08/02-08
-
Pressemeddelelse
Frieri går amok i februar 2008
Februar forventes at blive den måned i 2008, hvor frieriet går amok. Det skyldes dels Valentinsdag, men især at 2008 er et skudår. En tradition, som går helt tilbage til 1200-tallet, siger nemlig, at kvinder har lov til at fri på skuddagen - og hvis den udkårne takker nej til frieriet, skal han som straf give kvinden 12 par handsker.
Det er oftest manden, der frier, og Valentinsdag d. 14. februar er dagen til at tage nye skridt i forholdet til det modsatte køn - hvis han er glad for én, kan han invitere hende ud og spørge, om hun vil være kærester, og er man allerede kærester, er det oplagt at benytte Valentinsdag til et frieri. Derudover byder år 2008 på en skuddag, og det giver kvinderne en usædvanlig god anledning til at tage sagen i egen hånd.
"Normalt er jule- og nytårsaften de mest populære dage at fri på, mens Valentins dag kommer ind på en fjerdeplads. I år kommer skuddagen så som en joker oveni. Derfor forudser vi, at februar helt ekstraordinært vil overgå december og blive den måned med flest frierier," siger bryllupsekspert Anette Balle fra Danmarks største bryllupssite, Bryllup.dk.
Næsten sikker på et JA
Mange tror, at skuddagen er den 29., men det er faktisk den 24. februar - og selv om den 24. februar findes i alle år, er det altså kun i skudårene, at traditionen står ved magt. De mænd, der ikke får taget sig sammen til at komme ned på knæ til Valentinsdag, kan således blive overraskede blot ti dage senere.
"Vores brugerundersøgelser viser, at frieriet kommer fuldstændigt bag på næsten hver anden, der bliver friet til. - Men der må helt klart være tale om en positiv overraskelse, for vi kan også se, at 9 ud af 10 øjeblikkeligt og uden tøven siger "JA" til frieriet. Og når de har sundet sig lidt, synes langt de fleste faktisk, at frieriet kom på det rigtige tidspunkt eller endda lidt for sent. Det er under fem procent, der oplever, at et frieri kommer for tidligt," fortæller bryllupsekspert Anette Balle.
Data fra bryllupsportalen Bryllup.dk viser i øvrigt, at to ud af tre synes, det er noget gammeldags pjat at bede den tilspurgtes forældrene om lov. Kun hver femte frier følger dén tradition - og gør det mest for sjov. Tre fjerdedele af de kommende brudepar bor i forvejen sammen som kærester før frieriet, og på spørgsmålet om, hvorfor de vælger at blive gift, svarer fire ud af fem, at de udelukkende gør det for kærlighedens skyld. Mindre end 10 procent bliver gift alene af praktiske årsager.
Fra frieri til bryllup
Knap 7000 brugere af Bryllup.dks WeddingTools i 2006 og 2007 har oplyst, hvordan de har grebet bryllupsplanlægningen an. Disse data viser følgende top 10 over de første ting, det kommende brudepar foretager sig, efter frieriet:
1. Fastsætter vielsesdato
2. Laver bryllupsbudget
3. Laver huskeliste opdelt i måneder
4. Vælger vielsestype (borgerlig eller kirke)
5. Bestiller festlokaler
6. Laver gæsteliste og vælger toastmaster
7. Bestiller bryllupsfotograf
8. Bestiller underholdning
9. Laver ønskeliste og vælger gavekoordinator
10. Vælger brudepiger, bestman og forlover
Relevant information
http://www.bryllup.dk