Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/12-10   -   Pressemeddelelse

Nykøbing Falster Sygehus skærer 10 % af sit energiforbrug

I 2009 indledte Nykøbing Falster Sygehus et rådgivningssamarbejde med SEAS-NVE. Det har ført til en årlig energibesparelse på cirka 1,1 million kWh. Det svarer til en økonomisk besparelse på cirka 728.000 kroner og en CO2-reducering på 206 tons. Besparelserne er selvfinansierende og bygger på en aftale, der gør det lettere for andre sygehuse at opnå lignende resultater.

En del af besparelsen blev fundet i sygehusets kedelcentral, hvor der produceres damp til køkken og vaskeri. Her installeres nu en røggaskøler, der genbruger varmen fra den røg, der ledes ud af kedelscentralen. Før var røgen 250 grader varm, når den gik op gennem skorstenen, men fremover vil den kun være 150 grader varm. Den genvundne varme skal bruges til at forvarme vandet, der ledes ind i kedlen.

På den måde kan sygehuset spare hele 27.500 liter fyringsolie om året. Samtidig falder kedelanlæggets CO2-udledning med 73 tons. Økonomisk set giver det en besparelse på cirka 137.500 kroner. Røggaskøleren koster cirka 400.000 kroner og finansierer dermed sig selv på under fire år.

Ventilation med mere
På sygehusets intensivafdeling skaber et nyt ventilationssystem store fordele. Afdelingen består af to sammenbyggede huse, der oprindeligt havde hvert sit ventilationsanlæg. Da en intensivafdeling er meget åben, har de to anlæg "bekæmpet" hinanden med overflødigt energiforbrug til følge. Det er der nu lavet om på.

- Vi har en række specielle behov, som nu håndteres i ét samlet, energieffektivt ventilationssystem. Det giver os en årlig varmebesparelse på 220.000 kWh og en elbesparelse på 8.500 kWh, siger Viggo K. Vestergaard, drifts- og servicechef, Nykøbing Falster Sygehus.

Det gode resultat sætter tydelige spor på driftsomkostningerne. Afdelingens gamle ventilationsanlæg kostede cirka 223.000 kroner i årlig drift, mens det nye kun koster 45.000 kroner. I sygehusets tre andre afsnit er de eksisterende ventilationsanlæg blevet indreguleret. Det giver en samlet årlig el- og varmebesparelse på cirka 850.000 kWh.

Bedre og billigere lys
På to af sygehusets lange gangområder er der nu installeret nye lyskilder med lavere energiforbrug. Når der ikke er bevægelse i områderne, skrues lysstyrken automatisk ned til 10 %. Men så snart nogen bevæger sig ind i områderne, øges lysstyrken til 80 %. Det giver en årlige elbesparelse på 10.324 kWh.

Vejen er banet for andre sygehuse
Samarbejdsaftalen mellem Nykøbing Falster Sygehus og SEAS-NVE er indgået således, at hele Region Sjælland kan gøre brug af den. Det vil sige, at den også kan bruges af andre sjællandske sygehuse.

- Aftalen med Nykøbing Falster Sygehus er et stort skridt fremad. Både økonomisk og administrativt. Den giver sygehusene et attraktivt tilskud til deres energibesparelser og sætter hele processen i system. Man kan sige, at skinnerne er lagt, så de andre sygehuse hurtigt kan sætte deres eget energispare-lokomotiv i gang, siger Filip Dahl Larsen, markedschef hos SEAS-NVE.

SEAS-NVE er et moderne andelsselskab, der leverer energi og fibernet til 400.000 kunder på Sjælland og øerne. Vi sætter en ære i at være vores kunders bedste forbindelse og sørger for en sikker og stabil strømforsyning. Som energivirksomhed går vi foran og tager ansvar for at bidrage til at spare samfundet for unødvendigt energiforbrug ved at deltage i innovative projekter inden for energirådgivning og vedvarende energikilder.

Relevant information

http://www.seas-nve.dk


Pressekontakt


Firma

SEAS-NVE
Hovedgaden 36
4520 Svinninge, Danmark

  70292661/21490214
  70292661/21490214

http://www.seas-nve.dk

Modtag nyheder fra SEAS-NVE på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire