18/12-09
-
Pressemeddelelse
Yassine Ben Hamouda ny direktør og medejer i Dansk Bygningskontrol A/S
Tidligere medejer og direktør i Ulrichsen Skadeservice, Yassine Ben Hamouda, er netop tiltrådt som adm. direktør og medejer i Dansk Bygningskontrol A/S. Hans virksomhed Fionia Rental A/S, der råder over 1800 affugtere til udlejning bliver på samme tid en del af Dansk Bygningskontrol A/S.
Yassine Ben Hamouda og hans daværende partner, Martin Næve, solgte i 2007 Ulrichsen Skadeservice til Skadeservice Danmark A/S for 49,8 millioner kroner. Salget underlagde dem begge en konkurrenceklausul på 2 år, og tiden har Hamouda brugt på at starte og drive Fionia Rental A/S.
Hamouda har 17 års erfaring i skadeservice-branchen, hvor han startede med at svinge kost og spand i Skadeservice Danmark A/S og arbejdede sig op til at fungere som skadeleder og senere som afdelingsleder i 14 år. I 2004 købte Næve og Hamouda Ulrichsen Skadeservice med hjælp til finansieringen fra den daværende ejer.
Ulrichsen Skadeservice gik under Hamouda og Næves ledelse fra en årlig omsætning på 33 millioner til 72,5 millioner i de efterfølgende år, og Skadeservice Danmark A/S begyndte at vise interessere for at købe virksomheden. Skadeservice Danmark A/S overtog virksomheden d. 1. juli 2007, og de nye ejere valgte ikke at gøre Hamouda og Næve til en del af den nye konstellation.
I dag er Hamouda tilbage i skadeservicebranchen nu som direktør og medejer af det nyeste skud på stammen - Dansk Bygningskontrol A/S, der arbejder på at blive landsdækkende ved udgangen af 2010. Virksomheden har i dag centre i Hillerød, Hvidovre, Struer og Ringsted, hvor de beskæftiger 50 medarbejdere.
Relevant information
http://www.bygningskontrol.dk