25/03-09
-
Pressemeddelelse
Dansk diodelys i verdensklasse
Lysdioder er fremtidens lyskilde, men de bruges dog stadig ikke i kontor- og boligbelysning. Efter flere års udvikling har lysarkitekt Asger Bay Christiansen nu fundet hemmeligheden bag godt diodelys. Dermed er vejen banet for, at dioder for alvor kan erstatte glødepærerne.
Ved at tage udgangspunkt i øjets behov i stedet for teknik, er det lykkedes lysarkitekt Asger Bay Christiansen at udvikle en serie af lysdiodelamper, der har samme lave strømforbrug som sparepærer, men som afgiver lys af langt højere kvalitet. Så højt, at dioderne nu er tæt på at være lige så gode som traditionelle glødepærer.
Hemmeligheden består i at kombinere dioder i forskellige farver og styre dem efter en ganske særlig metode, som kun Asger Bay Christiansen og nogle få samarbejdspartnere kender. Resultatet er en lyskilde, der har potentiale til at lægge både glødepærer og sparepærer i graven.
- Vores nye diodelamper bruger kun 11 watt, men er både i kvalitet og lysstyrke næsten på højde med glødepærelamper, der bruger over fem-seks gange så meget strøm. Der er tale om en lyskvalitet, der er radikalt bedre end den, man får fra sparepærer med samme energiforbrug, siger Asger Bay Christiansen, der har over 30 års erfaring på området.
Variabel farvetone
Som noget helt nyt kan farvetonen i diodelampernes lys varieres. Hænger man for eksempel en af lamperne op over et spisebord, kan lysets farvetemperatur gøres ´varmere´, når der skal spises, og ´køligere´ når der skal arbejdes koncentreret ved bordet. Uanset hvordan man regulerer lyset, bibeholder det sin høje kvalitet.
- Det største problem med lavenergilys er, at det ofte virker for koldt. På vores breddegrader foretrækker vi lunt lys, fordi det får et rum til at virke varmere, end det egentlig er. Lyset fra vores diodelamper kommer fra en kombination af dioder i flere farver. Ved at skrue op og ned for de forskellige dioder, kan lyset gøres varmere, så det passer perfekt til hygge og spisning, siger Asger Bay Christiansen. Reguleringen udføres ved hjælp af en lille drejeknap.
Levetid: Over 25 år
En anden væsentlig fordel ved lysdioder er, at de har en meget lang levetid. Dioderne i lamperne fra asger bc LYS har en levetid på op til 50.000 timer. Bruges de gennemsnitligt fem timer om dagen, svarer det til en levetid på over 25 år. Desuden har dioderne fuld lysstyrke, så snart de tændes og indeholder i modsætning til sparepærer ingen miljøbelastende stoffer.
I første omgang fastmonteres den særlige kombination af dioder ind i lamperne fra asger bc LYS. Men der er ingen hindringer for, at teknikken også bruges til at lave løse diodepærer, der kan monteres i andre lamper.
Det banebrydende diodelys er nu bygget ind i modellerne Berlineren, Dillen og Dyssen, men flere af lamperne fra asger bc LYS er på vej i diode-udgaver.
Om asger bc LYS a/s
Dansk virksomhed med speciale i lampedesign og belysning på øjets præmisser. Siden 1975 har asger bc LYS udviklet og produceret over 120 lamper i 7.000 forskellige udgaver. På virksomhedens fabrik i Roskilde produceres der hvert år over 40.000 kvalitetslamper. Gennem 30 år har asger bc LYS leveret belysning overalt i Danmark, heriblandt til ministerier, museer, rådhuse, retssale, slotte, kontorer, vuggestuer, børnehaver og skoler. Virksomheden ejes af arkitekt Asger Bay Christiansen, der også er stifter af Laboratoriet LYS & SYN.
Relevant information
http://www.asgerbclys.dk