15/06-10
-
Pressemeddelelse
Mere energimærkning på vej
"A er bedre end B" - sådan tænker de fleste af os, når vi køber nye hårde hvidevarer og elpærer. Det vil vi også snart gøre, når vi køber fjernsyn, pc'er og mange andre apparater - i al fald hvis det står til EU. Fra 1. juli 2010 træder flere store ændringer af den europæiske energimærkning i kraft. Her er de vigtigste:
· Fremover vil flere typer af elapparater blive energimærket - f.eks også fjernsyn og pc'er
· Der introduceres en energiklasse med tre plusser. A+++ vil derfor være den bedste energiklasse
· Nu kan også andre apparater end frysere og køleskabe få ekstra plusser, hvis deres elforbrug er lavt nok
· Produkter, der ikke i sig selv bruger energi, men som har særlig indflydelse på energiforbrug, skal også energimærkes. F.eks. vinduer og yderdøre. I Danmark har vi indtil nu haft vores egen energimærkning af vinduer, men nu kommer de også med i EU's ordning
· Hvis der i reklamer for elprodukter angives en pris, skal deres energiklasse også anføres
Mørkegrønt skal altid være bedst
For at gøre det ekstra nemt at vælge de mest energirigtige produkter, kommer der også nye regler for, hvordan energimærkningen skal se ud i butikkerne. I dag kan skalaens øverste mørkegrønne pil både betyde A, A+ og A++. Derfor er der f.eks. ingen farveforskel i energimærket for et A og et A++ mærket køleskab. Fra 1. juli må den mørkegrønne pil kun bruges til mærkning af de mest energirigtige produkter.
Hvor meget sparer man med A+++?
Det kan SEAS-NVE's energirådgivning ikke gives noget entydigt svar på, da det varierer fra den ene produkttype til den anden. Men sammenligner man f.eks. vaskemaskiner med ens vaskekapacitet, så vil en A+++ model bruge cirka 12 % mindre energi end en A++ model og cirka 30 % mindre end en A model.
###
Billedtekster:
Energimaerke.jpg: "Der findes i dag så mange A-mærkede elprodukter, at EU's energimærkning skal udvides."
Energimaerke A+++.jpg: "Sådan kan et energimærke for et A+++ mærket fjernsyn komme til at se ud."
Relevant information
http://www.seas-nve.dk
Firma
SEAS-NVE
Hovedgaden 36
4520 Svinninge,
Danmark
70292661/21490214
70292661/21490214
http://www.seas-nve.dk