03/02-09
-
Pressemeddelelse
I dag sættes .tel-domænet til salg
Det nye .tel-domæne er et slags globalt, online visitkort, og domænet sættes til salg i dag 3. februar kl. 16 dansk tid, men det bliver kun en succes, hvis både private personer, virksomheder og offentlige myndigheder tilmelder sig i stor stil, og det kommer næppe til at ske.
.Tel er ikke til hjemmesider
Domæner angiver som regel en tilknytning til et land (fx ".dk" for Danmark) eller en branche (fx ".org" for organisationer). Helt anderledes forholder det sig med .tel-domænet, der er et slags visitkortsdomæne: et kartotek over kontaktoplysninger.
.Tel bygger slet ikke på hjemmesider, og man kan ikke gemme et websted her. Når man registrerer et .tel-domæne, skal man blot udfylde en blanket med kontaktoplysninger, som så bliver gemt direkte på DNS'en (navneserveren), og ikke på en webserver. Det betyder, at man ved at taste "jensjensen.tel" på sin mobiltelefon får returneret nummeret på ham og muligheden for at ringe op. Så må man bare håbe, det er dén Jens Jensen, man kender, der har registreret .tel-domænet.
Hos NETsite, der bl.a. arbejder med hosting, virtuelle servere og domæner, vurderer direktør Christian Reupke, at hvis .tel får succes, bliver det i bedste fald et tilgængeligt og nyttigt online visitkort-kartotek, der kan tilgås fra kommunikationsenheder med internetadgang. Hvis tilslutningen forbliver lav, er .tel-domænet at sammenligne med en tynd og forældet telefonbog, som man slår op i enkelt gang eller to.
Venter på masserne
.Tel-domænet er blot et blandt en række fænomener i den virtuelle verden, der venter på massernes tilslutning, foruden hvilken de ikke bliver en succes. Mellemvejen findes ikke. Andre eksempler er "OpenID", et gratis online, single sign on-værktøj.
Mere funktionel er ".mobi": Hvis man fx taster bmw.mobi, kommer man til bmw's website for mobile enheder. Jo flere, der udvikler mobi-domæner, jo mere sandsynligt er det, at man forsøger sig med denne endelse, når man vil browse via sin mobiltelefon.
Eftersom .tel er en slags telefonbog eller et online kartotek over visitkort, vil det kun blive interessant, hvis tilslutningen bliver massiv. Salgschef i NETsite, Caspar Milan Nielsen, tror ikke på, at tilslutningen bliver tilstrækkelig stor. NETsite planlægger derfor ikke p.t. at registrere .tel-domæner for kunder, når landrush-perioden begynder 3. februar. - Men vi holder selvfølgelig øje med domænet og dets popularitet, siger Caspar Milan Nielsen.
Fakta: .tel i Danmark
Telnic (www.telnic.org) er den ansvarlige registrar for .tel. Udrulningen i Danmark er som følger:
3. december 2008: Sunrise-periode: virksomheder med registrerede varemærker kunne registrere .tel-domæner.
I dag, 3. februar 2009, kl. 15 GMT (kl. 16 dansk tid): Landrush-periode: Alle virksomheder og private kan ansøge om .tel-domæner til en forhøjet afgift.
24. marts 2009: Alle kan købe .tel-domæner til normal pris.
Om NETsite
NETsite blev stiftet på Falster i 1998 af Christian Reupke, og virksomheden blev omdannet til A/S i 2000 og flyttede samtidig til København. NETsite er en hostingvirksomhed, der udbyder webhoteller, domæner, virtuelle servere, online-backup og mailscannere. NETsite har kontor på Store Kongensgade i København, mens serverne står hos Interxion i Ballerup, som er et datacenter af højeste standard. NETsite er i fortsat vækst og er specialister i virtualiserede servere, der gør det muligt at køre forskellige operativsystemer og applikationer på samme server.
Relevant information
http://www.netsite.dk
Firma
NETsite A/S
St. Kongensgade 62 A, 3.
1264 København K,
Danmark
28 57 60 47
28 57 60 47
http://www.netsite.dk