,
Danmark
+49 (0)511/270 488-16
+49 (0)511/270 488-16
http://www.ferie-niedersachsen.dk
Modtag nyheder fra TourismusMarketing Niedersachsen GmbH på mail
Tilmeld dig her