17/07-06
-
Pressemeddelelse
Maritimt internet i det sydfynske ø-hav
ØNet, MF Højestene og Ærøfærgerne A/S har indledt et samarbejde om levering af internetadgang på færger, som besejler ruterne i det sydfynske ø-hav. I første omgang vil det være på færgen MF Højestene, at pendlere og andre rejsende tilbydes internetadgang under den knap 1½ time lange overfart.
Især hos pendlerne er der et stort ønske om at kunne komme på internettet, idet sejltid på den måde kan konverteres til arbejdstid. Besvarelse af e-mails, arbejde online på databaser, møde-booking og andre opgaver, der kræver opkobling til internettet, kan nu gøres "on the move".
Det er både let og hurtigt at få adgang til internettet. Man skal blot vælge, hvor lang tid man vil være på nettet og derefter betale online med sit kreditkort.
Torben Vestergaard, direktør for ØNet, fortæller, "at samarbejdet med MF Højestene og Ærøfærgerne A/S er kommet i stand, fordi der både fra pendlere og rederierne bag ruterne længe har været et ønske om at kunne komme på internettet under overfarten", og Torben Vestergaard fortsætter: "Da ØNet i forvejen dækker det sydfynske ø-hav med trådløst bredbånd, var det naturligt også at koble færgerne på".
Løsningen, der giver internetadgang på færgerne, bygger på en platform fra Alvarion, der er verdens førende producent af WiMAX- og BWA-udstyr. Alvarion distribueres af UpGrade Communication A/S, der er ene-distributør af Alvarion på det skandinaviske marked. Design af løsningen er sket i tæt samarbejde mellem ØNet og UpGrade Communication A/S, og bygger på et antal landbaserede sendepunkter der bevirker, at færgerne under overfarten roamer fra sendepunkt til sendepunkt.
"Samarbejdet med ØNet om levering af internetadgang til færgeruterne er perspektivrigt" udtaler Lars Klaris, Country Manager for UpGrade Communication A/S, og siger endvidere: "MF Højestene og Ærøfærgerne A/S har bogstavligt talt udstukket kursen for fremtidens løsning, når det gælder om at være online på farten. Og med WiMAX kan vi levere internetadgang, ikke bare til færger, men til alle forretningsområder, hvor der stilles krav om mobilitet og stor båndbredde."
Om ØNet
ØNet leverer trådløst bredbånd til private og virksomheder som bor i, og omkring det sydfynske ø-hav. ØNet er områdets største ISP'er, og med en omfattende portefølje af tjenester og levering af båndbredder på op til 20Mbit, er ØNet i stand til at dække alle behov, der stilles til effektive internetforbindelser.
###
Om UpGrade Communication
UpGrade er leverandør af bredbånds- og infrastrukturløsninger med fokus på trådløse, fiber- og DSL-baserede netværker - samt relevante services som site surveys, radioplanlægning, projektstyring, teknisk support, uddannelse og vedligeholdelse til systemintegratører, operatører og ISP'ere i Skandinavien. UpGrade Communications hovedkontor er beliggende i Lund i Sverige og regionskontorer i Danmark og Norge varetager salg og tekniske support i de respektive lande. UpGrade Communication har siden 1999 været et 100 % ejet datterselskab i den svenske DORO-koncern. Yderligere information om UpGrade Communication fås på www.upgrade.dk
Relevant information
http://www.upgrade.dk
Firma
UpGrade Communication A/S
Sluseholmen 2-4
2450 København SV,
Danmark
43 43 95 90
43 43 95 90
http://www.upgrade.dk