Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/05-13   -   Pressemeddelelse

Hver anden kommune: Overvægtige børn og unge ikke vores ansvar!

Til trods for at hvert femte barn i Danmark vejer for meget og kun en ud tre dyrker nok motion, har hver anden kommune ikke noget tilbud til de overvægtige børn og unge.

Foreningen FitforKids, der arbejder med sundhedsforløb til børn, har foretaget en rundringning til samtlige kommuner i Danmark og spurgt hvilke tilbud kommunen har til overvægtige børn mellem 7 og 15 år.
Svaret er nedslående; hver anden kommune har slet ikke noget tilbud!

Heldigvis er det ikke alle kommuner, der giver de overvægtige børn en kold skulder: En femtedel af kommunerne har det, man kalder fuldt tilbud med kostvejledning, motion, coaching og motivationsprogram.

Den store forskel på kommunernes tilbud overrasker stifter af Foreningen FitforKids, Pelle Plesner: "Når hver anden kommune ikke har et tilbud, kunne det selvfølgelig være, fordi kommunerne generelt ikke føler noget ansvar for de overvægtige børn. Men det forklarer jo ikke den store forskel; hvorfor har nogle kommuner næsten forkromede tilbud mens andre ikke har noget overhovedet? Kommunale tilbud til borgerne plejer jo at minde bare lidt om hinanden. Det er jo ikke normalt sådan, at i den ene kommune er der hjemmehjælp i mange timer hver dag og i den anden kommune er der ingenting?!"

De manglende tilbud må ses i lyset af at børnevelfærden i Danmark er faldet støt siden årtusindeskiftet. I en rapport fra april 2013 om børns velfærd i 29 vestlige lande afslørede UNICEF, at Danmark var røget ned fra en pæn 4. plads til en skuffende 11. plads og lå nummer chokerende næstsidst på børnemotion - langt efter Sverige, Norge og Finland. De sundhedsmæssige konsekvenser af en usund livsstil er igen og igen blevet dokumenteret af den ene videnskabelige undersøgelse efter den anden samtidig med, at de positive effekter af motion på f.eks. indlæringsevne og koncentration er blevet bekræftet lige så ofte - senest ved en stor undersøgelse af 8000 skolebørn i Århus.

Når Kommunernes Landsforening skal pege på løsninger rettes fingeren ofte mod forældrene og folkeskolen. Men alle videnskabelige erfaringer peger på, at livsstilsændringer hos børn kræver multifaktorelle interventioner, altså sundhedsforløb, der kombinerer kostvejledning, motion, coaching og motivation; de kan ikke klares med en lejlighedsvis hinkediktat og lidt ekstra løb i 10-frikvarteret.

Pelle Plesner forklarer: "Vi kommer ikke uden om at etablere et nationalt permanent tilbud i samtlige kommuner målrettet overvægtige og inaktive børn og unge, hvis vi virkelig vil give børnesundheden et løft - og hvorfor skulle vi som samfund, forældre og politikere ikke ville det?"

Og Pelle Plesner fortsætter: "I FitforKids er dét vores mission; at få skabt et permanent nationalt tilbud med træning, kostvejledning og motivation til inaktive og overvægtige børn og deres familier. Det er vores håb, at kommunerne vil have lyst til at åbne mere op for samarbejdet med de frivillige foreninger, for når det kommer til at tilrettelægge idræts- og fritidsaktiviteter på børnenes betingelser, så kan de frivillige foreninger noget som det offentlige system har sværere ved. Men først og fremmest skal kommunerne starte med at sige "Ja - de overvægtige børn og unge er også vores ansvar!" så er jeg sikker på, at vi som samfund kan lykkes med at vinde over fedmeepidemi og inaktivitet og give børne/unge-sundheden et fantastisk løft!"


Relevant information

http://www.fitforkids.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

FitforKids
Finsensvej
2000, Danmark

  70702920
  70702920

http://www.fitforkids.dk

Modtag nyheder fra FitforKids på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire