Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/11-10   -   Pressemeddelelse

Frostfrit sommerhus med lavt energiforbrug

Glem alt om elradiatorer, hvis sommerhuset skal holdes frostfrit. En god varmepumpe og bedre isolering er vejen frem.

En ny undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at over 20 % af Danmarks godt 200.000 sommerhuse bruges i mere end seks uger hver vinter. Men når sommerhuset bliver til fritidshus, stiller det også større krav til opvarmning og isolering.

Elradiatorer er dyre i drift
Et godt ventileret fritidshus kan sagtens tåle at stå uopvarmet. Men hvis man bruger det meget om vinteren, kan det være en fordel at holde huset frostfrit. Mange lader derfor en eller flere elradiatorer stå tændt, når de forlader huset - og det kan let blive en dyr fornøjelse. Hvert år bliver SEAS-NVE's energirådgivere kontaktet af fritidshusejere, der har ondt i elregningen på grund af elradiatorer.

Halvér varmeudgiften
Der skal cirka 2.000 kWh til at holde et fritidshus frostfrit, og bruger man elradiatorer, kan det let få elregningen til at stige med 4.000 kroner. Vælger man i stedet en god luft til luft varmepumpe, koster det op til 2.000 kroner. Samtidig fordeles varmen bedre. Hvis man installerer et fjernstyringsmodul, kan varmepumpen også styres via mobiltelefon.

Få et energisparetilskud
Hvis man vælger en kvalitetsvarmepumpe fra en af SEAS-NVE's samarbejdspartnere, kan man få tilskud til den. Læs mere om ordningen på www.seas-nve.dk/tilskud. Gå efter modeller, der er tilpasset skandinaviske vejrforhold. De koster 15 - 20.000 kroner, inklusiv levering og montering. Se en liste på www.varmepumpeinfo.dk.

Giv huset vinterfrakke på
Et fritidshus bør også være bedre isoleret end et sommerhus. Ved grundig efterisolering og montering af energiruder, kan varmeforbruget sænkes med helt op til 50 %. Få eventuelt en fagmand til at kigge på forholdene og komme med et tilbud. Efterisolering tjener sig som regel hurtigt hjem, skaber et bedre indeklima og gør huset mere værd, hvis det en dag skal sælges.

Hold øje med elmåleren
Uanset om fritidshuset holdes frostfrit eller ej, er det en god idé at aflæse el- og vandmåleren ved hver ankomst og afgang. Det giver et godt overblik og fjerner risikoen for uventede ekstraregninger. Tjek fx målerne som det sidste, mens familien sætter sig til rette i bilen. Gør det ekstra nemt ved at oprette en profil på www.maalerjagten.dk. Så kan aflæsningerne sendes til hjemmesiden via sms og ses på internettet.


Derfor er varmepumper bedre
I Danmark ligger udendørstemperaturen i gennemsnit på cirka 7 grader, og det passer godt til varmepumper. For 1 kWh el kan kvalitetsmodeller levere helt op til 5,4 kWh varme, mens elradiatorer kun producerer varme i forholdet 1:1. I vinterhalvåret er gennemsnitstemperaturen cirka 2 grader. Her leverer varmepumperne op til 3,3 gange så meget varme som elradiatorer for de samme penge.

Relevant information

http://www.seas-nve.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

SEAS-NVE
Hovedgaden 36
4520 Svinninge, Danmark

  70292661/21490214
  70292661/21490214

http://www.seas-nve.dk

Modtag nyheder fra SEAS-NVE på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire