18/09-09
-
Pressemeddelelse
Mange ældre ser dårligt med sparepærer
Ny dansk undersøgelse dokumenterer, at sparepærer forringer synskvaliteten blandt ældre med øjensygdommen AMD. Årsagen er, at sparepærernes lys begrænser AMD-patienternes mulighed for at se kontraster. Det kan især være farligt på trapper, hvor det bliver sværere at se trinene.
Mere end 12 % af alle danskere over 60 år lider af folkesygdommen AMD - også kaldet alderspletter på nethinden. Sygdommen forringer evnen til at se detaljer og giver fx ofte problemer med at læse de små bogstaver i avisen eller undertekster på tv. Hver fjerde dansker over 80 år har AMD.
En helt ny dansk undersøgelse af 70 AMD-patienter dokumenterer nu, at sparepærelys kraftigt nedsætter deres evne til at se kontraster - dvs. evnen til at se skygger og konturer. Kontraster har afgørende betydning for vores orienteringsevne, og derfor stiger AMD-patienternes risiko for faldulykker i hjemmet ved brug af sparepærer.
I lys fra krystalpærer (halogen) var AMD-patienterne markant bedre til at se kontraster. Ingen af de 70 deltagere fik at vide hvilke lyskilder, de blev bedt om at bedømme. Da de efter testen blev bedt om at udpege deres foretrukne lyskilde, valgte 75 % af dem krystalpæren, mens 0 % valgte sparepæren.
- Undersøgelsen viser, at blandingen af sparepærer og AMD-patienter er en rigtig dårlig cocktail. Trapper er et godt eksempel. Her er det netop kontrasten mellem trinenes lys- og skyggeflader, der afgør, hvor man sætter fødderne. Det er derfor rimeligt at antage, at sparepærer skaber en øget risiko for faldulykker, siger Henrik Holton, optometrist på Synscentralen i Vordingborg og medansvarlig for undersøgelsen.
Han mener desuden, at sparepærer også skaber problemer for ældre uden AMD, fordi kontrastsynet af naturlige årsager forringes med alderen.
Det menes, at op til 50 % af alle faldulykker blandt ældre mennesker skyldes nedsat syn.
Om undersøgelsen
· Den første af sin art i Danmark. Ingen har tidligere gennemført en videnskabelig undersøgelse af, hvordan sparepærelys påvirker AMD-patienters evne til at se kontraster
· I undersøgelsen deltog 70 AMD-patienter med en gennemsnitsalder på 79 år. De blev blandt andet bedt om at læse ord skrevet med forskellige gråtoner. Plancherne blev skiftevis belyst med en sparepære og en krystalpære, der havde nøjagtig samme lysstyrke
· Sparepæren, der blev brugt til undersøgelsen, var af markedets bedste kvalitet. Dens lys havde desuden samme farvetone som krystalpæren for at minimere forskellen på de to lyskilder
· Undersøgelsen bliver om kort tid offentliggjort i et internationalt anerkendt tidsskrift for læger
· Bag undersøgelsen står optometrist Henrik Holton fra Synscentralen i Vordingborg, læge Michael Albeck fra Odense Universitets Hospital, læge Claus R. Johnsen fra Roskilde Sygehus og lysarkitekt Asger Bay Christiansen fra Laboratoriet LYS & SYN
Relevant information
http://www.lyssyn.dk
Firma
Laboratoriet LYS & SYN
Ny Kongensgade 21
1557 København V,
Danmark
40454478
40454478
http://www.lyssyn.dk