12/05-09
-
Pressemeddelelse
Virksomheder skal lære at samarbejde på tværs
"Et fantastisk projekt med masser af potentiale" - hvor har man hørt det tit! Der sker bare ikke rigtig noget, projektet er løbet tør for innovation. I sådanne tilfælde kan man tage den sociale platform WeCollaborate i brug.
WeCollaborate er et internetbaseret community, hvor man kan oploade sit projekt og finde samarbejdspartnere, viden og inspiration til nye tværgående projekter. Man kan holde sit projekt lukket for andre, eller man kan lade det være åbent for alle medlemmer af WeCollaborate, ligesom man kan invitere nye sparringspartnere ind på den sociale platform, som WeCollaborate er.
Pouline Middleton, direktør i Crossroads Copenhagen og arrangør af netværket Mobile Monday, hvor WeCollaborate forleden blev præsenteret, udtaler:
"Når man har et projekt, er det ikke altid defineret. Det er en proces, der begynder med en ide, som så bliver kvalificeret og skåret til hen ad vejen. Sådan arbejder vi ofte med vores medlemmer og samarbejdspartnere i Crossroads Copenhagen, og WeCollaborate er et værktøj, der kan styre denne proces, og derfor har vi stor gavn af at bruge WeCollaborate."
Men it og internet kan ikke afløse behovet for at mødes i den fysiske verden. Henrik Kærgaard, udviklingsdirektør i NIRAS, udtaler:
"Innovation foregår i mødet mellem virkelige mennesker, deltagerne skal være fysisk sammen på særligt kritiske stadier af innovationsprocessen. Men et egnet it-system til informationsudveksling og dialog mellem de fysiske møder er meget nyttigt. I øjeblikket findes der efter vores opfattelse ikke et sådant egnet it-system på markedet, og her mener vi, at tankerne bag WeCollaborate tegner meget lovende."
Presseinformation
Crossroads Copenhagen er en forening, der arbejder med at gøre Ørestad Nord til et internationalt udviklings- og videncenter. Foreningen igangsætter og understøtter banebrydende uddannelses-, udviklings- og forskningsprojekter, der bygger på interaktionen mellem nye livsformer og teknologianvendelsen i netværkssamfundet.
www.crossroadscopenhagen.dk
Mobile Monday er et internationalt netværk, der findes i flere end 70 lande. Mobile Monday er et forum, hvor repræsentanter fra teleindustrien kan møde kreative virksomheder og forskere.
I Danmark er det Crossroads Copenhagen, der står for organiseringen af Mobile Monday, som afholdes den første mandag i måneden.
På arrangementerne er der foredrag om de nyeste trends og forretningsstrategier.
www.mobilemonday.dk
www.mobilemonday.net
Relevant information
http://www.mobilemonday.dk