16/12-10
-
Pressemeddelelse
Børglum Kloster · fortid · nutid · fremtid
Børglum Kloster · fortid · nutid · fremtid
- den første store bog om 1000 års nordjysk Danmarkshistorie.
For tusinde år siden gav vendelboerne Kongen et ultimatum: Forsvind eller dø!
Kongen - Knud den Hellige - flygtede, men fandt alligevel sin banemand i Odense Domkirke.
Hvilket dog ikke svækkede nordjydernes manglende vilje til skattebetaling til kongemagt og stat.
Med denne markante detalje fra år 1086 begynder historien om Børglum Kloster - kongsgården,
der blev både bispesæde og munkekloster, før Reformationen blev startskud til en ny æra.
Fra 1669 har stedet været privat herregård og siden 1835 ejet af slægten Rottbøll.
Bogen fortæller de tusinde års historie - en cocktail af griske biskopper, frygtede herremænd, verdensarkitektur, brevbomber, spøgelser, kærlighedshistorier, markante kvinder, excentriske godsejere og moderne landbrug og turisme.
Gennem breve og dagbogsoptegnelser giver bogen et enestående indblik i livet hos det bedre borgerskab op gennem det meste af 1800-tallet og et par årtier ind i 1900-tallet. Det var dengang, tyende stadig var en del af hverdagen. Således skrev politikerhustruen, Rosalie Rottbøll, i sin dagbog omkring 1910:
Eleven gør straks om Morgenen Ild på. Går ind i Soveværelset med Godsejerens Kaffeapparat. Bordene i Køkkenet faar en hastig Aftørring, Gulvet vaskes over, Kaffen drikkes, hvorpå brune Gang rengøres, tørres Støv af, feje nyt vådt Sand på og vaskes, til daglig fra Soveværelset og op til Trappen. I Spisestuen vasker Eleven Gulvet over, og går derpå til Hønsene, fodrer dem og lukker op. Fejer Hønsehuset, strør Sand. - Når Brænde og Vand er båren op fejes Trappen, strør Sand.
Eleven gør muligen Grønsager i Stand, skræller Kartofler, vasker op. - Kl. 11½ fyldes den fritstående Gryde med Vand - lægges Ild under, benyttes til Opvasken efter Middagen.
Eleven tager straks fat på Opvasken, Køkkenets Ordning, som kan gøres ordentligt og være færdig omkring Kl. 3.
Extra Arbejde:
Mandag lægges rent Hø i Rederne, Hønsenes Truge, Kyllingernes Bure og Truge skrubbes.
Tirsdag vaskes W.C. på Munkegangen og brune Gang.
Onsdag skures Trappen ned. Gulvet i Spisestuen vaskes godt i Sodavand (vand, tilsat soda, red.). Bordene i Køkkenet skures godt og blanke Ting poleres.
Torsdag vaskes eller skures Loftstrappen.
Fredag gøres godt rent i Spisestuen. Med Stuepigens Kakkelovnsklud gnides Kakkelovnen og Forsætteren godt af. Med Panelkluden tørres Vindueskarmene, Dørene og Panelerne af på alle Kanter. Tæppet tages ud og bankes, alle Stolene sættes sammen to og to, hvorpå Gulvet børstes i tyndt Sæbevand. W.C. gøres rent og Munkegang, hvor Døre, Fodlister og Vindueskarme fejes med vådt Sand. Kælderen ses efter, Bordene og Flueskab skures og vaskes 1 gang ugentlig. Vindueskarme fejes med vådt Sand. Gulvene skures hver 14 Dag, enten Torsdag eller Fredag, som Tiden falder bedst. Elevværelset gøres rent.
Lørdag må Eleven stå op 1 Time før normalt. Komfuret samt Kedlen børstes. Fejes ud med lange Kost. Alt malet Træ sæbes af og alt hvidt skures. Grydeskeer og Spiseskeer. Skabene efterses, om tiltrænges rent Papir. Gulvet og Stenene børstes, alt blankt poleres. Kaffekande og Thepotte koges ud i Sodavand. Trappen ned skures. Brune Gang tages straks om Morgenen, fejes, tørres af med våd Klud.
Skabet skures indvendigt og Gulvet vaskes.
Men bogen er også en beretning om katolske biskoppers udnyttelse af vendelboerne, om en enestående arkitektur og om den smukke malerpige, Marie, der i 1887 under et sommerophold på Børglum Kloster malede nogle af sine bedste malerier - mens arvingen til stedet, Jens Rottbøll, forelskede sig og friede til hende. Han fik en kurv, forblev i sit ægteskab og fortsatte med at ride rundt, bevæbnet med revolver, så han kunne skyde løse hunde! Mens hun giftede sig med P. S. Krøyer.
I dag ejes Børglum Kloster af femte generation, Anne og Hans Rottbøll, der ud over landbruget har gjort turisterhvervet til en indtægtskilde med rod i historien - som i øvrigt har fået TV2 til at vælge stedet som centrum for optagelserne af julekalenderen 2011. De optages i begyndelsen af næste år.
Børglum Kloster · fortid · nutid · fremtid er skrevet af journalist og forfatter Birthe Lauritsen, og billederne i den rigt illustrerede bog på 252 sider er taget af fotograf Lars Horn.
Bogen er udgivet af Puella's Edition og koster 399 kroner.
ISBN: 978-87-91540-39-4. Kan købes hos boghandlerne, en række museumsbutikker og på www.puella.dk
Relevant information
http://www.puella.dk
Firma
Puellas Edition ApS
Canada 10
9460 Brovst,
Danmark
98 23 09 43
98 23 09 43
http://www.puella.dk