18/03-11
-
Pressemeddelelse
Verdens andenbedste springrytter gæster sensationelt Danmark
Det er ikke kun de danske topryttere som har sat kryds i stævnekalenderen fra den 19. maj. Som noget af et scoop kan publikum og arrangører af First Horse Grand Prix sensationelt se frem til at opleve verdens anden bedste springrytter, nemlig det unge talent Abdullah Al Sharbatly fra Saudi-Arabien, til start i Bernstorffsparken.
- Vi har længe krydset fingre men i dag blev det så officielt at han deltager, fortæller en glad Show director for CSIO-stævnet, Niels-Ulrich Pedersen.
Den unge rytter vandt sensationelt sølv ved Verdensmesterskaberne i 2010 i Kentucky, og skrev sig samtidigt ind i historiebøgerne som den første rytter fra mellemøsten, der nogensinde er kommet i top fire til et verdensmesterskab. Med nogle af verdens absolutte topnavne, som svenske Rolf-Göran Bengtsson og schweiziske Pius Schwizer, er den danske spring-elite sikret maksimal konkurrence - og publikum fuld valuta for entrébilletten.
Troensegaard satser på comeback
Også på dressur-fronten er ambitionerne i top, når det gælder deltagerlisten. Både Andreas Helgstrand og Natalie zu Sayn-Wittgenstein kan opleves i aktion i de store klasser, men også Anne Troensegaard melder nu klar til start på vallakken Seduc, som siden Verdensmesterskaberne i Kentucky har bøvlet med at blive helt klar efter nogle ærgerlige hovbylder.
- Seduc fik skoene af straks efter hjemkomsten fra Kentucky, smeden vurderede at hvis hovene skulle blive 100% i orden, så havde de brug for hvile - der var simpelthen ikke mere horn at slå søm i, fortæller Anne Troensegaard. - Han har arbejdet let over vinteren, men fik først sko på igen i januar, og så begyndte vi lige så stille at gå rigtigt i gang igen.
Troensegaard har også selv været sat tilbage selv, idet hun kort før jul styrtede med en hest, og brækkede kravebenet. - Det var et ærgerligt uheld, men jeg har heldigvis ingen mén, så nu burde vi begge være klar til at komme tilbage i topform igen, meddeler hun.
First Horse Grand Prix bliver vores første udendørs stævne i denne sæson, og faktisk har Seduc kun været til start i Bremen efter WEG i Kentucky. I Bremen var det indendørs, hvilket Seduc aldrig har været helt glad for, så han var meget spændt. Nu afventer vi udendørssæsonen og målet at komme til start i Bernstorffsparken i maj, og forhåbentlig gøre det lige så godt som sidste år.
Anne har udover Seduc, også en 9-års yngre hest på vej frem, nemlig Dream On F. Han gik nogle gode ture i Middelsvær-klasserne sidste år, men desværre var der jo så meget fokus på Seduc at Dream blev andenprioritet.
Målet i år for Dream er at han skal gå nogle lille-turs klasser, og måske han også kommer med ind og prøve den internationale atmosfære til First Horse Grand Prix.
Særligt stemningen, fremhæver Anne som noget særligt ved stævnerne i Bernstorffsparken: - Det er meget smukke rammer og der altid lagt et stort arbejde i at få stævnet til at fremstå så både hyggeligt og professionelt som muligt.
- Jeg glæder mig altid til at ride i Bernstorffsparken, måske det er særligt fordi det er så tæt på byen, men jeg har også så mange gode minder fra stævnerne derinde på min gamle hest Gizmo - så nu satser jeg naturligvis på at Seduc kan videreføre den tradition, fortæller Anne afslutningsvist.
First Horse Grand Prix arrangeres af Sportsrideklubben og afholdes i Bernstorffsparken i to weekender i maj måned.
Første weekend fra den 19.-23.maj står programmet på CSIO-internationel springstævne, og den efterfølgende weekend fra den 27.-29.maj på CDI-international dressurstævne.
Se mere information og følg nyhederne om First Horse Grand Prix på www.firsthorsegrandprix.dk eller på www.facebook.com/spr.dk
Relevant information
http://www.firsthorsegrandprix.dk/